Dynamo Kiev siden sidst
Mens vi har vundet vores tre kampe siden vi mødte Dynamo i Kiev for to uger siden, så har ukrainerne "kun" to sejre og en uafgjort.
Skuffende 1-1 i ligaen
Tre dage efter vores møde bragte Verbic dem ellers på sejrskurs hjemme mod Karpaty tre minutter efter han blev indskiftet efter pausen. Men fem minutter før tid styrede Shabanov - målscoreren mod os - et indlæg i eget mål, så Dynamo måtte nøjes med 1-1 foran blot 5.000 tilskuere.
Et skuffende resultat i betragtning af, at Karpaty kom med kun to sejre i de første 11 runder, og især også fordi rivalerne fra Shakhtar Donetsk samtidig smed deres første point i ligaen med 0-0 hjemme mod Oleksandriya.
Dramatisk pokalsejr over Shakhtar
Dermed missede Dynamo muligheden for at reducere Shakhtars forspring fra 10 til 8 point. Til gengæld var der tre dage senere stor jubel på det olympiske stadion - og 30.000 flere på tribunerne - da Kiev sendte Shakhtar ud af pokalen med 2-1 efter 120 minutters dramatisk opgør.
Dynamo kom foran før pausen på et sindssygt 30-meter langskud fra Sidorchuk, men kort før tid fik Dynamos Shepelev rødt kort (for anden gang i oktober), og i 92. minut lykkedes det efter et hektisk Shakhtar-pres at udligne ved Stepanenko.
Men kort inde i tillægstiden fik Stepanenko sit andet gule kort (for et frispark på Verbic, der ikke hørte til de største, der blev begået mod ham i den kamp...), og i spil ti mod ti afgjorde Dynamo-forsvareren Popov pokalbraget, da han pandede et hjørne i nettet og sendte Dynamo i kvartfinalerne.
340.000 seere fra over 70 lande fulgte kampen på Dynamos Youtube-kanal, hvilket er rekord for klubben.
Sikker 4-0 i weekenden
I søndags vandt Dynamo en sikker 4-0-sejr over bundholdet Lviv, men allerede tidligt i kampen fik kantspilleren Sydorchuk gult kort for fjerde kamp i træk. Ti minutter før pausen fik han endnu et, og så var Dynamo igen reduceret til ti mand, men da førte de allerede 2-0 og havde trods undertal ikke de store problemer med at fordoble cifrene i 2. halvleg.
- - - -
Summa summarum: Der er status quo i ligaen, hvor Dynamo fortsat er ti point efter Shakhtar, men pokalsejren forhindrede i det mindste Shakhtar i at nå pokalfinalen for 10. gang i træk, hvoraf de har vundet de sidste fire i træk uden at lukke mål ind!