Træningslejr i Portugal

Truppen er indkvarteret i Portugal

Der var busafgang fra Nummer 10 kl. 4.00 i morges, og så kan I selv regne ud, hvornår vækkeurene ringede...

Air Portugals rutefly til Lissabon havde planmæssig afgang kl. 6.10 fra lufthavnen, og her sad alle også klar i flyet, men der gik ca. en halv time, før vi kom på vingerne. Det opdagede de færreste vist, for de var allerede i drømmeland, men der var lidt bekymrede miner i staben for, om vi kunne nå forbindelsen fra Lissabon til Faro nede på Portugals sydkyst, der også er kendt som Algarvekysten.

Flyet landede først i Lissabon fem minutter inden det næste fly skulle lette, men heldigvis ventede Faroflyet, så både vi og de øvrige passagerer samt bagagen kom med, og efter en god halv times flyvetur kunne truppen stige ud i Faros behagelige temperaturer på 15-16 grader.

Træningslejr i Portugal

Én af de 30 udtagne spillere til træningslejren var dog ikke med, men det var ikke fordi, han var blevet glemt i Lissabon: Andreas Bjellands kone er højgravid, så han er indtil videre blevet i København.

Træningslejr i Portugal


En anden spiller følte sig bogstaveligt talt hjemme, nemlig anfører Carlos Zeca med de portugisiske rødder, som her sender en hilsen hjem, mens en af de lokale genkendte Zeca og lige skulle veksle et par ord.

Træningslejr i Portugal

Her hjælper Jacob Haahr og Ludvig Henriksen med at bugsere noget af bagagen over til den ventende bus. Turen fra lufthavnen til hotellet tog cirka en halv times tid og gik i øvrigt tæt forbi Estadio Algarve, hvor vi fredag kl. 21 (dansk tid) spiller den første af turens træningskampe mod FC Astana.

Med en samlet forsinkelse på en times tid, blev spillere og ledere indkvarteret og strøg direkte til frokostbordet. Nu står den på hvile et par timer, inden musklerne skal løsnes op på den nærliggende træningsbane kl. 17.30 (dansk tid), og det kan du selvfølgelig se og læse mere om i aften!