Ståle: En perfekt modstander for os
"Det var en helt perfekt modstander for os," konstaterede Ståle efter dagens testkamp, som vi tabte 1-2 til Shakhtar Donetsk.
"Det er et klassehold, der stillede med deres 11 bedste, og det var vi glade for, selv om de kom med nogle temposkift, som vi ikke er helt parate til endnu. Det er heller ikke sikkert, vi nogensinde bliver det, for der er mange bedre hold end os, der vil blive fanget i deres kontraer!"
"Vi prøvede at gå højt op på dem nogle gange, og nogle gange lykkedes det, og vi scorede også et mål på det, men samtidig scorer de også et mål, hvor de løber lige igennem os."
"Vores spillere er kommet tilbage på meget forskellige tidspunkter, så vi har haft en plan for den her uge, hvor vi prøvede at være nogenlunde lige så fysiske som i den første kamp. Derfor har vi måttet dosere spilletiden nøje for spillerne, og det giver selvfølgelig lige lovlig mange udskiftninger. Men Anders Storskov har som fysisk træner et stort ord at skulle have sagt, for at vi også skal have kvalitet i træningerne."
"Men alt i alt en godt gennemført kamp, og sjovt at se mange af de unge komme ind til sidst og klare sig godt mod verdensklassespillere. Jeg synes, Ahmed går stærkt ind med sin fysik, og Mohamed er heller ikke bange for at vise sig frem, og vi ser også at nogle af de spillere, der er kommet sent ,begynder at komme. Zeca kommer langsomt men sikkert, Victor Nelsson kom først i går men leverer et vældig godt førsteindtryk, og Jens har trænet med 1-2 gange og gjorde det fornuftigt."
"Man skal huske, at vi i forhold til en mulig start-11'er, så starter vi i dag ikke med Robert, Viktor, Bjelland og Falk, og det eneste minus er, at Thomsen fik en skulderskade, der nok tager lidt tid, men forhåbentlig er han tilbage inden for ti dage."