Peter Ankersen solgt til Genoa C.F.C.
F.C. København har solgt Peter Ankersen til den italienske Serie A klub, Genoa C.F.C, som han skifter til med øjeblikkelig virkning.
Takker af efter fire år i klubben
28-årige Peter Ankersen kom til FCK fra østrigske Red Bull Salzburg i sommeren 2015 og har siden spillet 175 kampe i den hvide trøje, hvor han også har vundet tre danske mesterskaber og to pokaltitler, mens han har spillet et Champions League-gruppespil samt to Europa League gruppespil:
”Peter har været en fantastisk dygtig spiller for os, og han kan være meget stolt af det aftryk, han har sat i klubben gennem sine præstationer. I sin første tid her, skulle han lige vænne sig til vores måde at spille på, men siden er han vokset som spiller og menneske og han har været et skoleeksempel på, hvordan en FCK-back skal spille,” siger Ståle Solbakken og fortsætter:
”Peter har haft en meget stor aktie i de gode resultater, vi har haft i hans tid i klubben, og mange holdkammerater har nydt godt af hans uegoistiske spillestil, som blandt andet sørgede for, at Robert Skov kunne komme til masser af afslutninger. Han var i sidste sæson altid første mand på holdkortet, og vi er stolte af at sende en så dygtig spiller afsted. Vi ønsker Peter alt muligt held og lykke i Genoa, han har fortjent den mulighed, og jeg er sikker på, at han griber den. Og måske vi ses igen længere henne i karrieren,” siger Ståle Solbakken.
Vemodigt at sige farvel til FCK
Peter Ankersen selv ser tilbage på tiden i F.C. København således:
”Det er svært at sige farvel, synes jeg. Jeg har været ufatteligt glad for min tid her og det har været fire rigtigt, rigtigt gode år for mig personligt tre år med stor succes og et enkelt mindre succesfuldt, men det år var også med til at skabe bund for ny udvikling og en god sidste sæson. Det er vedmodigt for mig at sige farvel,” siger Peter Ankersen, og fortsætter:
”Jeg er meget taknemmelig for alt, jeg har oplevet her, som er næsten alt, man kan i en dansk klub. Det har udviklet mig som person og som spiller, og jeg er stolt af de ting, vi har opnået sammen her. FCK og jeg har været et godt match og FCK er blevet min klub, for jeg har lært så meget her og er blevet vist stor tillid hele vejen igennem. Jeg har spillet med fantastiske holdkammerater og arbejdet sammen med mange dygtige folk uden for banen og jeg føler mig hjemme her, og derfor gør det ondt at sige farvel, selvom jeg selvfølgelig glæder mig til et nyt eventyr i Genoa. Det bliver en stor udfordring, som jeg ser meget frem til. Og jeg håber, at det ender som et ”på gensyn” mere end et farvel til FCK,” slutter Peter Ankersen.
Alle i F.C. København takker Peter for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.