Tifo i Telia Parken

Kampreferat: Sejr - men også tæt på at gå galt

Hovedkonklusionen på dagens opgør var: sejr - men en god 1. halvleg og en skidt 2. halvleg. Men det kunne være gået anderledes, hvis gæsterne havde haft marginalerne på deres side efter 90 sekunder, hvor Piesinger tordnede bolden på underkanten af overliggeren!

Muligheden opstod, da Kaufmann tabte en nem bold midt på egen banehalvdel, hvilket han vist også fik at høre ude fra bænken. Ståle havde i hvert fald forsikret inden kampen, at han nok skulle overdøve den baggrundsmusik af FCK-sange, der strømmede ud af højttalerne.

Men den unge nordjyde reagerede på fornem vis, for 90 sekunder scorede han sit første FCK-mål! Mens Kaufmann således gjorde skaden god, gjorde Piesinger det modsatte (hvad det så end hedder?), for han blev helt snydt af en lang Bjelland-fremlægning, så Kaufmann løb helt fri og elegant lobbede bolden over Carlgren.

Mikkel Kaufmann


Så var vi i gang, og snart flød kombinationerne hurtigt og flot, og inden der var gået ti minutter, var Kaufmann tæt på at fordoble føringen, men blev blokeret til hjørne. Under det meget smukke og hurtige opspil nåede Stage vist endda at snitte bolden videre med hælen to gange!

Der skulle et nyt københavnsk boldtab til, før Randers kom til noget, men efter at både Falk og Zeca havde mistet bolden på egen halvdel, nåede Kalle stærkt ned til Marvin Eghos flade forsøg fra udkanten af feltet.

Nye kvikke kombinationer, hvor Pep Biel sprang over en Zeca-fremlægning, gav Kaufmann mulighed for at smutte mellem to forsvarere og ind i feltet, men han skød i sidenettet.

Trods vores overbevisende offensiv, var Randers sådan set ikke helt væk i kampen, og der var momenter i vores spil, hvor vi tog lidt for løst på det, men dog ikke så løst, som Marxen efter 23 minutter. Han lagde en bold helt skævt tilbage mod Piesinger, så Daramy opsnappede den, men Carlgren nåede langt uden for feltet og tacklede ham, da han ville drible forbi – og da Kaufmann afsluttede på returbolden, var Carlgren nåede ind i feltet og fik hånden på, og ellers havde Rømer nok blokeret inde på stregen.

Næh, underholdningen fejlede skam ikke noget, og tre minutter senere blev vi også belønnet for de mange gode opspil. Zeca til Daramy til Falk, der trak mod højre og sendte Varela afsted, og han skruede præcist bolden over mod fjerneste stolpe, hvor Stage – ligesom flere gange i Lyngby – havde taget det lange løb, og denne gang fik han fuldtræf og flugtede bolden op i nettaget!

Jens Stage


Lidt efter den halve time var det tæt på 3-0! Efter en jysk dødbold slog vi kontra med et Bengtsson-raid i venstre side, og han spillede fremragende Daramy helt fri i løb ned mod feltet, og selv om han var presset kom han til en afslutning, der stensikkert var gået ind, hvis ikke den lige havde ramt Carlgren på skinnebenet og gik forbi – til målspark, for dommerne så ikke redningen.

Vi lignede bestemt ikke et hold, der var tilfredse med ”den farlige føring”, så vi holdt presset og tempoet udmærket frem mod pausen, hvor Randers kun lige fik et enkelt hjørne, som dog ikke førte til noget.

Pep Biel


Der var kun gået 20 sekunder af 2. halvleg, da et Zeca-boldtab på midten gav Randers en giftig kontra, men heldigvis var Piesinger ikke i nærheden til at fyre kanonen af, og Zeca nåede tilbage og prikkede bolden fra Egho.

Men det var en lille advarsel, og få minutter efter sendte de én mere, da Emil Riis blev fri i venstre side, men Kalle nåede at læse den og gik ud og parerede. Meget mere blev det dog ikke til, selv om de var en del på bolden, mens vi ledte efter de gode takter fra 1. halvleg.

Som tiden gik blev vores spil mere og mere statisk, og vi formåede aldrig at komme op på den sidste tredjedel og lægge pres. Når vi havde bolden, kørte vi den meget rundt i rækkerne, og måske blev det også sådan, fordi Randers heller ikke var specielt aggressive. Men lidt efter lidt fik de troen på tingene, og midt i halvlegen fik Riis igen en god chance, da Nelsson kiksede en clearing ude i højre side, men alene med Kalle sparkede han forbi mål fra en lidt spids vinkel.

FCK-Randers FC


Da havde vi netop sat Santos ind for en træt Kaufmann, ligesom Stage og Falk havde byttet plads, ligesom de gjorde undervejs i Lyngbykampen. Men det ændrede ikke synderligt på vores alt for langsomme og fantasiløse spil.

Men tiden gik uden at der var den store fare på færde, og med et kvarter fik Fischer comeback, da han afløste Pep Biel, der var mindre markant end i de seneste kampe. Men det var nærmest hele vores offensive spil, der forsvandt efter pausen, og først ti minutter før tid var vi tæt på. Zeca sendte Falk afsted i højre side, hvor han flyttede over, da Fischer kom ind) og han satte fart ned i feltet, men ramte ikke målet med afslutningen.

Rasmus Falk


I stedet skete det, man efterhånden havde frygtet et stykke tid, nemlig at Randers ville skabe ny spænding i kampen til sidst. Varela kiksede en clearing nede i hjørnet, så Randers fik mulighed for at sende en høj bold ind i feltet, hvor vi var ude af positioner, og Emil Riis hoppede højere end Bengtsson og headede bolden ind via den fjerneste stolpe.

Et minut før tid kunne Daramy have fjernet spændingen, da han gled af på en tackling fra Kopplin og trak alene ind mod Carlgren, men keeperen nåede godt ud og slå bolden væk. I stedet løb Randers ned og misbrugte en endnu større kontrachance! Kamara blev, mistænkeligt nær offside, sendt afsted i højre side og sendte en flad pasning ind mod en helt fri Riis midt i feltet, men Stage nåede lige akkurat tilbage og prikkede bolden væk, samtidig med at Riis gled en smule.

Det var bestemt ikke overstået endnu, og de fire minutters tillægstid blev hektiske, febrilske og nervøse. Papagiannopoulos kom ind for Falk for at hjælpe til nede bagved, og vi holdt dem også fra chancer, lige indtil de sidste sekunder var ved at rinde ud. Da nåede både Riis og Greve at komme til afslutninger i feltet, men vi blokerede begge gange!

Det havde været en skuffelse af dimensioner, hvis vi havde smidt den sejr, når vi nu lige var kommet så godt i gang efter ”corona-pausen”, for samtidig vandt Midtjylland 1-0 oppe i Farum. Og skal vi gøre os nogen som helst forhåbninger om at skabe spænding i slutspillet, så er der næppe råd til flere 2. halvlege som den her.

Spillerne samles inden kampen