B1903- og KB-historie: KB’s utænkelige nedrykning i 1951

Søndag den 25. marts 1951
Det står 1-1 mellem KB og B1903, da uret nærmer sig de 90 minutter, og KB får frispark lige uden for feltet. Skuddet rettes af, snyder målmanden og går i mål – men dommeren fløjter kampen af, inden bolden krydser målstregen!

Søndag den 5. maj 1951
KB’s tredobbelte mestre taber 0-2 til Frem og rykker for første gang nogensinde ud af 1. division. Hvis målet mod B1903 var blevet godkendt, var B1903 rykket ned i stedet.

Hvis og hvis og hvis
Fodboldens fortællinger er fyldt med hvis'er! Hvis bare vi havde scoret på det straffe. Hvis bare dommeren havde set den offside. Hvis bare det havde været stolpe ind i stedet for stolpe ud. Og så videre...

Selvfølgelig kunne KB alligevel være rykket ned, hvis målet mod B1903 var blevet godkendt, og det er heller ikke sikkert, at B1903 var rykket ned, hvis de havde tabt kampen. Der var hundredvis af andre "hvis og hvis" i resten af sæsonen, der kunne have givet et andet udfald, men vi er jo tilbøjelige til kun at se på de enkeltstående hændelser, der kunne have givet vores eget hold et point mere...

Et enkelt underkendt mål er i hvert fald ikke hele forklaringen på en af de største danske fodboldsensationer i det 20. århundrede, da hæderkronede KB for første gang nogensinde rykkede ned i foråret 1951!

Fra tredobbelt guld til 2. division
På det tidspunkt havde begge vores moderklubber været i den bedste række siden 1930, hvor DM-guldet blev afgjort efter en landsdækkende 1. division, hvor alle mødte alle. Som beskrevet i den seneste artikel i serien, så kom KB's nedrykning heller ikke efter flere års svigtende resultater, men efter to sølv- og tre guldmedaljer i træk. Og så endda i sæsonen, hvor kontinentets ældste fodboldklub fejrede 75-års jubilæum!

Nedturen blev dog kortvarig, hvilket også understreger det bizarre i, at det overhovedet kunne ske: KB gik overlegent og ubesejrede gennem 2. division i 1951/52 og vandt straks mesterskabet igen i 1952/53 og blev nr. 2 i 1953/54.

KB-holdet anno 1950/51 var stort set de samme, der hentede guld tre gange i træk, og Axel Pilmark var den eneste af de store profiler, som var væk, da han blev professionel i Italien efter den danske OL-bronze i 1948. Derfor må en stor del af forklaringen findes på "de indre linjer", dvs en manglende evne til at fastholde det hidtidige høje niveau. Det kan til dels skyldes en undervurdering af modstanderne, for netop i disse år blev provinsklubberne langsomt men sikkert bedre og bedre.

AGF vandt som den første provinsklub bronze i både 1949, 1950 og 1951, og i 1951 blev OB den første provinsklub, der fik sølv, og dermed brød de københavnernes medaljemonopol. I 1954 brød Køge den onde cirkel og vandt mesterskabet, hvorefter Fyn og Jylland vandt guld de følgende 11 sæsoner.

I 1950/51, hvor KB rykkede ned, var halvdelen af de 10 1. divisionshold fra provinsen: AGF, OB, B1909, Esbjerg og Køge. KB mødte dem altså 10 gange, men vandt kun 2 gange, og det tyder på en kombination af øget styrke hos provinsholdene og en undervurdering fra de normalt så sejrssikre KB’ere.

Fodbold i sne og slud
Påskesøndag den 25. marts 1951 mødtes KB og B1903 i Københavns Idrætspark i 12. ud af de 18 spillerunder. KB havde tabt hele fem af de første 11 kampe, og til sammenligning tabte de kun seks af 54 kampe i de tre foregående guldsæsoner!

B1903 var mere stabile i den forstand, at der ikke var de store udsving i kampene, men deres defensive dyder gjorde dem også svære at spille mod. De kom ganske vist lige fra sæsonens hidtil største nederlag, 0-3 i Esbjerg, men da sæsonen var omme, havde kun AB’s mestre lukket færre mål ind end B1903.

Kampen var længe i fare for at blive aflyst, ligesom mange andre i det foranderlige forårsvejr, men tøvejr og en frisk blæst havde gjort Idrætsparkens nogenlunde brugbar – til at begynde med...

Snart blev gråvejret afløst af tæt snevejr, og spillerne skøjtede rundt på den mudrede bane, og kampen igennem skiftede vejret oftere og hurtigere end stillingen på Hockeybanens nye måltavle, hvor nummermanden jævnligt opdaterede stillingen i de andre kampe - en tilskuerservice, som blev indført, efter tipningen blev indført i 1949.

Selve kampen var ikke nogen stor oplevelse for de 14.000 tilskuere, hvilket ikke var et usædvanligt tal i disse år, hvor kampene i Idrætsparken jævnligt trak over 10.000 og ved sjældne lejligheder også over 20.000.

Der blev løbet og fightet mere, end der blev spillet fin fodbold på den vanskelige bane, og ingen af de to holds angribere havde nævneværdigt held med de offensive aktioner. KB’s Leo Hendrichsen åbnede scoringen med et fladt skud fra kanten af feltet, der sneg sig ind ved Thorkild Bekkers nærmeste stolpe, men inden længe bragte Henning Deichmann balance i regnskabet, da et indlæg fra venstre ikke blev ordentligt clearet.

Hvis kampen ikke skulle have en vinder, var det jo rimeligt nok, at det stod uafgjort, men hvis den skulle, var B1903 nærmest i form af mest spil og chancer. Indtil slutminutterne var det mest dramatiske dog, da B1903’s Gunnar Bruun kolliderede med KB’s Arnold Olsen og efterfølgende viste sig at have fået hjernerystelse.

Mod slutningen pressede KB dog mest, og det lignede et straffe til Erik Hansen, da han blev tacklet hårdt i B1903-feltet. Dommer Leo Helge lod dog fordelsreglen gælde, fordi han mente, at Hansen holdt balancen og stadig havde en 100 procent chance for at score. Det vidste Hansen åbenbart ikke, for han – der nu var blevet presset lidt for langt ud i siden – valgte at aflevere til Erik Laursen, der kiksede sin afslutning...

Men det var ikke slut endnu. KB fik frispark uden for B1903-feltet, og Martin Kristensens frispark blev rettet af, så Thorkild Bekker blev snydt og kun nåede at få det yderste af fingerspidserne på bolden, inden den strøg over målstregen. KB’erne kastede sig jublende i armene på hinanden, indtil de vantro konstaterede, at dommeren Leo Helge havde fløjtet kampen af, lige inden bolden passerede målstregen!

"Jeg har aldrig været ude for noget lignende," sagde Helge efter kampen til B.T. "Efter hvad min linjevogter fortæller, manglede bolden kun 1 meter i at have passeret linjen!" Hvad skal man med VAR, når man har så præcise iagttagelser fra de nøjeregnende neutrale opmænd?

KB tog dog den annullerede scoring forbløffende pænt, og holdlederen Børge Pockendahl sagde bagefter: "Vi har ikke ret til at ærgre os, for efter 1903's overlegenhed i 2. halvleg, var 1-1 meget billigt sluppet for os." Det kan man da virkelig kalde for "Tab og vind med samme sind" - altså bortset fra, at kampen endte uafgjort...
 
Matchfacts
Søndag den 25. marts 1951, kl. 13.30 i Københavns Idrætspark. 1. division
KB-B1903 1-1 (1-1)
1-0 Leo Hendrichsen
1-1 Henning Deichmann
14.000 tilskuere. Dommer: Leo Helge

KB: Eigil Nielsen – Erik Køppen og Knud Black Jensen – Jørn Lund, Dion Ørnvold, Arnold Olsen – Jørgen W. Hansen, Erik Hansen, Leo Hendrichsen, Erik Laursen, Martin Kristensen

B1903: Thorkild Bekker – Bent Løndahl, Kurt Hansen – Simon Mathiesen, Poul Beck, Eilif Christiansen – Carl Erik Hansen, Carl Holm, Henning Deichmann, Gunnar Bruun, Benny Andersen

Stort nedrykningsdrama
På det tidspunkt kunne ingen vide, at den underkendte scoring skulle få så stor betydning. Med seks runder igen plus en række udsatte kampe var tabellen uhyggeligt tæt, og reelt kunne ni af de ti hold rykke ned: kun fem point adskilte AGF på 2. pladsen og OB på 10. pladsen!

AB sikrede sig guldet i god tid, da de slog B1903 2-1 med fire runder igen, men spændingen om nedrykningen fortsatte lige til det sidste, og hvis KB "bare" havde vundet den sidste kamp mod Frem, havde de klaret frisag. Og hvis de havde fået det straffe, alle mente de skulle have haft ved stillingen 0-0, så... eller hvis de ikke havde smidt en 3-0-føring i Århus i december, eller hvis de ikke to gange havde måttet spille en halv kamp i undertal på grund af en skadet spiller, eller hvis de ikke havde brændt straffe og et hav af chancer i en 0-0-kamp mod B1909. Og hvis og hvis og hvis...

Mens KB altså måtte ned i 2. division, så markerede sæsonen også et skridt i den gale retning for B1903. En lang række af sæsoner med 5.-6. pladser blev nemlig erstattet af 8.-9. pladser, indtil det til sidst gik galt i 1957, hvor B1903 også måtte en tur ned i den næstbedste række.

Profiler
Syv af KB'erne fra kampen mod B1903 i marts 1951 var eller blev landsholdsspillere (Eigil Nielsen, Køppen, Ørnvold, Arnold Olsen Jørgen W, Erik Hansen og Martin Kristensen), og desuden var backen Knud Black Jensen i landsholdstruppen til OL i Helsinki i 1952 men uden at komme i kamp. Det samme var B1903's Carl Holm, som dog fik 3A-landskampe - det samme som Kurt Hansen, mens ingen af de øvrige nåede A-landsholdet.

Thorkild Bekker
Bekker vogtede i mange år målet for B1903 og fik sin første optræden i Idrætsparken allerede som 18-årig i 1942, da B1903 tabte ynglingepokalfinalen til Frem. Som mange andre dyrkede han flere sportsgrene og fik bl.a. en håndboldlandskamp i 1947 sammen med bl.a. AB's Knud Lundberg. Efter sin aktive karriere var Thorkild Bekker i mange år formand for B1903 og sad også i DBU's bestyrelse og Københavns Idrætsparks forretningsudvalg, og i starten af 90'erne var han således med til at planlægge etableringen af F.C. København. Bekker døde i 2001 i en alder af 77 år.

Erik Køppen
Den solide og pålidelige højre back vandt fire mesterskaber med KB i sin aktive karriere fra 1941-58, hvor han med 316 kampe satte en klubrekord, som først blev slået 19 år senere af Henning Helbrandt. Han fik 21 A-landskampe og tilhørte generationen, der lige akkurat var for ung til OL-bronzeholdet i 1948 og for gammel til OL-sølvvinderholdet i 1960. Han endte sin civile karriere som kontorchef i Hvidovre kommune og blev i 1953 far til Lene Køppen, der senere blev verdensmester i badminton. Erik Køppen døde den 10. november 2019 i en alder af 96 år.

Erik Hansen
Den stærke halfback debuterede på A-landsholdet præcis en uge efter, at KB var rykket ned! Han var bl.a. kendt for sine usædvanligt lange tilløb til straffespark, hvor han gerne startede helt oppe ved midten og løb i zig-zag ned mod målet - og vist ofte også endte med at score. Han spillede 150 kampe for KB og fik i alt 7 A-landskampe, men var involveret i mange flere. Efter han stoppede som spiller, blev han nemlig medlem af DBU's udtagelseskomité, der bestemte hvem der skulle spille på landsholdet - og fra 1967 fik han som den første endda eneret til at udtage holdet, når komiteen ikke kunne blive enige.

Også i sit civile liv bevarede han kontakten til fodbolden, da han opgav sine lærerambitioner og gik i lære i tøjbranchen og senere fik job i Stadion Sport på Østerbrogade på hjørnet ved Svømmehallen (den nuværende Sportmaster). Han overtog senere forretningen og var chef, indtil han gik på pension.

Jørgen W. Hansen
Han debuterede som 19-årig for KB i oktober 1944 som nyoprykket ynglingespiller og havde på det tidspunkt også markeret sig som en dygtig bordtennisspiller sammen med holdkammeraten Niels Bennike, som han vandt flere doubletitler med.

Han fik tidligt tilnavnet "Mureren" efter sin far, der var murer, men på fodboldbanen var han ikke selv en "arbejdsmand". Mureren var en lille, spinkel og teknisk stærk og taktisk begavet innerwing, der med sine fikse finter og overraskende driblinger kunne han på en god dag åbne de fleste forsvar.

Han scorede på hovedstød i sin A-landsholdsdebut i 1949 og var den eneste fra vores moderklubber, der fik spilletid under OL i Helsinki i 1952. I 1955 spillede han et år for Örebro i den svenske 2. division, inden han vendte tilbage til København og fortsatte et par år i KB. Han var uddannet læge og arbejdede nogle år på Rigshospitalet med den kendte "idrætslæge" Ove Boye, inden han selv blev overlæge i Holbæk, hvor han boede. I 60'erne rejste han også som læge for DBU og KB på udlandsrejser, og han var redaktør for KB's medlemsblad, indtil han pludselig døde blot 44 år gammel under en golfturnering den 17. juli 1969.

Leo Helge
Dommeren Leo Helge var hverken KB’er eller B1903’er, men vi ofrer gerne et par linjer på ham alligevel, for ud over den annullerede scoring i 1951, så fløjtede han sin allerførste divisionskamp i 1942 mellem KB og B1903, og hans sidste kamp i 1960 skulle også have været en pokalkamp mellem KB og B1903.

Han ærgrede sig dog over, at den blev flyttet til Frederiksberg, men endnu mere over, at den blev udsat til foråret, så han ikke fik en egentlig afskedskamp, inden han faldt for den daværende aldersgrænse på 50 år. Han kunne dog se tilbage på ca. 1.500 kampe, hvor han ifølge eget udsagn nok højest uddelte 20 advarsler... det var i sandhed andre tider dengang, men kritiske røster antydede også, at det ikke nødvendigvis var et adelsmærke for en dommer at holde kortene så tæt til kroppen. Til gengæld han i 1957 de første dommer, der udviste en spiller i den nyindstiftede Europa Cup-kamp.

Som FIFA-dommer var han i 1958 også blandt de første danske dommere ved en VM-slutrunde og fik fire kampe som linjevogter i Sverige. Efter sin aktive dommerkarriere, som han havde sideløbende med sit civile hverv som skolelærer på Rådmandsgades skol, fortsatte Leo Helge som dommerbedømmer og -udvikler samt lovfortolker helt frem til 1980.