Pieros: Dejligt at give holdet og fansene en sejr
Med to mål på 50 sekunder blev Pieros matchvinder, da vi i de sidste ti minutter vendte 0-1 til 2-1 mod et velorganiseret og godt kæmpende Hobro-hold.
Pieros startede på bænken, men kom på banen et kvarter før tid, da vi gik over til at spille med tre angribere:
"Lige fra jeg kom ind på banen, havde jeg en virkelig god følelse af, at jeg ville score i dag. Og så blev det endda til to mål! Jeg er meget glad for, at jeg kunne give holdet og fansene en sejr," sagde Pieros efter kampen.
"Mit job er jo at score, når chancerne opstår, og så gør det ikke så meget, hvornår målene falder. Men det var en hård kamp mod en hård modstander, og vores spil fungerede ikke helt som vi ville, men vi vandt alligevel til sidst."
Især den første scoring - en fornem firsttimer på N'Doyes frispilning - høstede stor anerkendelse i omklædningsrummet, men den beskedne Pieros er ikke meget for at fremhæve sine kvaliteter:
"Jeg nåede ikke at tænke så meget, det var mest på instinktet. Jeg så, at N'Doye ville snitte den videre, så jeg tog løbet bagom og scorede på mit første touch. Men ja, det var et godt mål," smilede Pieros.
"Jeg arbejder hårdt hver dag, og så er det op til træneren at beslutte, hvem der spiller. Det respekterer jeg, og jeg beklager mig aldrig, men arbejder bare videre. Og hvis jeg eller holder møder modgang, gælder det bare om at arbejde endnu hårdere."
"I dag var det rigtig dejligt at høre fansene synge mit navn, og jeg vil gerne takke både dem og mine holdkammerater for støtten på og uden for banen. Og ellers gælder det nu om at gøre os klar til den næste kamp i Europa League på torsdag," slutter en glad Pieros.