Kampreferat: Opløftende 2. halvleg holder håbet i live
En fantastisk kulisse med 34.346 tilskuere bød de to hold velkommen, efter at Telia Parkens nye LED-stadionlys havde blinket og glimtet i takt til de klassiske FCK-sange, som gjaldede ud over stadion, da spillerne havde forladt opvarmningen.
En af fodboldens klassiske klichéer er, at det gælder om at være klar fra start, men det går ikke altid som planlagt... i dag gik der 20 sekunder før Celtics topscorer, Odsonne Édouard, slap helt alene igennem, men Kalle var heldigvis klar fra start og reddede fornemt, hvorefter Ragnar blokerede afslutningen på returbolden.
Islændingen, der kun havde spillet en halv time mod Halmstad efter han kom tilbage, havde sat kontraen i gang med et upræcist hovedstød, og få minutter efter var det Varela og Nelsson, der ikke fik fat i et hurtigt skotsk opspil, og så var Édouard minsandten helt fri igen, men igen kom Kalle stærkt ud og afværgede. Ntcham bankede løs på returbolden, men Kalle og Ragnar blokerede i fællesskab.
Inden man helt nåede at få vejret efter den hæsblæsende indledning, så prikkede N’Doye bolden fra en uopmærksom Kristoffer Ajer og blev straks spillet fri i dybden af Pep Biel, men nordmanden nåede desværre tilbage og tackle N’Doye i feltet, inden han afsluttede. Og der var stadig ikke spillet fire minutter!
Der blev virkelig gået til den fra begge sider i indledningen, men bedst som man tænkte, at vi havde fået styr på defensiven, så satsede Oviedo optimistisk og tabte en tackling et stykke inde på deres halvdel, hvorefter de kynisk kørte kontra i hans side. I modsatte side blev Varela lokket med i et løb ind i midten af feltet, så det var plads til at de kunne spille Édouard helt fri i deres venstre side, og denne gang kiksede franskmanden ikke, men løftede elegant bolden over Kalle og sendte skotterne i front.
Da frygtede man, at det kunne blive kampen, hvor vi brød vores vanvittige europæiske rekordstime med højst at have lukket ét mål ind i 27 kampe i træk. Celtic sad tungt på kampen, og vi havde mere end svært ved at komme til noget på den sidste tredjedel oppe i den ende, hvor deres fans havde en fest.
Midt i halvlegen fik vi desværre et 2-3 minutter langt spilstop, da N’Doye og Jullien slog hovederne sammen, og det gik værst ud over den franske stopper, som dog heldigvis kunne fortsætte med en vattampon i næsen.
Det var dog som om den ufrivillige pause ændrede lidt på kampbilledet, for de sidste 15-20 minutter var det som om vi vænnede os bedre til tempoet og kom bedre med i spillet. Lidt efter den halve time havde vi også ores eneste reelle afslutning før pausen. N’Doye trak ind mod midten fra højre og blev tacklet, men Santos prikkede bolden videre ud til Oviedo, som overplacerede sin højre-afslutning en anelse, så bolden gik forbi den fjerneste stolpe.
Vigtigst var dog nok, at vi efterhånden lukkede af for Celtic og i særdeleshed Édouard, så der var trods alt noget at tage med ned i omklædningsrummet efter en halvleg, der ellers kunne være startet meget værre end den gjorde.
Det var et helt forandret FCK-hold, der kom ud til 2. halvleg, og uden ligefrem at belejre deres banehalvdel, så holdt vi godt fast i bolden, kørte den sikkert rundt i rækkerne og havde også flere udmærkede angrebsopbygninger i de første 4-5 minutter, hvor Santos også fik afsluttet på et fladt Oviedo-indlæg, men måtte se sit skud blokeret.
Mistede vi bolden, blev der arbejdet stenhårdt på generobringer, og Falk søgte mere på tværs i banen end før pausen og skabte flere fine opspil med sit hurtigt antrit. Og efter 5-6 minutter, hvor Celtic stort set ikke havde haft bolden, fik vi vind i sejlene. Zeca generobrede en mistet bold en halv snes meter uden for deres felt, og Falk overtog og trippede lidt med bolden, mens han ledte efter en løsning. Den fandt han: en millimeter præcis pasning til en helt fri N’Doye, der lige akkurat onside og kvitterede ved at sætte bolden i kassen via indersiden af stolpen.
Celtic slog sig dog ikke til tåls med det ene point, og få minutter efter udligningen brændte det lidt på i vores felt, men Nelsson og Ragnar kastede sig ned og blokerede, da Forrest kom på skudhold. Vi fortsatte med at spille virkelig, virkelig stærkt med et højt og aggressivt pres, men slap dog alligevel gæsterne igennem til en tre-mod-tre-kontra, som McCallum afsluttede lidt sløset med at brage bolden langt over mål.
Hen mod midten af halvlegen kæmpede Celtic sig dog langsomt tilbage i kampen igen, og kampen bølgede nu frem og tilbage med høj intensitet i duellerne og lugtede langt væk af, at det sidste mål ikke var faldet. Celtic var ikke kommet for at fedte en uafgjort hjem, og vi var ikke tilfredse med ”bare” at have udlignet.
Tyve minutter før tid svigtede vores genpres, og Celtic spillede sig fikst igennem i venstre side, og Édouard kom først på Hayes’ flade indlæg og afsluttede fra nært hold, men måtte igen se Kalle afværge med en fornem refleksredning.
Kort efter kom Kaufmann og Pierre ind for Santos og Oviedo, mens skotterne måtte udskifte en skadet kaptajn Brown, der kort forinden fik gult for en relativt grov tackling på Zeca, der var flere gange nede og bide i græsset og måtte have behandling, men heldigvis rejste sig hver gang og kæmpede videre.
Kaufmann havde kun været på banen få minutter i sin europæiske debut, før han strøg til baglinjen på en N’Doye-stikning og lagde bolden skråt tilbage til Falk, men desværre blev hans afslutning blokeret. Det var ellers et nydeligt opspil, der godt kunne have fortjent en bedre skæbne.
Men vi fik en endnu større mulighed kort efter, da Stage gik i luften på et Bengtsson-hjørne og headede mod mål og bolden ramte en skotsk arm. Den russiske dommer løb ud til sidelinjen og dømte herefter det første VAR-straffe i dansk fodbold, men Forster nåede stærkt ud til stolpen og snuppede Stages ellers udmærkede flade og præcise straffespark.
Det var dog ikke slut endnu. Der manglede 11 minutter + 4-5 minutters tillægstid, men det var Celtic, der kom til den næste mulighed for at afgøre slaget. McCallum afsluttede fra spids vinkel, men Kalle stod hvor han skulle og afværgede. Kort efter måtte Ragnar forlade banen efter at have fået krampe, og Papagiannopoulos fik de sidste minutter.
Her pressede vi udmærket på, og Begtsson kom til flere indlæg, men Celtic-forsvaret lukkede godt af, og den helt store chance kom aldrig for at afgøre kampen. Set over de 90 minutter – som med tillægstid i de to halvlege dog nærmede sig 100 minutter – var uafgjort dog ikke uretfærdigt. Celtic kunne let have scoret mere end et mål i kampens indledning, men vi kunne til gengæld også være kommet foran på straffesparket, og alt i alt var der rigtig meget positivt at tage med fra de sidste 45 minutter, som var noget af det bedste, vi har spillet i lang tid.
Det bliver svært i Glasgow, men ikke umuligt!