Fischer og Wind tiljubler N'Doye efter hans scoring

2-1-sejr i SønderjyskE

Der var kun gået 99 sekunder, da Dame N'Doye scorede sit hurtigste Superliga-mål nogensinde!

Men hvis nogen troede, det fik løverne til at trække håndbremsen og spare på kræfterne, så tog de grueligt fejl.

Inden der var spillet tyve minutter, havde vi fire andre kæmpe chancer, der burde have afgjort kampen. Senere i halvlegen burde Jonas Wind nok også have haft straffe, da han blev hevet i trøjen i feltet, og i det hele taget havde SønderjyskE-forsvaret store problemer med vores ivrige og bevægelige offensive kræfter.

Sønderjyderne kom derimod ikke frem til noget særligt mod et solidt og påpasseligt forsvar, og pausestillingen 0-1 var mildt sagt misvisende.

Og 80 sekunder inde i 2. halvleg stod det 1-1... sådan kan fodbolden være så lunefuld. Christian Jakobsen sparkede enkelt bolden ind efter Grytebust havde halvklaret et hovedstød fra nært hold.

Men løverne lod sig ikke slå ud, og et par minutter efter headede Jens Stage - der afløste Falk i pausen - os foran 2-1 efter hjørnespark.

Siden kontrollerede vi spillet fint igen og havde chancer til at fordoble føringen, omend ikke så mange og store som før pausen. Til gengæld tillod vi heller ikke hjemmeholdet noget som helst i den anden ende.

Midt i halvlegen fik Pep Biel debut i stedet for Fischer, og ti minutter før tid fik Bryan Oviedo også spilletid, og begge var med til at køre den yderst velfortjente, men alt for lille sejr hjem.

Seks sejre i træk i alle turneringer er i øvrigt vores hidtil bedste sæsonstart nogensinde!


>> Find din plads til Lyngby-hjemmekampen på fredag kl. 18