Bryan Oviedo

Bryan Oviedo vender tilbage til FCK

F.C. København har skrevet en 3-årig kontrakt med Bryan Oviedo, efter han er blevet fritstillet af sin engelske klub, Sunderland AFC.

Dermed vender den costaricanske venstre back tilbage til FCK, som han tidligere har repræsenteret i 46 kampe mellem 2010 og 2012.
 
Bryan Oviedo er noteret for 54 A-landskampe for Costa Rica, som han også spillede for ved VM-slutrunden i Rusland i 2018.

Oviedo kom fra Costa Rica til FCK i januar 2010 og var udlejet til FC Nordsjælland i foråret 2011, hvorefter han returnerede og spillede til udgangen af august 2012. Her blev han solgt til Premier League-klubben, Everton, og siden gik turen til Sunderland, hvor han har spillet siden januar 2017.

- - - -

Ståle: Han ved hvad der skal til
”Vi kender Bryan rigtigt godt fra hans første periode i klubben, og han har siden fået masser af erfaring på højt niveau i Everton og Sunderland samt på landsholdet,” siger Ståle Solbakken.

”Han er en back med store offensive kvaliteter, men samtidig ved han, hvad der skal til defensivt fra en FCK-back, og vi har fuld tiltro til, at han kan udfylde opgaven.”
 
”Da Nicolai Boilesen fik sin alvorlige skade blev det nødvendigt at se efter en tilføjelse på den position. Vi kan ikke forvente, at Pierre Bengtsson spiller samtlige kampe i en lang sæson, hvor vi forhåbentlig også skal spille europæisk gruppespil.”

”Oviedo var ikke umiddelbart en mulighed, da økonomien gjorde det vanskeligt, men han har selv investeret i, at det har kunnet lade sig gøre. Det er godt at se, at spillere vil optimere deres karriere sportsligt og ikke se kortsigtet økonomisk på det, og vi er selvfølgelig meget tilfredse med, at det nu er lykkedes,” siger Ståle.

- - - -


Oviedo: Stort at vende tilbage til København
Bryan Oviedo var med til at vinde tre danske mesterskaber med FCK og blev også kåret til Årets Pokalfighter i 2012 efter finalesejr over AC Horsens. Nu glæder den 29-årige costaricaner sig til at vende tilbage til FCK:
 
”Det er stort for mig at vende tilbage til København! Det var her min karriere tog fart, og min familie og jeg havde en rigtig god tid både i byen og i klubben,” siger Bryan Oviedo.

”FCK er stadig en stor klub med store ambitioner, og jeg er klar til at gøre alt for, at vi genvinder mesterskabet og kommer i Europa igen!”

”Jeg kender klubben, jeg kender staben og Ståle, og jeg kender selvfølgelig også N’Doye og Pierre fra mit seneste ophold, ligesom jeg spillede med Bjelland i Nordsjælland. Jeg har fulgt FCK i al den tid, jeg har været væk, så jeg ved, at det er et stærkt hold med en stærk organisation omkring holdet.”

”Jeg glæder mig virkelig til at spille i Telia Parken igen, og jeg håber at fansene stadig kan huske mig. Jeg husker i hvert fald dem, og det er også en af grundene til, at jeg er virkelig glad for at være tilbage,” slutter Bryan Oviedo.

- - - -

Bryan får sit gamle rygnummer 19 og tiltræder med det samme.

Fakta
Navn: Bryan Oviedo
Født: 18. februar 1990
Position: Venstre back / kantspiller
Tidligere klubber: Deportivo Saprissa, F.C. København, FC Nordsjælland (lejeaftale), F.C. København, Everton FC, Sunderland AFC