Fokus på Vejle
Søndag kl. 18.00 møder vi Vejle Boldklub på udebane i 3. runde af 3F Superligaen, og mens vi jagter sæsonens første Superligapoint, har Vejle tre point på kontoen efter to målrige opgør: 2-4 i Aarhus og 4-1 mod SønderjyskE hjemme i Nørreskoven.
Statistikken
Vi har ikke tabt til Vejle siden den 23. april 2000, og siden har vi vundet ni og spillet to uafgjorte.
Indtil da havde klubberne spillet nogenlunde lige op med hinanden i 90’erne, så den samlede statistik siden 1992 lyder både hjemme og ude på 8 FCK-sejre, 2 uafgjorte og 3 Vejle-sejre.
En af sejrene tangerede vores Superliga-rekord på 7-2, som vi første gang vandt med i Viborg i 1993.
Med til historien hører, at siden 2009 har Vejle kun været i Superligaen i 2018/19, hvor vi vandt 3-1 i Vejle (men var bagud 0-1, til der manglede 18 minutter) og 2-0 i Parken.
Pre-season
• 31.08.20 n 3-1 FC Nordsjælland (3 x 45 min.)
• 23.08.20 h 4-0 FC Sydvest 05
• 22.08.20 h 3-4 Viborg FF
• 17.08.20 n 3-2 Aarhus Fremad
Vejles Superliga-sæsonstart
Vejles seks mål i de første to kampe er deres mest målrige Superligastart siden 1996-97, hvor de scorede lige så mange – og endte sæsonen med sølvmedaljer.
I de første to runder er Vejle og FCK i øvrigt de eneste hold ud over SønderjyskE, der har lukket mål ind i begge halvlege.
Vejle-truppen
Vejle vandt 1. division sidste sæson ret klart og tog den eneste oprykningsplads, da 3F Superligaen blev reduceret fra 14 til 12 hold. Der er siden røget en hel del spillere ind og ud af klubben, men de fleste var ikke fra holdets "faste stamme".
Forsvaret har i de første kampe i denne sæson været de samme som sidste sæson. I målet står hollænderen Indy Groothuizen, der kom fra ADO den Haag og er skolet på Ajax-akademiet, men også var en sæson i FC Nordsjælland og stod 12 kampe i 2016/17.
I det centrale forsvar spiller normalt den finske landsholdsstopper Juhana Ojala sammen med Mads Greve, og på backerne ligger Thomas Gundelund i højre og enten den færøske landsholdsspiller Viljormur Davidsen eller Malte Amundsen i venstre side.
På den defensive midt i deres 4-2-3-1 har den nyankomne iranske landsholdsspiller, Saeid Ezatolahi fra russiske FC Rostov, skubbet albanske Ylber Ramadani ud som makker til anfører Jacob Schoop, men Ramadani har også været ude en periode efter at være testet positiv for Covid-19 og var først tilbage mod SønderjyskE.
Brasilianeren Allan Sousa er ny på venstre kanten i forhold til sidste sæson, men er en "gammel kending", som også spillede i Vejle, da de senest var i Superligaen. Dengang kom han fra nogle sæsoner i Qatar, men efter Vejles nedrykning blev han sidste sæson udlejet til belgiske St. Truiden.
På højre kanten ser vi nok Lucas Jensen, der fik Superligadebut for Viborg FF som 18-årig i sommeren 2013. Siden har han været omkring OB, Hobro og Vendsyssel, inden han sidste sommer skiftede til Vejle, så han har allerede mødt os syv gange før for andre klubber.
På den offensive midt var Arbnor Mucolli ikke med mod AGF, og i stedet startede svenske Diego Montiel, men Mucolli gjorde sig bemærket mod SønderjyskE med to mål på 13 minutters indhop - og især det sidste var et vanvittigt flot mål, som man sjældent ser på Superliganiveau! Superteknikeren, der også spiller på det albanske U21-landshold, blev sidste sæson kåret til årets profil i 1. division foran klubkammeraterne Jacob Schoop og Kjartan Finnbogason.
Finnbogason, sidste sæsons topscorer i 1. division, var ikke helt tilfreds med, at han kun fik 20 minutter i Århus, og han var siden helt ude af truppen mod SønderjyskE. I stedet startede den nyankomne ghaneser Raphael Dwamena (som er kommet fra spanske Levante) mod AGF, og det 17-årige dansk-afghanske stortalent Wahid Faghir startede mod SønderjyskE.
Forventer vi kommer med 200 km/t
Vejlebacken Malte Amundsen siger i et interview med klubens hjemmeside, at "det er bare noget andet at møde F.C. København frem for Vendsyssel og Hvidovre. Det er denne hylde, alle spillere i truppen gerne vil være på, og nu skal vi sælge os selv dyrt."
"Jeg forventer, at de kommer med 200 km/t fra kampens start. De skal prøve at kyse os fra første fløjt og sætte sig på kampen. Nu skal jeg ikke stille et succeskriterie op for dem, men med deres sæsonstart in mente skal de bruge en sejr. Det skal vi kunne lukrere på, hvis vi får en god start på kampen."
Golden Facts - præsenteret af Unibet Vejle Boldklub har scoret over 0,5 mål i 16 af deres seneste 17 hjemmekampe Kamel Wilczek har scoret 6 mål i sine seneste 5 kampe Spil med omtanke. |