Robert Skov

Stærkt comeback sikrer sejr i Vejle

Vi fik en fin optakt til torsdagens Europa League-kamp mod Slavia Prag, da vi søndag eftermiddag vandt 3-1 i Vejle. 

Dame N'Doye, Robert Skov og Pieros Sotiriou scorede vores mål i anden halvleg, efter at vi havde været bagude 0-1. 

>> Støt drengene på torsdag mod Slavia Prag

I første halvleg var det hjemmeholdets Imed Louati, som snittede bolden i mål, men efter et godt pres kom udligningen og føringen i løbet tre minutter. 

I det 72. minut sparkede N'Doye en flad tværpasning fra Vavro i det tomme mål, og derefter huggede Robert Skov til (igen!), da han trak ind fra højre og sparkede bolden ind ved den nærmeste stolpe. I overtiden kom Skov, Pieros og N'Doye alene igennem, og Skov trillede den stille og roligt til Pieros, som let sparkede den i mål. 

Forinden udligningen havde vi haft flere gode muligheder - blandt andet ramte Skov overlæggeren fra cirka samme position, som han scorede. Efter 2-1 målet fortsatte vi den gode kontrol, og inden 3-1-målet var vi tættere på at udbygge, end Vejle var på at udligne.

Tusind tak for støtten til de flere end 1000 medrejsende københavnere! 

SES VI TORSDAG?