25 år siden: Pokalvinderne kom ned på jorden i Næstved
Blot tre dage efter pokaltriumfen mod AB skulle vi til Næstved og kæmpe om Superligapoint. Vi stillede samme trup som i finalen, men de to indskiftere, Michael Johansen og Morten Nielsen, byttede plads med Carsten V. og René Tengstedt i startopstillingen.
Inden kickoff var der blomsterbytning på banen, da Næstveds Alex Nielsen overrakte anfører Iørn Uldbjerg en buket i anledning af pokalsejren og bagefter fik Nielsen selv fik en buket af sin klub for at runde kamp nr. 250.
Pokaltræthed
I kampens indledning virkede vi lidt tunge i optrækket, men det var også vores syvende kamp på 29 dage, og det tætte program var ikke hverdagskost dengang, hvor truppen i øvrigt heller ikke var særlig bred.
Næstved manglede karantæneramte Max Petersen og Søren Juul Kristensen, men havde eks-FCK’erne Nicolai Wael, Christian Bank og Jørgen Juul Jensen på holdet, og sidstnævnte bragte lidt tilfældigt de grønblusede foran efter 10 minutter. Thomas Mathiesen ville afslutte i feltet, men Diego Tur kom ned i en glidende tackling, hvorefter bolden studsede på tværs til Jørgen Juul, der enkelt sendte den i det tomme mål, mens Per Poulsen sad magtesløs på græsset og så til.
Både Wael og Juul blev i øvrigt rygtet til Lyngby i den kommende sæson, og vi havde også snøren ude efter at hente Wael tilbage til Byens Hold.
Et par Højer-frispark voldte Claus Fallentin lidt problemer i Næstved-målet, men ellers havde vi ikke så meget at byde på i offensiven, før Frandsen fem minutter før pausen var ved at slippe fri i feltet, men vinklen blev for spids.
Kort før pausen blev Thomas Mathiesen sendt afsted i venstre side af Alex Nielsen, men Per Poulsen parerede hans afslutning. Uheldigvis ramte bolden herefter Christian Lønstrup og gik i mål...
Opmuntring inden pausen
På det næste angreb forsøgte Lønstrup at revanchere sig og gik med frem i Næstved-feltet , hvor han fik en fin pasning fra Martin Johansen, hvorefter Søren Christensen hægtede ham bagfra. Kim Milton pegede på 11-meter pletten, og Lars Højer svigtede ikke, selv om Fallentin fik labberne på bolden, og vi gik til pause med en opmuntrende reducering. Højer gik samtidig op på fjerdepladsen på topscorerlisten!
Vi kom ud til 2. halvleg med fart og tempo og masser af energi og skabte flere gode chancer, hvor den største faldt efter små ti minutter, hvor Ole Tobiasen headede et Højer-hjørne på indersiden af stolpen.
Det var derfor ikke ufortjent, at det fem minutter senere lykkedes at udligne, da Christian Lønstrup i helt fri position headede et indlæg fra Morten Nielsen ind til 2-2 – og dermed kom på tavlen (i den rigtige ende) for tredje kamp i træk.
Pludselig var en sejr inden for rækkevidde
Men bedst som man drømte om, at vi for første gang nogensinde ville vende 0-2 til sejr (det var vores kamp nr. 125), så slog Næstved til i den anden ende. Christian Bank kom højest på et indlæg i feltet og headede på tværs, hvor Alex Nielsen opsnappede den og med et fladt spark i det lange hjørne sørgede den 27-årige klejnsmed for Næstveds første hjemmesejr i slutspillet og sendte samtidig vores pokalvindere til bunds i tabellen på dårlige målscore end Næstved.
”Jeg er godt tilfreds med indsatsen, men ikke med resultatet. Efter stivheden var blevet spillet ud af benene, fik vi overtaget. Og det var vanvittigt at tabe den kamp, når man tager vores mange chancer i betragtning,” sagde Benny Johansen bagefter til Berlingske.
”Da vi først fik vænnet os til banen, synes jeg, vi spillede rigtig godt. Og i det meste af anden halvleg sad vi på kampen, så det var ærgerligt at skulle tabe,” tilføjede Michael Johansen, der ragede et gult kort til sig, der sendte ham i karantæne ugen efter mod Silkeborg.
Matchfacts
Søndag den 28. maj 1995, kl. 15.00 på Næstved Stadion. Superliga-slutspil, 11. runde
NÆSTVED-F.C. KØBENHAVN 3-2 (2-1)
10.: 1-0 Jørgen Juul Jensen
42.: 2-0 selvmål, Christian Lønstrup
44.: 2-1 Lars Højer (straffe)
58.: 2-2 Christian Lønstrup
63.: 3-2 Alex Nielsen
2.756 tilskuere. Dommer: Kim Milton Nielsen.
Advarsler: Frank Hougaard, Alex Nielsen og Nicolai Wael, Næstved, og Lars Højer, Michael Johansen og Ole Tobiasen, F.C. København.
F.C. København: 1 Per Poulsen - 2 Ole Tobiasen, 17 Michael Mio Nielsen, 3 Diego Tur - 14 Morten Nielsen (66.: 16 Carsten V. Jensen), 6 Christian Lønstrup, 5 Lars Højer, 15 Per Frandsen, 8 Iørn Uldbjerg - 10 Martin Johansen (72.: 9 Rene Tengstedt), 11 Michael Johansen
Ikke benyttet: 18 Karim Zaza
Næstved: Claus Fallentin - Michael Nonbo, Søren Christensen, Nicolai Wael - Christian Bank, Lars Jacobsen, Jørgen Juul Jensen, Alex Nielsen (76.: Tommy Nielsen), Frank Hougaard - Steen Jensen (59.: Søren Juel), Thomas Mathiesen
Ikke benyttet: Kenn Andersen