Kenan Kodro

Kodro solgt til Athletic Club

F.C. København har solgt Kenan Kodro til den spanske La Liga klub Athletic Club fra Bilbao.
 
Kodro kom til FCK i sommeren 2018 og nåede 18 kampe og seks scoringer i den hvide trøje:
 
”Det er ikke altid at tingene lykkedes så hurtigt, som vi vil have dem til, og derfor er det en god løsning for begge parter, at Kenan vender tilbage til Spanien og en stor klub der," siger manager Ståle Solbakken.

"Han har været professionel og arbejdsom i sin tid her, men konkurrencesituationen i angrebet med N´Doye, Wind, Pieros og Viktor gør, at han ikke har fået så meget spilletid, som han gerne vil."

"Det har vi forståelse for, og derfor har vi nu fundet en løsning, der er fornuftig både sportsligt og økonomisk for os. Vi vil gerne takke Kenan for hans indsats for klubben og ønsker ham held og lykke,” siger Ståle.
 
Kenan Kodro selv ser nu frem til en frisk start:

”Både FCK og jeg havde håbet, at det var gået op i en højere enhed, men vi har hele tiden været ærlige og afklarede overfor hinanden omkring situationen, og nu har vi fundet en løsning, som alle parter er tilfredse med."

"Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, trænerstaben og klubben for vores tid sammen. Jeg har haft det rigtigt godt både i klubben og byen, men jeg har brug for at spille mere, så derfor er det bedst at komme videre,” siger Kenan Kodro.
 
Alle i FCK ønsker Kenan Kodro alt det bedste i fremtiden.