Kampreferat: Når lysene slukkes...

”Parken er stedet hvor røde stjerner brænder ud” stod der på den fede Sektion 12-tifo inden kampen. Flere gange var vi meget, meget tæt på at slukke de allersidste serbiske gløder, men alligevel endte det med, at lysene blev slukket for løverne.

De små marginaler var ikke med os denne aften, hvor næsten 30.000 tilskuere skabte en fantastisk kulisse om det maratondrama, der først blev afgjort efter 22 straffespark.

Dramatik i første minut
Som altid kan man blive ved at diskutere, hvornår kampen burde være afgjort – og i vores optik var det selvfølgelig os selv, der skulle have afgjort den. Men lad os i hvert fald være ærlige og indrømme, at kampens første straffespark burde være faldet efter 35 sekunder, da Zeca kiksede en svær tæmning i eget felt og efterfølgende trampede Ivanić over foden. Den havde næppe overlevet et VAR-eftersyn.

Til gengæld så den litauiske dommer Mažeika, at Milunović lidt efter hamrede en hånd i hovedet på N’Doye og fik gult kort – men det var ikke det eneste kort, der kom op ad lommen denne aften!

Bolden var meget på vores fødder i indledningen, men de første afslutninger kom fra serbiske fødder efter ti minutter og blev blokeret af Papagiannopoulos henholdsvis sendt over mål. Få minutter efter hamrede N’Doye dog bolden tæt forbi fra kanten af feltet efter genialt forarbejde af Jonas oppe på midten af banen.

Røde Stjerneskud satte os under pres
Efter 17 minutter fik serberne dog en ubehageligt tidlig føring, da Marin slog et godt indlæg ude fra deres venstre side, og tæt under mål smuttede Richmond Boakye fra Victor Nelsson og prikkede bolden ind fra nært hold.

Vi fortsatte dog tålmodigt, men til tider også for langsomt og fik ikke rigtig sat angreb op de næste 8-10 minutter. Det blev til et par hjørner og dødbolde, men Røde Stjerne-keeperen Borjan blev ikke sat på de store prøver.

Kort før den halve time fik N’Doye også advarsel for en albue i hovedet på Degenek, og mens han blev tilset, kaldte Zeca til rådslagning på midten af banen, og det så ud til at hjælpe. Der kom mere sikkerhed og optimisme i vores spil, men stadig kneb det med at trænge igennem på den sidste tredjedel af banen.

N'Doye-udligning lige før pausen
Da serberne kun var sjældne gæster oppe i vores ende, kom der ikke mange chancer på blokken i 1. halvleg – men til gengæld en kæmpe energi-indsprøjtning i form af en N’Doye-udligning!

Varela viste stort overblik og spillede Pierre fri i venstre side af feltet, og på hans indlæg til bageste stolpe, nåede N’Doye højest og pandede bolden ind.

Minuttet senere gik vi derfor til pause med en god fornemmelse af, at sejren absolut var inden for rækkevidde.

11 mod 10 efter serbisk rødt kort
Syv minutter efter pausen var det tæt på! På et fint Varela-indlæg til bageste stolpe headede N’Doye desværre tæt forbi stolperoden. Bare to minutter efter blev han igen nærmest slået ned af Milunovićs albue, og dommeren hev konsekvent både det gule og røde kort frem, så vi nu havde over en halv time i overtal.

Falk kom ind for Stage for at bringe endnu mere i det fremadrettede, og snart antog kampen karakter af belejring af den serbiske banehalvdel. Stemningen var stadig helt fantastisk på de tætpakkede tribuner, og det var virkelig endnu en af disse ”europæiske aftener” – nu manglede vi blot magien i form af det forløsende sejrsmål.

Carlo havde et behjertet forsøg lige over mål, Varela bragte sig i skudposition med et fikst lob i feltet, men kiksede sin helflugter – og et kvarter før tid bankede Fischer en bold meget tæt forbi fra 5-6 meters afstand!

Pep Biel afløste Carlo, og Bartolec kom også ind for Varela, og vi masede på for at prøve at finde sprækkerne i den serbiske mur, som de stillede op foran eget felt i noget, der længe havde lignet et håb om at overleve med 1-1 til en straffespark-konkurrence...

Fem minutter før tid fik Fischer en god skudchance i feltet, men bolden blev rettet af til hjørne, men vi kom ikke til flere store muligheder, og det blev ved lige-ved-og-næsten i den ordinære kamp.

Københavnsk powerplay i forlænget spilletid
Den forlængede spilletid formede sig om muligt som et endnu større pres, og efter syv minutter spillede Jonas genialt Pep Biel i feltet, men han blev tacklet, inden han trykkede af.

Fire minutter senere – efter serberne lidt heldigt havde clearet et giftigt, fladt Falk-indlæg tæt under mål – fik spanieren en endnu større mulighed, da Papagiannopoulos fikst spillede ham fri i feltet med hælen, men Borjan reddede godt.

Minuttet efter trykkede Jonas fladt af lige uden for feltet, men igen reddede Borjan og holdt liv i den røde stjerne. Desværre blev vi også reduceret til ti mand, da Pep Biel fik sit andet gule kort for at bremse et serbisk kontraløb på midten af banen, men det ændrede ikke kampbilledet – der var stadig tale om ishockey-powerplay, hvor vi kørte bolden frem og tilbage ude foran deres felt i et forsøg på at finde en måde at bryde igennem på.

Tsunami fyrede yderligere op under tribunerne
I pausen inden det sidste kvarter drønede ”Tsunami” ud af højttalerne og tribunerne hoppede og gyngede og brølede sin støtte ud over de efterhånden trætte helte nede på den tunge grønsvær. Den havde fået nogle kæmpe regnskyl tidligere på dagen, og da sikkerhedsnettet foran Røde Stjerne-fanafsnittet var ophængt i taget (og ikke kunne tages ned og sættes op igen med kort varsel), kunne taget ikke køres på.

Vores powerplay fortsatte, og Zeca sendte en afslutning tæt forbi, og Falk var lige ved at slippe fri efter en 1-2-kombination, Fischer havde et par skudmuligheder men valgte i stedet at aflevere - og helt ind i tillægstiden brændte det på, da indskiftede Pieros fra nært hold headede et hjørne lige på Borjan.

Afgørelse fra 11 meter-pletten
Lige lidt hjalp det, så afgørelsen skulle findes på straffespark – og efter fem til hver stod det 3-3, hvorefter man fortsatte med ét til hver.

TO gange havde vi direkte matchbolde, som N’Doye og Bartolec misbrugte – og med til historien hører, at Borjan tydeligt gik for tidligt på både N’Doyes spark og Pierre Bengtssons tidligere forsøg, der begge burde have givet omspark.

Straffesparkpletten og græsset omkring den var mudret og opkørt efter de første par forsøg, og spillerne tog sig god tid til at stampe jorden og græsset før hvert spark. Vilkårene var lige svære for begge hold og var nok bare endnu en psykologisk faktor i det i forvejen enorme pres på aktørerne.

For selv om den hvide plet efterhånden var helt væk, så blev udnyttelsesprocenten højere jo længere der skulle sparkes: mens 8 af de første 14 straffer blev misbrugt, blev kun ét af de sidste 8 brændt. Det var desværre Jonas Winds - men ansvaret for at vi røg ud må fordeles jævnt over hele holdet, der i alt for mange situationer - både i ordinært spil og fra 11 meter-pletten - ikke kendte sin besøgelsestid denne aften.

Sådan forløb de 22 straffespark

1) Marko Marin sparker på overliggeren
2) 2-1 Jonas Wind
3) 2-2 Mirko Ivanić
4) Viktor Fischer sparker lige over
5) Milan Jevtović sparker langt over
6) 3-2 Pieros Sotiriou
7) 3-3 Jander
8) Pierre Bengtsson brænder, da Borjan redder ude ved stolpen
9) 3-4 Radovan Pankov
10) 4-4 Carlos Zeca
11) Dušan Jovančić sparker langt over
12) Dame N’Doye brænder, da Borjan redder
13) Veljko Simić sparker langt over
14) Karlo Bartolec sparker lige over
15) 4-5 Milos Degenek
16) 5-5 Victor Nelsson
17) 5-6 Marko Gobeljić
18) 6-6 Sotirios Papagiannopoulos
19) 6-7 Milan Borjan
20) 7-7 Sten Grytebust
21) 7-8 Radovan Pankov
22) Jonas Wind brænder, da Borjan redder hans skud, der sidder nærmest midt i målet