Iørn Uldbjerg

25 år siden: Milan-smæk og sejr over AGF

For 25 år siden led vi et rekordstort nederlag til AC Milan, men revancherede os lidt ved at vinde 2-1 i Århus søndagen efter.

Verdens bedste klubhold
Vi var på forhånd ikke levnet mange chancer mod mægtigt AC Milan, som dengang blev kaldt "Verdens bedste klubhold" - og i øvrigt også endte med at vinde Champions League den sæson.

Men derfra til at tabe 0-6 på hjemmebane... den havde ingen set komme!

FCK og AC Milan i spillertunnellen
Mens det stadig stod 0-0...


Milaneserne kørte os regulært over lige fra kampens start! Efter 40 sekunder (hvoraf bolden var ude af spil i de 15) scorede Jean-Pierre Papin til 1-0, og efter et kvarter stod det 3-0 efter to mål af Marco Simone. Brian Laudrup gjorde det til 4-0 kort før pausen, og Massimo Orlando øgede efter en times tid, inden Papin sørgede for de forsmædelige tenniscifre.

Hovedparten af de 34.825 tilskuere havde desværre en fest, for de kom nok mest for at se Laudrup & co. Dem med ægte løveblod i årerne led i stilhed, efterhånden som målene haglede ind...

Skuffede, ærlige reaktioner
"Det var pinligt, det vi leverede. Milan er sandsynligvis verdens bedste klubhold, men alligevel! Sådan noget bras var ikke nødvendigt at lave. Vi lå fra kampens start alt, alt for langt fra italienerne i markeringerne. Og blev selvfølgelig omgående straffet hårdt og brutalt," erkendte Iørn Uldbjerg til B.T.

"Vi var de rene statister i denne kamp," sukkede Michael Manniche i Ekstra Bladet, men prøvede at holde humøret oppe og se fremad mod søndagens udekamp i Århus:

"Der vinder vi! Vi har fået mange tæsk i pressen og internt den seneste måned, men vi er ikke slået ud,"lød det med fasthed i stemmen fra Michael Manniche.

Revanche i Århus
Søndagen efter tog vi til Århus i et forsøg på et vaske pletten væk, og selv om 2-1-sejren måske ikke fjernede hele "ægget", sikrede den i hvert fald at vi stadig kun var to point efter Silkeborg og OB.

AGF-FCK 1-2


Uldbjerg bragte os foran allerede efter 12 minutter, men samtidig måtte Lars Højer udgå med et maveonde. Kort før pausen øgede Martin Johansen, og langt hen i kampen kontrollerede vi spillet fint med fine kombinationer, god bevægelighed og stor arbejdsindsats af alle mand.

AGF skabte først spænding, da Kent Nielsen noget ufortjent reducerede fem minutter før tid. Søren Andersen begik dog et kæmpe frispark på Diego Tur, inden han sendte bolden ind over, og hvis dommer Carl Laursen ikke var upopulær i FCK-lejren på det tidspunkt, blev han det for alvor lidt efter.

I hjemmeholdets hidsige pointjagt måtte Martin Johansen bæres fra banen i smerter, efter hans skulder gik af led, da indskiftede Bo Larsen nedlagde ham bagfra i en kynisk knibtangsmanøvre. Den kostede ikke engang gult!

Til gengæld kostede det Martin en måneds pause, mens Højer heldigvis fik maven i orden til næste kamp.

 

MATCHFACTS
Onsdag den 20. oktober 1993, kl. 20.15 i Parken. Europa Cup for mesterhold, 2. runde, 1. kamp
F.C. KØBENHAVN-AC MILAN 0-6 (0-4)
1.: 0-1 Jean-Pierre Papin
4.: 0-2 Marco Simone
15.: 0-3 Marco Simone
42.: 0-4 Brian Laudrup
61.: 0-5 Massimo Orlando
72.: 0-6 Jean-Pierre Papin
34.285 tilskuere. Dommer: Guy Goethals, Belgien
Advarsel: Christian Panucci, AC Milan

FCK: 1 Palle Petersen – 4 Henrik Lykke, 2 Kenneth Wegner (21.: 17 Brian Kaus), 3 Morten Falch – 10 Christian Lønstrup, 5 Lars Højer, 6 Michael Giolbas, 8 Iørn Uldbjerg - 7 Jørgen Juul Jensen (79.: 15 Michael Mio Nielsen), 11 Michael Johansen - 9 Michael Manniche

Ikke benyttet: 18 Thomas Risum, 12 Martin Johansen, 14 Peter Møller

AC Milan: 1 Sebastiano Rossi - 2 Christian Panucci, 5 Alessandro Costacurta, 6 Franco Baresi (61.: 13 Filippo Galli), 3 Paolo Maldini - 10 Brian Laudrup, 4 Demetrio Albertini, 8 Zvonimir Boban, 7 Alessandro Orlando - 9 Jean-Pierre Papin, 11 Marco Simone (61.: 16 Angelo Carbone)

Ikke benyttet: 12 Mario Ielpo, 14 Fernando De Napoli, 15 Stefano Eranio

 

Søndag den 24. oktober 1993, kl. 15.00 på Århus Stadion. Superligaen, 13. runde
AGF-F.C. KØBENHAVN 1-2 (0-2)
13.: 0-1 Iørn Uldbjerg
45.: 0-2 Martin Johansen
85.: 1-2 Kent Nielsen
6.700 tilskuere. Dommer: Carl Laursen
Advarsler: Iørn Uldbjerg og Jørgen Juul Jensen, F.C. København

AGF: Lars Windfeld - Kent Nielsen, Martin Nielsen, Jan-Halvor Halvorsen - Palle Sørensen, Gunner Lind (82.: Bo Larsen), Claus Christiansen, Claus Thomsen, Bo Harder (65.: Lars Larsen) - Torben Christensen, Søren Andersen

Ikke benyttet: Tony Henriksen

F.C. København: 1 Palle Petersen – 3 Diego Tur, 6 Christian Lønstrup, 12 Morten Falch – 17 Brian Kaus, 5 Lars Højer (12.: 7 Jørgen Juul Jensen), 15 Michael Giolbas, 11 Michael Johansen, 8 Iørn Uldbjerg - 10 Martin Johansen (87.: 9 Michael Manniche), 14 Peter Møller.

Ikke benyttet: 18 Thomas Risum