Kvist: Det er også okay med én kamp om ugen
Efteråret bød på 36 turneringskampe på 157 dage - dvs en kamp for hver 4,4 dag. Og så tæller vi ikke trænings-, reserveliga- og landskampe med.
Nu har vi taget hul på et forår, hvor der kun er en enkelt midtuge kamp i påsken (Skærtorsdag). Og når nu det skal være, er det faktisk også helt okay, siger søndagens 34-års fødselar William Kvist:
"Vi ville selvfølgelig gerne have spillet nogle flere kampe i Europa League, når vi nu ser hvordan både Zenit og Slaiva Prag går videre til 1/8-finalerne, og også i pokalturneringen, men nu er det som det er, og det tror jeg på en måde også har været tiltrængt."
Brug for pauser
"Opstarten har været rigtig god, og som Ståle tit siger, så har holdet fået noget rygrad af så mange kampe i løbet af fem måneder, men så er de også godt at få nogle pauser engang imellem. Ligesom når man træner hårdt, så har man også brug for at der kommer lidt mindre fart på."
"Der er ret stor forskel på at spille hver fjerde dag og så én gang om ugen, så på den måde synes jeg, det var et hårdt efterår, selv om det også var et dejligt efterår med europæisk gruppespil. Men nu kan kroppen nå at restituere sig selv, hvor vi før skulle være meget skarpe på rytmen mellem kampene. Det vil sige, hvordan vi restituerede, trænede, hvilede og så videde. Nu nyder vi at få lov til at komme lidt længere "ned", inden vi skal præstere igen."
Tid til analyse
"Men ud over at det giver lidt mere energi og lidt mere mentalt overskud, så kan vi nu også bruge mere tid til at analysere tingene .Vi ser flere videoer, og vi har bedre muligheder for at bruge tid på dødbolde og tekniske og taktiske finesser, som vi ikke havde tid til at gå i dybden med i efteråret."
"Så nu er det bare med at have fuldt fokus på mesterskabet, når vi nu ikke behøver tænke på, hvornår vi skal spille Europa League-finale," lyder det med det sædvanlige glimt i øjet fra William.
>> Mandag kl. 19.00 gælder det Vendsyssel - find mere om kampen her
>> Se de seneste nyheder fra adidas i Fanshoppen
KVIST-STATS
Denne sæson: 15 kampe (12 sejre, 3 uafgjorte, 0 nederlag)
I alt: 418 kampe og 15 mål for F.C. København
81 A-landskampe og 2 mål for Danmark
Født: 24. februar 1985
FCK-debut: 23. april 2005 mod FC Nordsjælland
Kontraktudløb: sommeren 2020