Jubel i Haderslev

Kampreferat: Sjette sejr i træk!

De to hold
Vi havde tre ændringer fra Horsens-kampen for en uge siden: Papagiannopoulos, Bengtsson og Falk startede i stedet for Bjelland, Bartolec og Stage. På bænken sad bl.a. ugens nye spillere, Bryan Oviedo og Pep Biel. SønderjyskE havde Marco Rojas med på midtbanen i stedet for Eggert Jónsson i forhold til deres seneste kamp.

Spillerne løber på banen i Haderslev


Mål efter 99 sekunder!
Der var kun spillet 99 sekunder, da N’Doye scorede sit hurtigste Superligamål nogensinde - Falk generobrede en bold højt på deres halvdel, Fischer spillede Jonas, der lagde den videre til N’Doye, der lidt uden for feltet piskede bolden fladt ind ved den ene stolpe.

Det blev startskuddet til en regulært stormløb mod et rystende usikkert SønderjyskE-forsvar, der skal være lykkelige for, at det ikke stod 4-0 efter en halv time!

Carlo Holse


Vi skabte især meget fra højre siden med de angrebslystne Varela og Holse, som gang på gang skabte ravage hos hjemmeholdet. De satte N’Doye op til en god hovedstødsmulighed i det 5. minut, og i det 13. minut servicerede de Jonas, der tæt under mål måtte se to afslutninger blokeret.

Omkring det 20. minut hjalp sønderjyderne godt til, da de først gav Fischer en stor kontrachance, som han sendte tæt forbi, og minuttet efter kunne Banggaard ikke tæmme et målspark, så N’Doye fik en gylden mulighed, men hamrede bolden på overliggeren.

Fuld kontrol i 1. halvleg
Måske var det et wake up-call, for siden begyndte de at få bedre styr på tropperne – men efter den halve time skulle vi helt klart have haft straffe, da vores to årgang 99’ere tog affære: Carlo spillede Jonas i feltet i fuldt løb, og Banggaard hev ham tydeligvis længe i trøjen, hvilket linjedommeren burde have opdaget.

Men vi gav stadig ikke noget væk i den anden ende, så bortset fra et par indlæg og hjørnespark, havde Grytebust ikke meget at se til.

Inden pausen snød Jonas et par mand i feltet og var tæt på at spille Carlo fri til skud, men i sidste øjeblik afværgede sønderjyderne.

Det virkede som om, mange af de ca. 7.500 tilskuere trak et lettelsens suk, da Peter Kjærsgaard omsider fløjtede for pause!

Udligning efter 82 sekunder!
Man må håbe de nåede ud i tide efter pausen, efter 82 sekunder udlignede Christian Greko Jacobsen, efter Grytebust havde halvklaret et hovedstød fra Alexander Bah.

En kold spand vand i ansigterne, men intet i forhold til den syndflod af styrtregn, der væltede ned over banen senere i halvlegen. Har vi nogensinde spillet en hel kamp i tørvejr hernede? Heldigvis stod vores fans i tørvejr – og heldigvis havde de set retfærdigheden ske fyldest kort efter udligningen.

Stages første
Jens Stage – som afløste Falk i pausen, da han mærkede til sin skade – kom højest på et hjørne og pandede sin første FCK-scoring i netmaskerne. Den blev afgørende!

Jens Stage scorer sit første FCK-mål


Men først kom regnen og sendte mange på flugt fra den uoverdækkede endetribune, hvor sønderjyderne dog nu er ved at forberede et tribunetag i stil med det, ”vi” har fået i den anden ende.

Vi styrede dog kampen udmærket, og det lignede ikke en kamp, vi igen ville give slip på. Men man ved aldrig – en ét-måls-føring mod et sultent sønderjyske-hold i Haderslev er aldrig nok til, at man kan slappe af.

Fight for sagen
Det gjorde spillerne bestemt heller ikke. Arbejdshandskerne kom på, og der blev knoklet og fightet godt for sagen. Pep Biel kom ind til sin debut blot et døgns tid efter han ankom til klubben, og Bryan Oviedo fik også de sidste ti minutter.

Det havde næsten været for meget af det gode, men Pep var faktisk tæt på at score på en aflevering fra Oviedo!


Men træerne vokser ikke ind i himlen, og mindre kan også gøre det. Vi fik hvad vi kom for og satte dermed FCK-rekord med seks sejre i træk i en sæsonåbning.