Kampreferat: One of these nights

En varm velkomst
Temperaturen lå på 26-27 grader, mens mørket sænkede sig over Beograd, og Stadium Rajko Mitić langsomt blev fyldt. Over nordkurven kunne man se den oplyste St. Sava kirke inde i centrum af byen, en af verdens største kirkebygninger, men der var ingen tvivl om, hvilket bygningsværk, der var dagens bedst besøgte.

Blot en kilometer væk ligger rivalerne Partizans stadion, som spillerbussen kørte lige forbi på vejen fra Hilton-hotellet, eskorteret af en række politibiler og -motorcyker, der holdt bilister og andre potentielle ballademagere på afstand. Det var dog ret fredeligt, også da bussen kørte det sidste stykke op mod stadion, hvor blev der rakt nogle fuckfingre og piftet af gæsterne. Men stemningen var da mere intens, end en normal tur til Horsens eller Haderslev.

De fire store lysmaster i stadionsvingene synede måske ikke af meget, men der var knald på de 4 x 45 lamper, som skabte den der særlige stemning ved europæiske aftenkampe, som man ikke kun glæder sig til i København.

Vores sociale medier var flere dage i forvejen fyldt med forudsigelser om det helvede der ventede, og allerede da spillerne løb ind til opvarmningen på det endnu kun halvfyldte stadion, fik vi en lille forsmag på gæstfriheden.

Efterhånden som vi nærmede os 20.45, begyndte tribunerne at blive fyldt. Der var dog en del ledige plader i sydkurven, hvor vores fans havde et lille indhegnet og godt bevogtet afsnit, og helt udsolgt var her ikke. Tælleapparaterne stoppede ved 40.812, og den officielle kapacitet er 53.000.

Serbernes startopstilling blev råbt op i højttalerne, netop som vores spillere forlod grønsværen, hvilket forsinkede den forventede pibekoncert. Men der var lagt i kakkelovnen eller heksekedlen, eller hvad man nu kalder det, og nordkurven foldede også et kæmpe banner op med et FCK-logo, som lignede Leo på en dårlig hårdag, men vist nok skulle forestille, at løven var skræmt ude i junglen.

Selv om lydtrykket var enormt, da kampen blev sat i gang, virkede vores spillere dog ikke synderligt trykket, selv om de i snit kun havde spillet 11 europæiske FCK-kampe hver - hvoraf N'Doye tegnede sig for de 50. Men folk som Varela og Ovedo har selvfølgelig prøvet noget lignende andre steder.

Uden syv mand fra forårets idealopstilling
Falk var ikke blevet sin skade kvit og blev erstattet af Stage, og desuden startede Oviedo i stedet for Bengtsson. I forvejen var Bjelland også ude, så fra sidste års idealopstilling manglede syv mand: Joronen, Ankersen, Vavro, Bjelland, Boilesen, Skov og Falk.

Desto mere bemærkelsesværdig er den præstation, holdet lagde for dagen på en vanskelig europæiske udebane!

Det blev dog lidt nervøst det i starten, da Oviedo lavede frispark på Vukanović lige uden for feltet, men Grytebust stod godt placeret og viftede Marko Marins dødbold til hjørne.

Det var heldigvis en enlig svale, for serberne havde svært ved at skabe noget, selv om de var mere fremadrettede i deres spil end os. Men vi var godt med i kampen fra start og havde ro og omtanke i boldomgangen, og de pressede heller ikke specielt højt, når vi byggede op nede bagfra.

Indlæg var absolut ikke en serbisk specialitet denne aften, for de endte enten i Grytebusts handsker eller blev clearet af forsvaret uden de store problemer, hvis de da ikke sejlede til målspark eller indkast i den modsatte side.

Chancefattig og ganske jævnbyrdig affære
Midt i halvlegen fik Zeca gult kort, der kunne være blevet kostbart senere i halvlegen, da han gik ned i en glidende tackling, som ca. 40.500 af tilskuerne omgående takserede til rødt kort. Men ikke den portugisiske opmand, som kampen igennem delte sol og vind nogenlunde lige,  hvilket jo sjældent er populært hos hjemmepublikummet.

Der var ikke mange målchancer i kampen, hvor vi ofte havde megen boldbesiddelse på deres halvdel, men uden at have dem under voldsomt pres, og chancer spillede vi os ikke til før pausen.

Lidt efter den halve time havde Marin et udmærket langskud lige over mål, men ellers skabte de heller ikke noget særligt mod vores forsvar, som stod klogt og disciplineret og lignede nogen, der havde spillet et par hundrede kampe sammen.

N’Doye sled og slæbte som sædvanlig oppe foran og fik næsten flere frispark, end på en hel superligasæson. Og bortset fra den imponerende nordkurve med de mest højlydte fans, blev der efterhånden skruet lidt ned andre steder på stadion, medmindre der lige var en konkret anledning til at ytre sig for eller mod.

Som for eksempel da N'Doye helt umotiveret rakte armene i vejret ude ved sidelinjen og greb en lang fremlægning fra Zeca! Måske troede han, at han var offside, eller var Pinto på tribunen -  det mest mærkelige var dog, at dommeren ikke gav N’Doye et gult kort, men måske var der en forklaring, vi ikke kender...

Kold dukkert kort før pausen
Bedst som man sad og glædede sig over den måde, vi havde løst den første halvdel af opgaven på, var marginalerne mod os halvandet minut før pausen. Pavkov mistede bolden i feltet, men fik den igen og trykkede resolut af, og bolden ramte den liggende Victor Nelsson og snød Grytebust.

Som tak blev Pavkov taget ud i pausen og erstattet med Boakye, men det var os, der viste de første offensive takter, da Stage fornemt gav Fischer en medløbsbold, som han tog med ind i feltet, men bankede forbi den nærmeste stolpe.

Lidt efter blev N’Doye sparket ned bagfra af Degenek, der brødebetynget bedyrede, at han prøvede at spille bolden og modtog det gule kort uden protester og stak også N’Doye en undskyldning.

Vi fortsatte med at have bolden meget, men Ståle havde luret serberne og advaret spillerne i pausen mod at blive for ivrige og falde i deres kontrafælde. Tålmodighed blev endnu engang et taktisk element, og vi mestrede gameplanen fornemt i aften.

Midt i halvlegen kom Pep ind for Fischer, men først tyve minutter før tid fik vi igen noget, der lignede en chance. N’Doye slap fri i venstre side, Carlo – der var rykket over i venstre, da Fischer gik ud – lagde bolden på tværs og var lige ved at finde sin gode ven Jonas midt for mål, men en forsvarer nåede at afværge.

Tålmodighed jagt på 1-1 uden at risikere 0-2
Røde Stjerne skabte stort set heller ikke noget og virkede tilfredse med 1-0, selv om de selvfølgelig lurede på kontramulighederne. Pierre Bengtsson afløste Oviedo med godt tyve minutter igen og kom straks til et par indlæg, men ellers var vores backer ikke meget med fremme i aften – det var ikke en del af planen her på udebane, hvor 0-1 trods alt var til at leve med, men hvor 0-2 ville være noget nær umuligt at arbejde videre med i København.

Ti minutter før tid kunne det imidlertid let være blevet 2-0, da Marin strøg til baglinjen og fandt Boakye på kanten af det lille felt, men den store ghaneser sendte bolden over mål. I den anden ende kom N’Doye også til en ganske god mulighed, da Jonas sendte en stikning i dybden, men han overplacerede sin afslutning med venstre.

Men to chancer på to minutter! Det var lidt at et særsyn, men der var mere i vente. På den gode måde. Efter N’Doye havde forsøgt at drible ind i feltet, overtog Pep nemlig bolden og tog et skarpt og uventet 90 graders træk, hvorefter han blev hægtet af Jovanvic. Serbernes udlægning var snarere, at han havde bestået optagelsesprøven til filmskolen, men Tiago Martins virkede sikker i sin sag og afviste de obligatoriske protester.

Jonas "Panenka" Wind!!
Med Fischer ude af kampen var aftalen på forhånd, at Jonas Wind skulle sparke, og den 20-årige knægt, der spillede sin blot sjette europæiske kamp, vendte det døve øre til den infernalske pibekoncert, der flænsede aftenhimlen og ikke bare scorede – han lavede simpelthen en Panenka på den canadiske landsholdsmålmand Milan Borjan! En Panenka! Her, af alle steder, på selvsamme stadion, hvor den legendariske tjekke Antonin Panenka første gang udførte det specielle straffespark i EM-finalen mod Vesttyskland i 1976.

”Han har større nosser end mig,” konstaterede farmand tørt og rørt efter kampen!

Dramatik til det sidste
Men inden vi kom så langt, måtte vi gennem endnu en omdiskuteret episode, der udspillede sig nede foran Grytebust. Bokaye brød igennem og fandt den ligeledes indskiftede El Fardou Ben, men Zeca kastede sig ned i skuddet og generede ham så meget, at Grytebust kunne samle bolden op.

Protesterne for straffespark kunne høres over det meste af byen, for serberne gik fuldstændig amok over den tavse fløjte fra portugiseren, der nok havde mere brug for politieskorte til lufthavnen, end vi havde efter kampen!

I de hele fem minutters tillægstid forsøgte Røde Stjerne febrilsk at etablere en form for pres, men havde brugt de skud, de havde i bøssen, så det blev ikke for alvor farligt. Men fem minutter er længe at holde vejret åndeløst tilbage, skulle vi hilse at sige.

Der er lang vej endnu til Champions League-playoff, men vi fik et resultat, som de fleste nok gerne havde solgt kampen for på forhånd.

Der er lagt op til endnu en magisk og spændende europæisk aften i København om en uge, hvor vi bliver MANGE flere end denne gruppe, som tog turen til Beograd og fik en oplevelse lidt ud over det sædvanlige!