Ståle Solbakken

Ståle om europæisk rekordstime: "Det er nærmest surrealistisk"

Med 1-1-resultatet i Kiev satte F.C. København en helt utrolig rekord i europæiske cup-turneringer: i 24 kampe i træk har vi højest lukket ét mål ind i!

Den hidtidige rekord på 23 kampe har i 25 år tilhørt AC Milans stjernemandskab fra begyndelsen af 90'erne, hvor vi i øvrigt selv var blandt de hold, der ikke formåede at score på dem i efteråret 1993.
 


"Det er en helt sindssyg rekord," sagde Ståle efter Kiev-kampen, da han første gang hørte om rekorden.

"Jeg vidste ikke noget om det før kampen, det var først da Johan Lange fortalte mig om det bagefter. Men det viser jo bare, at vi har gjort mange ting rigtigt, og det er jo en del af vores identitet, at vi er svære at score mål på. Det er derfor, vi når de resultater vi gør."

"Det er fantastisk, men nærmest også surrealistisk, at vi kan sætte sådan en rekord efter 65 år med europæisk fodbold. Og netop i en kamp som den i aften viser vi det på en fornem måde, for selv om vi kommer bagud lige efter pausen, så går vi ikke i panik eller ændret på konceptet, og kampen igennem holder vi dem nede på meget få chancer," slutter Ståle.

F.C. København er - som tidligere fortalt - den eneste klub ud over Dinamo Zagreb, der siden 2006 har nået et gruppespil 12 gange gennem kvalifikationsrunder. Desuden har vi én gang været direkte kvalificeret, men i alt 13 gruppespil på 14 sæsoner er der heller ikke mange klubber, der kan prale af i den periode.

>> Unik europæisk stime siden 2006