Ståle: Bedre offensivt end defensivt
"Det blev en meget urolig kamp, hvor begge hold var bedre offensivt end defensivt," sagde Ståle efter at have set sit hold komme bagud 0-2 i Odense og alligevel hive en 3-2-sejr hjem.
"Næsten alle OB's mange chancer kommer på kontra, fordi vi enten mister nemme bolde, eller fordi vi står forkert i kæderne med for store afstande i holdet."
"Deres første mål vil jeg dog sige er meget flot lavet af OB og mere deres fortjeneste, end fordi vi gør noget forkert, men det andet efter hjørnesparket er dårligt forsvarsspil."
"Vi vidste godt, at spillere som Skov og Fischer endnu ikke er 100 % på toppen, men det er en meget svær balancegang, for vi har brug for at få dem klar til de europæiske knockout-kampe, og derfor er de nødt til at spille."
"Heldigvis har vi N'Doye helt på toppen i dag, han var bare fremragende, og han er et fantastisk eksempel for holdet både på og uden for banen."