Benny Johansen

25 år siden: Benny back in business

Efter én sejr i otte kampe valgte ledelsen for 25 år siden at afbryde samarbejdet med Keld Kristensen og i stedet hente Benny Johansen tilbage som cheftræner.

"Jeg er tilbage, men jeg er ked af måden, det er sket på," konstaterede Benny til Politiken, da han overtog et hold uden selvtillid, der lå sidst i Superligaen efter seks runder.

Den første opgave var en bundkamp mod AGF, der lå næstsidst efter at have indledt sæsonen med tre nederlag i træk. Kampen var fremrykket til lørdag eftermiddag, fordi vi skulle til Bratislava tre dage senere og møde Slovan i UEFA Cup.

1-1 mod AGF trods en time i overtal
Benny sendte tvillingerne på bænken og havde Lars Højer tilbage fra karantæne, mens Uldbjerg og Morten Nielsen stadig var langtidsskadede, så de store, revolutionerende ændringer var der ikke tale om. Dertil var truppen for smal, og pengekassen for lille.

Allerede efter 18 minutter fik vi en håndsrækning fra den senere FCK'er Martin Nielsen, som fik direkte rødt. AGF-keeper Lars Windfeld trillede bolden hen til Martin, der som bageste mand forsøgte en fræk dribling, men tabte bolden til Kim Mikkelsen og derefter nedlagde ham.

"Martin er et kæmpetalent, men jeg har gang på gang indprentet ham, at den slags sløseri hverken gavner ham eller holdet," sagde AGF-træner Peter Rudbæk efter kampen, hvor han havde sit skæve smil fremme, fordi AGF alligevel kom fra Parken med det ene point.

Med god gejst og vilje over hele linjen burde vi ellers for længst have afgjort kampen, men det blev "kun" til en Kim Mikkelsen-scoring syv minutter før pausen, da han opsnappede en fejlaflevering, trak forbi 2-3 århusianere og hamrede bolden op i nettaget.

Men midt i 2. halvleg udlignede Lars Lambæk mindre end et minut efter han var kommet på banen i stedet for Martin Jørgensen. Lambæk var først var tilkaldt til truppen samme morgen, fordi Gunnar Linds kone begyndte at føde natten til lørdag...

Vi havde som nævnt masser af chancer til sejren, bl.a. da Michael Giolbas og Per Frandsen ramte overliggeren henholdsvis stolpen, og i slutminutterne da Torben Piechnik - som AGF netop havde hentet i Liverpool - på målstregen reddede et hovedstød fra indskiftede Martin Johansen.

Per Poulsen sikrede hæderligt 0-1 i Bratislava
Tre dage efter gjaldt det Slovan Bratislava på udebane - det klart bedste hold i den slovakiske liga, som de vandt sæsonen før og også de to efterfølgende.

Med en stribe klasseredninger sikrede veteranmålmand Per Poulsen os et hæderligt resultat, og slovakkerne scorede først kampens enlige mål et kvarter før tid, da Robert Tomaschek headede en dødbold ind ved fjerneste stolpe - endda kort efter Michael Johansen havde været millimeter fra at lobbe bolden ind til københavnsk føring!

Michael Johansen ærgrer sig efter at have lobbet bolden tæt forbi Slovan-målet


Allerede fem minutter før pausen kunne Slovan dog være kommet foran, da Ole Tobiasen havde hånd på bolden under et hjørnespark - men Dusan Tittel overplacerede sit forsøg fra 11-meter pletten og ramte stolpen.

Efter klar slovakisk dominans før pausen, kom vi bedre med i 2. halvleg, hvor frustrationerne meldte sig hos hjemmefavoritterne. Og Kim Mikkelsen var meget tæt på at bringe os foran, da han blev spillet helt fri af Diego Tur, men hans afslutning ramte desværre en forsvarer inde på målstregen.

Men alt i alt en ganske fin præstation af løverne i en europæisk udekamp, hvilket Man of the Match, 41-årige Per Poulsen, også noterede sig efter kampen: "Vi tabte jo, så jeg kan ikke være rigtig glad. På den anden side har jeg vel grund til at være rimelig tilfreds. Et nederlag på 1-0 er til at leve med, og jeg håber at denne præstation her i Bratislava, hvor alle fightede og ingen svigtede, kan bidrage til at markere et vendepunkt for klubben."

Per Poulsen gik også til den rigtige side, da Slovan sendte et straffe på stolpen

 

Lørdag den 10. september 1994, kl. 15.00 i Parken. Superligaen, 7. runde
F.C. KØBENHAVN-AGF 1-1 (1-0)
38.: 1-0 Kim Mikkelsen
68.: 1-1 Lars Lambæk
4.014 tilskuere. Dommer: Peter Mikkelsen
Advarsler: Morten Falch, F.C. København, og Lars Klausen, AGF. Udvisning: 18.: Martin Nielsen, AGF.

F.C. København: 18 Per Poulsen - 3 Diego Tur, 6 Christian Lønstrup, 17 Michael Mio Nielsen - 5 Lars Højer, 4 Morten Falch (54.: 11 Michael Johansen), 12 Michael Giolbas, 7 Allan Nielsen, 16 Carsten V. Jensen - 19 Kim Mikkelsen, 15 Per Frandsen (76.: 10 Michael Johansen)

Ikke benyttet: 1 Brian Flies

AGF: Lars Windfeld - Torben Piechnik, Martin Nielsen, Arek Gmur - Palle Sørensen, Claus Struck, Lars Klausen, Henrik Mortensen, Henrik Larsen - Martin Jørgensen (67.: Lars Lambæk), Lennart Bak (74.: Dennis Siim)

Ikke benyttet: Tony Henriksen


Tirsdag den 13. september 1994, kl. 18.00 på Tehelne Pole. UEFA Cup, 1. runde, 1. kamp
SLOVAN BRATISLAVA-F.C. KØBENHAVN 1-0 (0-0)
76.: 1-0 Robert Tomaschek
8.000 tilskuere. Dommer: Pat Kelly, Irland
Advarsler: Fabio Nigro, Slovan Bratislava og Christian Lønstrup, F.C. København

Slovan Bratislava: Ladislav Molnar - Dusan Tittel, Robert Tomaschek, Marian Zeman - Tomas Stupula (58.: Jozef Juriga), Vladimir Kinder, Samuel Slovak, Fabio Nigro, Lubomir Faktor - Stefan Rusnak, Stefan Maixner (46.: Jozef Muzlay)

Ikke benyttet: Lancz, Pecko og Kakas

F.C. København: 1 Per Poulsen - 2 Ole Tobiasen (46.: Morten Falch), 6 Christian Lønstrup, 3 Diego Tur - 4 Michael Mio Nielsen, 5 Lars Højer, 8 Michael Giolbas, 7 Allan Nielsen, 9 Carsten V. Jensen - 11 Michael Johansen (75.: Per Frandsen), 10 Kim Mikkelsen

Ikke benyttet: 18 Brian Flies, Morten Nielsen og Martin Johansen