DERBY: Reducering i antallet af udeholdets billetter
For knap to år siden indgik Brøndby IF og F.C. København en ny billetaftale om udebaneafsnittene til Derby på hhv. Brøndby Stadion og i Telia Parken. Billetaftalen tildelte F.C. København 2.100 billetter til Derby på Brøndby Stadion, mens Brøndby IF fik tildelt 2.500 billetter i Telia Parken. Det var fanrepræsentanter fra de to klubber, der i fællesskab nåede frem til den nye aftale.
Sidste år foretog Rambøll den årlige kontrolmåling af betonelementerne på Brøndby Stadion, og her identificerede man målinger på den nedre del af Sydsiden, som kunne indikere en risiko, hvis betonen blev belastet voldsomt i forbindelse med svingninger - f.eks. fra mange fans, der hopper i takt – og derfor skal dele af betonen udskiftes.
Sydsidens kapacitet har derfor siden i vinter været reduceret med 52%, da man har sat sæder op på hele Sydsiden for at mindske svingningerne. Kapaciteten på Sydsiden vil være reduceret, indtil betonen er blevet udskiftet, hvilket forventes påbegyndt i andet halvår af 2019.
Rambøll har nu konkluderet, at samme udfordringer desværre også gør sig gældende for Nordtribunen, hvilket betyder, at Nordtribunen ligeledes skal renoveres før dens fulde kapacitet igen kan udnyttes.
Det betyder, at kapaciteten i udebaneafsnittet af sikkerhedsmæssige årsager reduceres med 29%, da der ligesom på Sydsiden skal installeres sæder på hele udebaneafsnittet. Konkret betyder det, at kapaciteten på udebaneafsnittet til det kommende Derby den 14. april vil være på 1.493 billetter.
De to klubbers fanrepræsentanter har på baggrund af den nødvendige sikkerhedsmæssige reduktion af kapacitet på Brøndby Stadion været i dialog om billetantallet til Derbyet den 5. maj i Telia Parken. Man er nået til enighed om, at man matcher fordelingsnøglen i den gældende billetaftale, og at man derfor reducerer Brøndby IF’s fans billetter i Telia Parken til 1.843 billetter til Derbyet den 5. maj.
>> Billetinfo om FCK-billetter til ude-DERBY 14. april
>> Billetinfo om FCK-billetter til hjemme-DERBY 5. maj