Kampreferat: En af de helt store aftener
”Vi prioriterer ikke den ene turnering frem for den anden. Vi går altid på banen for at vinde og stiller os ikke tilfredse med hæderlige nederlag. Det er en væsentlig årsag til vores europæiske succeser de sidste 14 år.”
Nogenlunde sådan lød ordene fra Ståle dagen inden returkampen i Glasgow, hvor vi - i forhold til det første opgør - startede med Bengtsson og Kaufmann i stedet for Oviedo og Santos, mens skotterne skiftede fire mand, bl.a. fordi Christie havde karantæne.
Vi kom rigtig godt fra start og holdt længe spillet oppe på skotternes banehalvdel, og de var først oppe i vores felt efter seks et halvt minut, hvor Nelsson clearede et ufarligt indlæg. Det lovede godt!
Der var et enormt lydtryk fra de 56.000 tilskuere, lige da kampen blev fløjtet i gang, men ligesom sidst vi var her i 2006, så holdt de ikke trykket, da først spillet kom i gang. Men efter 11 minutter lød brølet igen, da Zeca blokerede til hjørne, efter Ajer var gået med frem og fik en frispilning i højre side af feltet.
Et par minutter greb kaptajnen igen godt ind, da han afværgede et hurtigt Celtic-opspil i venstre side, men uheldigvis fik han bolden lige i hovedet og faldt om i græsset. Den portugisiske dommer lod dog spillet fortsætte, så Zeca rejste sig og spillede videre, mens han holdt sig for venstre øje – og efter kampen viste det sig faktisk, at han slet ikke havde kunnet se med det øje resten af kampen!
Efter vores gode start begyndte vi at komme lidt under pres, efterhånden som Celtics offensiv kom bedre i gang, Det blev til en del indlæg, men kun en enkelt gang var der lidt fare på færde, da Forrest nåede ikke frem til et halvgiftigt indlæg til fjerneste stolpe.
Midt i halvlegen fik Celtic kampens første egentlige chance. Zecas græske krog fik for en gangs skyld ikke fat i bolden, og Elyounoussi strøg forbi på kanten og kom selv til afslutning nede i feltet, hvor han hamrede bolden over mål i fri position.
Efter en halv times tid var det tæt på igen, da Nelsson headede et indlæg væk, der ramte Rogoc på skulderen, hvorfra bolden tog ydersiden af stolpen.
Man så ikke meget til den store Edouard, som voldte os problemer i starten af kampen i København, for Nelsson og Ragnar havde læst på lektien og dækkede ham effektivt, og især Nelsson var et regulært bæst i luftrummet gennem hele kampen.
I den anden ende holdt Kaufmann også det skotske forsvar travlt beskæftiget med en uimponeret ihærdighed og flere hurtige ryk, der fremtvang hjørnespark. Desværre fik han også en ordentlig Scott Brown-tackling ud i bandereklamerne og tog sig bagefter til lysken, og inden halvlegen var omme, måtte han slukøret tage plads på bænken og overlade pladsen til Santos.
I halvlegens tredje og sidste tillægsminut kom Edouard alligevel frem til en ganske stor chance, men tæt under mål headede han et indlæg ned i græsset og op i favnen på Kalle, der som sædvanlig var klar, cool og konsekvent i sine indgreb.
Alt i alt en god københavnsk halvleg at se tilbage på, selv om Celtic var mest nærgående og havde de største chancer. Eller, hvis vi skal være ærlige, de eneste.
Vigtigt første mål!
Fra 2. halvlegs start lå Falk centralt, mens Stage tog hans plads på venstre kant, og umiddelbart kom Celtic bedst i gang efter pausen. Allerede efter fire minutter sendte McGregor bolden i nettet efter et halvclearet hjørne, men forinden havde Jullien lavet klart frispark på Kalle, hvilket også blev dømt.
Skotterne behøvede jo sådan set heller ikke at score, for 0-0 var nok til at gå videre på udebanemål, men det ligger ikke til dem at prøve at fedte sådan en hjem. Men måske lå sommerens Cluj-kampe i baghovedet, hvor de efter 1-1 ude tabte 3-4 hjemme og missede Champions League-playoff.
I hvert fald skal man lukke bedre af, end tilfældet var i det 51. minut, hvis man vil spille til nul i Europa! Da Varela - som også var helt forrygende i aften - slog en lang bold frem i højre side, kiksede Jozo Simunovic totalt i løbeduellen med den aggressivt jagende Santos og endte med at spille ham fri i højre side af feltet. Santos prøvede at finde N'Doye, men Jullien snublede nærmest ind i bolden og skubbede den til siden - og så var Santos over den med et slangehug og bankede den i netmaskerne!
Der gik chokbølger gennem tribunerne, og vi andre kneb også lige os selv i armen... bevares, vi havde spillet fortrinligt indtil da, men målene havde ikke ligget lige om hjørnet, selv om vi havde brug for mindst én scoring.
Men den var god nok - og man kunne næsten se det psykologiske overtag manifestere sig nede på banen. Nogle minutter var det N’Doyes tur til at slippe fri ude i højre side, men Forster kom først på hans indlæg mod Santos, og med en god halv time igen, havde vi pludselig fat i den lange ende.
Og vi holdt virkelig godt fast i spillet nu, mens skotternes chok forvandlede sig til frustration. Var det virkelig dét hold, der spillede 1-1 i Silkeborg i søndags, som nu dominerede de tredobbelte The Treble-vindere, der kom med 10 kampe i træk på skotsk grund. På et stadion hvor et dansk hold aldrig havde scoret i seks forsøg...
Tiden gik, og den tikkede vores vej, uden at Celtic umiddelbart fandt noget modtræk, og da Rogic ca. 20 minutter før tid kom til en god skudmulighed på kanten af feltet, så var Kalle var igen sikkerheden selv og holdt australierens flade hug.
Hjemmepublikummet vågnede lidt til dåd, da Griffiths afløste Elyounoussi for at sparke nyt liv i den skotske offensiv, og det gjorde han kort efter. Først blev et fladt Rogic-skud blokeret i feltet, og fra 6-7 meters afstand hamrede Griffiths returbolden mod mål. Det lignede en stensikker scoring, men på en eller anden måde fik den liggende Kalle mirakuløst en arm i vejret og blokerede skuddet!
Nu kunne man pludselig høre hele stadion synge igen for en kort stund, og ikke kun vores ca. 1.200 nede i kurven, men inden Celtic kom for godt i gang, trak vi - bevidst eller ej - et par spilstop, da først N’Doye og siden Varela var nede i græsset og ømme sig efter et par dueller.
Efterhånden føltes det som tiden gik langsommere og langsommere, og med ni minutter igen gik den i stå. Bogstaveligt talt, for dommeren kaldte "VAR", da Ragnar tydeligvis havde hånd på bolden i eget felt, og straffesparket var uundgåeligt. Og desværre blev Kalle overlistet, da Edouard lavede "en Jonas Wind, formerly known as a Panenka".
Så eksploderede stadion i forventning om, at Celtic nu var på vinderkurs, også selv om vi skulle igennem 2 x 15 minutters spilletid, og ellers var der jo straffesparkene...
Men så langt kom det ikke! Præcis to minutter efter udligningen mistede skotterne en bold på midten af banen, og Falk tog fikst bolden med sig med hælen og satte kurs ned mod feltet. Han så, at Pep Biel løb fri i højre side og lagde bolden perfekt til rette, og Pep satte den iskoldt mellem benene på den fremstormende Fraser Forster.
Den scoring undte man virkelig den unge spanier efter hans svære start på FCK-karrieren, men her satte han en scoring, der nærmest betød game over for skotterne, som nu skulle score to gange mod et hold, der i 28 europæiske kampe højst havde lukket ét mål ind pr. kamp!
Den rekordstime havde vi tænkt os at holde mindst et par uger endnu, så inden de nåede at komme til noget som helst, pillede vi den sidste tro på tingene ud af hjemmeholdet. N’Doye fik bolden lidt uden for deres felt og kæmpede sig simpelthen forbi tre mand, inden han udplacerede Forster – og længe inden han satte sin flade inderside-afslutning, stod Falk og jublede med armene i vejret!
Hvilket punktum på den 35-årige senegalesers 55. europæiske FCK-kamp, hvor han gennem hele kampen viste det stof, han er gjort af, både når det gælder det defensive og offensive og ikke mindst den mentale del af holdet.
Da havde vi allerede sat Bjelland ind for Pep Biel og Daramy for Santos, og der blev aldrig mere spænding om udfaldet. Skotterne resignerede, tilskuerne fortsatte udvandringen, vores fans gyngede, hoppede, klappede og sang, og efter tre minutters tillægstid var det slut. For i aften. For fredag er vi i den bowle, alle holdene drømte om inden aftenens returkampe, hvor 32 hold blev reduceret til 16.
Og vi er med, efter en af de mest overbevisende udebanepræstationer i Europa i klubbens historie, når man tænker på modstanderen, kampens betydning, omgivelserne samt vores eget holds erfaring og aktuelle formkurve. Endnu et mesterstykke af Ståle og staben - og så på managerens fødselsdag, hvor han satte Europa League-rekord med sin FCK-kamp nr. 40 i gruppespil og knockout. Nu er vi sikre på, at det bliver til 42. Mindst!
