Ståle før Esbjerg: Vi skal tage kontrollen
Søndag kl. 16.00 starter slutspillet med en kamp mod Esbjerg i Telia Parken, hvor Ståle forventer at se sit mandskab tage styring over den vigtige kamp.
Initiativ og kontrol
”Vi ved, at Esbjerg har alt at vinde på søndag og derfor kan spille helt frit. Det skal vi være klar til at håndtere og tage initiativet og kontrollen over kampen," siger Ståle.
"Esbjerg har gjort det rigtigt flot som oprykker, og selvom om vi har slået dem to gange hidtil i sæsonen, så kommer der ikke noget af sig selv på søndag.”
”Vi præsterede rigtigt, rigtigt godt pointmæssigt i grundspillet og har i foråret også leveret ok, men vi er også bevidste om, at vi har et gear mere, som vi skal finde frem nu. Det bliver et kapløb med FC Midtjylland hele foråret og der er ikke plads til mange fejltagelser, så alt fokus er på at slå Esbjerg søndag.”
Robert Skov ikke klar
”Robert har haft en god genoptræning, men han når ikke at blive helt frisk til søndag," konstaterer Ståle.
"Omvendt har vi haft mulighed for at give et par kampe mod Helsingborg og Horsens til spillere som Viktor, Boilesen, Bjelland og Falk, som har haft godt af landsholdspausen til at komme mere i omdrejninger igen."
Pieros også ude søndag
"Pieros er kommet tilbage med lidt problemer efter landskamp for Cypern og er også ude på søndag, mens de øvrige landsholdsspillere er kommet fint igennem deres kampe. Jonas Wind har blandt andet gjort et godt indtryk for U21-landsholdet."
”Samlet set står vi fornuftigt før det her slutspil. Det bliver en række finaler og vi skal præstere godt og stabilt for at ende med mesterskabet, men det er det eneste mål, vi har. Vi glæder os til at komme i gang,” slutter Ståle.
>> Du kan finde din plads til den første af forårets finaler fra 100 kr. lige her
>> Du kan også sikre fast plads til alle forårets hjemmekampe med et slutspilskort fra 449 kr.
>> Fra 99 kroner pr. måned kan du få plads til alle hjemmekampe i Superligaen med abonnement