Jonas Wind og Pep Biel

3-0! Historisk aften sikrer kvartfinale!

Hvor ville vi dog gerne have delt denne fantastiske aften med 30-35.000 fans på tribunerne!

F.C. København skrev fodboldhistorie her til aften ved for første gang nogensinde at kvalificere sig til en europæisk kvartfinale!

Jonas Wind gav os en drømmestart allerede i det fjerde minut, da han afsluttede et mønsterangreb ved at kaste sig frem og heade Guillermo Varelas fine indlæg ind!

Efter et lille kvarters tid var Rasmus Falk tæt på at øge til 2-0, da han trak ind i feltet fra venstre og fyrede af, men den tyrkiske keeper halvklarede hans forsøg.

Siden havde gæsterne bolden en del, men uden at komme til noget særligt. Kampens næste store chance tilfaldt også os, da Falk spillede Kaufmann fri i feltet kort før den halve time, men Skrtel nåede at blokere nordjydens afslutning.

Basaksehir havde fortsat mest spil, men vi stod meget solidt og sikkert på banen, og de blev først for alvor farlige kort før pausen, da Visca gled igennem i vores højre side. Hvis ikke Nelsson havde fået foden på hans afslutning, havde den nok haft kurs med netmaskerne, men vi slap med skrækken og et hjørne.

2. halvleg blev nærmest en københavnsk magtdemonstration, og efter en god start bragte Jonas Wind os foran 2-0 på straffe, dømt for hands i forbindelse med en Pep Biel-dribling i feltet.

Indskiftede Daramy fik en god chance kort efter, og vi fastholdt grebet om kampen, mens Basaksehir var tvunget til nu at kaste flere folk frem. Det udnyttede Rasmus Falk efter en times tid ved på fornem vis at sprinte ned og sparke bolden fladt ind til 3-0!

Dermed skulle tyrkerne op og score to gange, men selv om de kastede flere og flere folk frem, så holdt vi hovederne kolde og gav intet væk - og mod slutningen var vi tættere på det fjerde mål, end de var på at reducere.

Nu skal vi til Tyskland og spille Final Eight mandag aften - sandsynligvis mod Manchester United, der slog LASK 5-0 i deres første 1/8-finale og først spiller returkamp senere i aften.

FORZA FC - OG KÆMPE LØVEKRAM TIL ALLE JER DERUDE!