Ståle: Vi forventer som altid at præge kampen
"Slavia Prag er nok det hold i gruppen, der er i bedst form lige nu. De vandt i weekenden, de er fulde af optimisme, de kørte hårdt på ude mod FC Zenit og havde mange afslutninger, selv om en del var skud udefra. Men 13-2 i hjørnespark vidner om, at de lagde et godt tryk," sagde Ståle på dagens pressemøde, hvor han stadig forventer en tæt kamp torsdag aften.
"Jeg tror alle kampe i gruppen bliver tætte, det sagde jeg også før vi begyndte gruppespillet. Men vi er på hjemmebane, og der prøver vi altid at være os selv og ser mindre på modstanderen. Men selvfølgelig har jeg vist spillerne deres største profiler, og hvordan vi tror de vil spille. Så vi er fortrøstningsfulde i forhold til at præge kampen, men vi skal også være dygtige i de perioder, hvor vi kommer til at forsvare os."
"Slavia har en mere vild og uhæmmet offensiv, end de andre to hold i gruppen. De tænker ikke så meget over, hvem de møder, og om de er hjemme eller ude. Bordeaux og Zenit har lidt klarere kendetegn i forhold til hvor de står på banen, hvor Slavias offensive spiller virker til at have lidt friere roller og skifter mere position."
"Jeg har ikke lagt mig fast på vores eget hold endnu, og selv om vi må undvære Zeca på grund af karantæne, har vi flere andre muligheder med både Falk, Gregus, Kvist og Thomsen til den centrale plads."
Han gav også en kort status på et par af dem, der har døjet med skader:
- Jonas Wind træner med U19 torsdag og spiller efter planen en hel U19-kamp lørdag, hvorefter han er helt "fit for selection", som Dave Cosgrave udtrykker det.
- Viktor Fischer var ikke på træningsbanen mandag og tirsdag, da han for en sikkerheds skyld har fået behandling for anklen, og han træner normalt med onsdag aften.