Ankersen: Vigtigt at vi bygger på
“Sejre giver bare selvtillid og tro på tingene,” konstaterer Peter Ankersen og hæfter sig især ved måden, hvorpå søndagens sejr over SønderjyskE kom i hus.
”Det var jo ikke bare en heldig sejr, men en virkelig fortjent sejr, og det giver selvfølgelig lidt ekstra, at man har sådan en oplevelse.”
Meget vi kan tage med
“Der var rigtig meget godt i den kamp, som det nu gælder om at tage med videre. Men der var også ting, vi skal forbedre. Efter at vi havde domineret 1. halvleg klar, så faldt vi lidt ud efter pausen, hvor de blandt andet fik annulleret et mål og et straffe, og det skal vi rette op på, så vi holder et konstant højt niveau gennem hele kampen."
"Men vi kan også tage med, at vi fik rejst os godt, at vi i de sidste 15-20 minutter viste, at vi var det bedste hold og ikke stod med ryggen med muren lige til det sidste.”
Vi skal præstere godt hver gang
“Oven på de to skrækkelige kampe mod Midtjylland og Randers var det vigtigt for vores selvforståelse, at vi fik rettet op på det. Men det vigtigste er nu, hvordan vi kommer videre herfra og præsterer godt hver gang."
"Det nytter ikke, at vi på søndag mod Horsens præsterer som vi gjorde mod Randers. Vi skal tage et skridt mere og blive ved med at bygge på.”
Parken i hvidt og blåt
“Vi havde selvfølgelig gerne set, at det blev med masser af fans på tribunerne, men det kan vi ikke blive ved med at tale om. Heldigvis er det ikke helt tomt at løbe ind i Parken med de tifoer, som fansene og sponsorerne har sørget for i de hvide og blå farver. Det giver en bedre følelse end at løbe ind mod en tom tribune, så det er virkelig noget vi sætter stor pris på,” slutter Peter Ankersen.