Ragnar Sigurdsson

Ragnar Sigurdsson vender tilbage til København

Ragnar Sigurdsson og FCK er blevet enige om en aftale, der gælder til sommeren 2020. Den islandske forsvarsspiller vender tilbage til København efter en årrække i russisk og engelsk fodbold.
 
Ragnar kom første gang til FCK i sommeren 2011, hvor han hurtigt etablerede sig i centerforsvaret og nåede at spille 102 kampe, inden han i januar 2014 blev solgt til russiske FC Krasnodar. Siden har han spillet for Fulham FC i England, Rubin Kazan i Rusland og senest FC Rostov, hvor han også var anfører, indtil han stoppede i klubben ved årsskiftet.
 
”Vi får en meget erfaren og stærk forsvarsspiller i Ragnar," siger Ståle om forsvarsklippen, der er noteret for 94 landskampe for Island og blandt andet deltog ved EM-slutrunden i 2016.

"Da han senest var i klubben, var han en markant profil for os med sin duelstyrke og vindermentalitet, og vi ved, at han virkelig brænder for at spille i København igen. Samtidig kender han vores måde at spille fodbold på, han kender klubben, og vi kender ham."
 
”Grunden til, at vi har skrevet en aftale frem til sommer er, at vi gerne vil sikre den nødvendige konkurrence og bredde i centerforsvaret, hvor vi har været lidt sårbare antalsmæssigt, og så tager vi til sommer en snak med Ragnar om fremtiden. Han fylder 34 år til sommer, men han har stadig fysikken til topfodbold, og vi glæder os til at have ham i klubben igen,” siger Ståle.
 
For Ragnar Sigurdsson bliver det en speciel oplevelse igen at trække i FCK-trøjen.
 
”Jeg har altid følt, at FCK var min klub og København blev mit hjem, da jeg var her første gang, så følelsen er for mig som at komme hjem."

"Jeg havde det virkelig godt her, da jeg var har senest, og jeg har stadig mange gode venner i byen, og jeg har altid følt mig respekteret og værdsat af FCK's fans. Det sætter jeg stor pris på, og jeg glæder mig meget til at hilse på dem igen,” siger Ragnar, der var med til at vinde mesterskabet i 2013 og spille Champions League-gruppespil samme år.
 
”Min ambition er at gøre alt hvad jeg kan for, at FCK igen bliver danske mestre, vinder pokalen og klarer sig godt internationalt. Jeg har lavet en aftale frem til sommer, men længden af aftalen er ikke så afgørende for mig. Det handler kun om at give alt, hvad jeg kan, og vise Ståle og fansene, at jeg kan bidrage til, at FCK klarer sig godt."

"Jeg glæder mig rigtigt meget til at møde mange af de mennesker, jeg kender i forvejen, men også at hilse på en masse nye holdkammerater,” siger Ragnar Sigurdsson, der får trøje nummer 27.
 
Fakta:
Navn: Ragnar Sigurdsson
Født: 19. juni 1986
Nationalitet: Island (94 A-landskampe)
Position: Forsvarsspiller
Tidligere klubber: Fylkir, IFK Göteborg, F.C. København, FC Krasnodar, Fulham FC, Rubin Kazan, FK Rostov.