Min første fodboldkamp: KB-Vejle
Vores journalist og ”FCK-historiker” Torkil Fosdal giver sit personlige bud på, hvorfor Vejle altid har stået som noget særligt for ham.
Jeg var 10 år, da jeg så min første fodboldkamp i København Idrætspark. Søndag aften den 19. september 1971 skulle mit favorithold KB møde 1. divisions tophold Vejle.
Jeg boede ca. 1 km væk på Kastelsvej på Østerbro med min mor og to søstre, og den søndag havde jeg besøgt min tidligere klassekammerat Jens, der var flyttet fra mit kvarter til Victor Bendix Gade længere ude på Østerbro ved Sankt Kjelds Plads.
Jeg skulle være hjemme ved spisetid og cyklede ad Serridslevvej, der munder ud lige ved Østerbro Stadion. I stedet for at cykle til venstre og hjem ad Østerbrogade, blev jeg nysgerrig på grund af alle de mennesker, der var på vej den anden vej mod Idrætsparken. Derfor cyklede jeg forbi bagsiden af den store Hovedtribune og langs Cementtribunen på Øster Alle. Der så jeg plakaten med den ikoniske KB-figur, der viste at KB mødte Vejle kl. 19.00.
Klokken var vel omkring 18, da jeg kom hjem, og det var sikkert første gang, jeg ikke råbte ”Hva’ ska’ vi ha’ at spise i dag,” inden hoveddøren smækkede. Men: ”Moar, må jeg ikke nok gå til KB-kamp?”
Jeg er ikke sikker på, at hun helt var klar over, hvad hun sagde ja til, men jeg fik i hvert fald lov at tage afsted.
En stor oplevelse for en lille knægt
Der var kø ved tælleapparaterne ved indgangen fra Øster Alle. Solen var på vej ned over Fælledparken, og der var en summen af forventning i det store menneskemylder. Det var overvældende for en knægt på 10 år, hvis kulturelle erfaringsgrundlag var at have overværet et par forestillinger fra Det Kongelige Teaters bagscene, mens min far sad og spillede valdhorn nede i orkestergraven. Og så det årlige Disney Juleshow i Metropol-biografen på Strøget.
Det her var noget andet!
De blå- og hvidstribede helte i levende live
Jeg gik ind på B.93-langsiden, men på cement-terrasserne nede foran tribunen kunne jeg ikke se noget som helst for alle de voksne. Midt på tribunen kostede det ekstra, hvis man skulle op og sidde på træbænkene, men ude i siderne kostede ståpladserne ikke ekstra. Jeg husker, at jeg længe stod på trappen uden rigtig at vide, hvor jeg skulle gøre af mig selv, og pludselig var kampen i gang.
For første gang så jeg mine blå- og hvidstribede helte i levende live, og Vejle i deres klassiske røde trøjer og hvide bukser.
Den uforglemmelige stemning
Jeg husker ikke meget om selve kampens forløb, men jeg husker stemningen. Lyden af fodboldstøvler mod en læderbold. Dommerens fløjte. Lyset fra projektørerne, da de blev tændt. Tilskuernes råben og skrigen. De tomme ølflasker, der trillede rundt på tribunen. Og stadionspeakeren, der i pausen fortalte, at Københavns Sporveje havde indsat ekstrabusser på linje 1, 3, 6, 14 og 18.
Og så husker jeg fortvivlelsen over, at KB var ved tabe stort – og at det blev vanvittigt spændende til sidst, så voksne mennesker nærmest gik helt amok. Nok til at jeg blev en anelse utryg og ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Ikke fordi der var skyggen af ballade, det var bare... overvældende!
Først mange år efter støvede jeg gamle avisartikler igennem og fik næsten kuldegysninger.
Utrolig tilskuerrekord
Der var 18.600 tilskuere, hvilket var det højeste til en 1. divisionskamp i Idrætsparken siden 1967 - og i dag kan jeg se, at der ALDRIG igen kom så mange til en divisionskamp, før PARKEN var indviet og blevet hjemmebane for F.C. København i Superligaen. Det er i sig selv vildt at tænke på, men hør så lige om kampens forløb:
Niels Chr. Holmstrøm headede KB foran efter 10 minutter, og både han og Kurt Præst ramte siden overliggeren, mens KB tryllede og sprudlede og dominerede massivt. Men nærmest ud af ingenting udlignede Vejles Karsten Lund midt i 1. halvleg, og inden pausen bragte Jørgen Marcussen dem på 2-1.
Otte minutter efter pausen udlignede Uffe Brage for KB, da dommer Torben Månsson underkendte sin offside-vinkende linjevogter.
Undskyld, Månsson
Jeg kan huske, at jeg fik lidt dårlig samvittighed, da jeg læste den detalje. Så lad mig også lige sende en undskyldning til den fra Fanradioen velkendte Henrik Månsson for det, jeg og mine kammerater gennem årene har kaldt din far. I dag er jeg sikker på, at han hverken var blind eller betalt. Og denne kølige september-aften i 1971 så han garanteret helt rigtigt!
Men hverken Månsson eller KB kunne forhindre Vejle i at score to gange på få minutter ved Karsten Lund og Iver Schriver, hvorefter Allan Simonsen øgede til 5-2.
DEN Allan Simonsen
Ja, DEN Allan Simonsen! Kun 18 år gammel var han allerede et stort navn i dansk fodbold, men for os knægte i Kongens København stadig et ubeskrevet blad. Man kunne nemlig stadig ikke få ham i de legendariske NU-billederne, som man fik ét af hver gang man købte en æske NU-lakridspastiller. De var stort set vores eneste kilde til viden om danske fodboldspillere, og jeg tror, jeg brugte mere tid på NU-billeder i min ungdom, end ungdommen i dag bruger på sociale medier...
Men tilbage til kampen og Vejles knusende 5-2-føring. Det var dog langt fra afgjort endnu!
Vanvittig afslutning
Holmstrøm reducerede til 3-5 på endnu et hovedstød, og da KB fik straffespark mod slutningen, tændtes håbet for alvor hos det store københavnske publikum. Men ak... Vejle-keeper Niels Wodskou reddede Anders Sørensens straffespark. Niels Wodskou!! HAM kendte vi fra NU-billederne, og han hed det samme som min tandlæge... så kan I tænke jer til resten!
KB vadede i chancer mod slutningen i et vanvittigt pres og reducerede til 4-5 på et langskud fra Arne Borsdal – men så heller ikke mere.
Er der noget at sige til, at en 10-årig knægt ikke kunne falde i søvn den aften?!
Jeg var i hvert fald fuldstændig solgt. Jeg holdt med KB i forvejen (målmanden Niels Hagenau var mit store idol, ligesom Chelseas Peter Bonetti), og siden denne kamp var jeg for alvor KB’er i hjertet, og Idrætsparken blev mit andet hjem.
Men siden har jeg også haft en evig svaghed og sympati for Vejle i almindelighed og Allan Simonsen i særdeleshed. Selv Niels Wodskou er tilgivet...
