Kampreferat: 3-0 er også en farlig føring...
Efter et point i to udekampe mod bundholdene kom der igen tre point på Superligakontoen mod AaB, men det var lige før, at 3-0 blev den farligste føring!
I forhold til torsdagens sejr i Glasgow startede Bjelland, Oviedo og Santos i stedet for Sigurdsson samt skadede Bengtsson og Kaufmann – og N’Doye måtte desværre trække sig fra opvarmningen, og i stedet startede Daramy. Desuden manglede vi Wind, Boilesen, Mudrazija og Fischer, og flere af de kampklare var nok en anelse mærkede af torsdagens strabadser.
Det var dog ikke umiddelbart til at se. I en hårdt spillet indledning på kampen langede Kehlet gule kort ud til de to kaptajner med nummer 10 på ryggen, inden der var spillet ti minutter, men spillemæssigt virkede vi bedst på bolden.
Efter 12 minutter kom vi til den første udmærkede mulighed, da Zeca lavede lækkerier på midten og sendte Pep Biel afsted ned mod feltet, men det endte med en ufarlig afslutning lige på Rinne. Men spanieren var i hopla i dag og diskede kort efter op med et par lækre detaljer på egen banehalvdel, inden han spillede 1-2 med Stage og strøg ind i feltet, men kiksede forsøget på at tiltuske sig et hjørne.
Lovende takter fra både ham og resten af holdet, og efter et kvarters tid spillede vi os til en endnu større mulighed. Oviedo stjal bolden fra Børsting, og Daramy spillede Santos helt fri, men han sendte bolden lige i hænderne på Rinne med en ufarlig venstre inderside.
Minuttet efter måtte Kalle i aktion for første og vel også eneste gang i 1. halvleg, da Nelsson afrettede et ellers ufarligt skud fra Jakob Ahlmann, og Kalle slog den for en sikkerheds skyld til et hjørne, som Daramy headede væk. Måske ikke på N’Doye-måden, men på mange andre måder var Daramy en yderst kompetent afløser i dag, for han voldte flere gange AaB-forsvaret problemer med sine hurtige ryk og gode blik for medspillerne.
For eksempel efter 22 minutter, da Stage tacklede bolden til sig på deres banehalvdel, og Daramy kvikt spillede Santos til skud i feltet, men vinklen blev en anelse spids, og igen sad afslutningen lige på Rinne. Minuttet efter kom Falk på skudhold kanten af feltet, men Thelander nåede i sidste øjeblik ned og tackle til hjørne.
Ærgerligt at der ikke var mere snert i skuddene, tænkte man, for uden N’Doye lå det jo ikke lige frem til, at vi skulle hælde høje bolde ind i feltet i aften, men vi blev klogere.
Da uret rundede den halve time, havde AaB stadig ikke haft en afslutning, og da de f.eks. fik en småfarlig kontra efter et Stage-boldtab, endte det med et hjørne, som Lucas Andersen sendte bagom stregen og i nettaget.
Vi var heller ikke knivskarpe i den anden ende, da først Oviedo og siden Daramy forsøgte sig, men de forsøgte dog optimistisk, og uden at sprudle i alle spillets faser, så dominerede vi uden problemer resten af den målløse 1. halvleg.
Men hvor længe ville kræfterne holde, når vi tilmed havde en ret smal bænk med 17-års fødselaren William Bøving som det mest offensive kort, hvis målene fortsat udeblev?
Foreløbig var der dog ikke noget, der tydede på træthed, for vi kom stærkt ud efter pausen, og efter få minutter helflugtede Stage akrobatisk et Oviedo-indlæg tæt forbi den fjerneste stolpe.
Lidt efter kom Rinne skidt ud til en dødbold og væltede en medspiller, mens Stage desværre ikke fik rent træf på hovedstødet, og nogle minutter senere ærgrede han sig endnu mere over, at en forsvarer nåede ned og blokere et skud fra kanten af feltet, så Rinne kunne slå bolden til hjørne.
Men vi spillede godt, energisk og opfindsomt, og først da der var spillet 54 minutter noterede man en AaB-afslutning fra Fossum, der gik langt over Kalles mål. Og minuttet efter indledte vi et kvarters goalshow i opvisningsstil!
Oviedo fik bolden fra Falk ude i venstre side og smækkede et smukt indlæg ind i feltet, og set med AaB-briller burde det jo ikke kunne lade sig gøre, at både Okore og Ross gik så galt af bolden, men med FCK-briller havde Santos bare positioneret sig rigtigt, timede sit opspring perfekt og headede hårdt og præcist bolden i netmaskerne uden for Rinnes rækkevidde.
Mindre end to minutter efter stod det 2-0! Zeca pressede højt op på Magnus Christensen, stjal bolden fra ham, og nede i feltet viste Daramy igen stort overblik, da han vendte rundt og spillede Pep Biel helt fri, og han hamrede resolut bolden i kassen bag Rinne.
Det var i øvrigt første gang, vores spansktalende armada startede inde i Superligaen (første gang var hjemme mod Celtic), og ligesom forleden var både Santos og Pep Biel nu på tavlen. Og nu kørte vi virkelig rundt med nordjyderne, der ikke anede deres levende råd.
I et af kampens smukkeste opspil chippede Stage Varela til baglinjen, han lobbede den over Ahlmann til Falk, som headede ind foran, hvor Stage var helt fri med Rinne, men ikke fik træf på hovedstødet. Hvorefter Rinne fik fat i bolden, løb lidt ud i feltet og sparkede den op til Bjelland på vores halvdel.
Fra det øjeblik og i de næste 75 havde vi 28 boldberøringer, hvor alle markspillerne rørte bolden mindst én gang – kun afbrudt af, at Mathias Ross headede en fremlægning væk midt på deres halvdel – inden Falk sendte Daramy til baglinjen, hvorfra han smækkede bolden ind foran, og Santos headede 3-0-målet ind!
Det groggy AaB-hold svarede igen ved at sætte van Weert ind, og pludselig lignede de et hold, der ville frem på banen, mens vi måske også lige gik et gear ned med tanke på, at der er kamp igen om tre dage. Men når man rækker nogen en lillefinger, så mangler man en finger til at bide negle... og det blev neglebidende spændende i de sidste 20 minutter!
Først reducerede Lucas Andersen på et frispark en 5-6 meter uden for feltet, som han satte hårdt og fladt ude ved den ene stolpe, og herefter trykkede nordjyderne på. Vi satte Thomsen ind for Pep Biel, men han blev kort efter snydt af Lucas Andersen, der gik til baglinjen, og på hans flade indlæg styrede Iver Fossum bolden i mål til 3-2. Det blev først udråbt til et Zeca-selvmål, men hverken Fossum, Zeca eller Kehlet var i tvivl.
Ti minutter før tid kunne vi dog have afgjort tingene definitivt, da Okore tøvede, så Santos kunne snitte et langt udspark videre til Daramy, som gled forbi Thelander i feltet, men måtte se Rinne redde fornemt på hans afslutning med venstre.
Siden var det som om, at AaB var løbet lidt tør for energi, og vi satte Papagiannopoulos ind for Daramy for at lukke endnu mere af bagude, og da vi gik ind i tillægstiden, hvor Bartolec kom ind for Oviedo, så virkede det som om, at vi ville køre den hjem.
Men nej... først fik van Weert en god skudchance i fletet, men lidt ude af balance bragede han bolden forbi. Og i andet tillægsminut kom aalborgenserne til en kæmpe chance! Kusk spillede elegant van Weert helt fri, men Kalle leverede endnu en af sine vanvittige og kampafgørende redninger. Faren var dog ikke drevet over, for AaB fastholdt angrebet, og mens alle holdt vejret fik Thelander endnu en skudchance i feltet, men Kalle og Bartolec stoppede skuddet i fællesskab.
Det havde næsten heller ikke været til at bære, hvis sejren var gledet os af hænde, men sådan kan det også gå engang imellem, og mens vi ærgrer os over, at vi gav slip de sidste 20 minutter, kan AaB jo ærgre sig over, at de slet ikke kom i gang de første 70.
Om tre døgn er der ”returkamp” i Aalborg, hvor det er knald-eller-fald i kvartfinalen i Sydbank Pokalen!