Jens Stage

Kampreferat: Følelsen af at tabe en uafgjort kamp

De to hold
I forhold til Derby for en uge siden startede Jens Stage og Mohamed Daramy i stedet for Rasmus Falk og småskadede Zeca.

Allerede efter otte minutter var vi tæt på at komme foran, da Jonas Wind spillede Fischer helt fri i højre side af feltet, men han overplacerede afslutningen en anelse, og bolden strøg en meter forbi den fjerneste stolpe.

Tidlig Lerager-scoring
Vi fastholdt dog spillet de næste to minutter, og herefter var der gevinst! Daramy sendte Victor Kristiansen til baglinjen, og da Fischer ikke fik fat i hans indlæg ved forreste stolpe, tæmmede Lerager kuglen midt i feltet og sparkede den ind bag en chanceløs Peter Vindahl.

Lukas Lerager


Gæsterne havde herefter et hurtigt opløb i højre side, der førte til et hjørnespark, men to minutter efter scoringen var det tæt på 2-0. Vindahl stod med bolden 15-20 meter uden for eget felt og spillede den lige op i fødderne på Fischer, som straks sendte den ned mod det tomme mål. Vindahl nåede dog tilbage og stoppede bolden… men havde han hænderne på udenfor eller i feltet?

Mads-Kristoffer Kristoffersen dømte ikke noget, heller ikke efter et VAR-tjek, som heller ikke fik ham ud til TV-skærmen, så de må være sikre i deres sag. Eller i hvert fald ikke sikre på, at han skulle udvises.

Rødt kort til Boilesen
Fire-fem minutter senere var der VAR-tjek igen, og denne gang kom det røde kort frem til Boilesen, som i en duel med Kamaldeen faldt og slog ud med hånden og ramte bolden. Det var midt på vores banehalvdel, men blev vurderet til rødt kort, da Kamaldeen havde frit løb ned mod feltet.

Wilczek blev ofret på taktikkens alter, så Zanka kom ind i centerforsvaret, og vi spillede 4-4-1 med kun Jonas fremme. Det ændrede selvfølgelig kampens forløb fuldstændig – må man da gå ud fra, men vi har det jo med altid at tolke tingene i eget gunstige lys. Som f.eks., at hvis Vindahl var røget ud, var Boilesen ikke røget ud, og hvis vi havde spillet 11-mod-11, havde vi kørt dem ud af banen.

Nicolai Boilesen


Det er spekulationer, men vi trak os i hvert fald tilbage på banen og overlod meget af spillet til nordsjællænderne, hvilket de jo sjældent har indvendinger mod. Men i forhold til hvor meget de kørte rundt med bolden de næste 20 minutter, så skabte de ikke noget farligt.

Stage er måske ikke helt enig i den vurdering, for efter en halv time kastede han sig ned og blokerede med sine ædlere dele et Schjelderup-hug fra kort afstand. Men det var også et symbol på den fight og offervilje, som alle mand lagde for dagen i et forsøg på at holde dem fra fadet, indtil vi kunne flytte spillet længere frem på banen.

FCN-udligning kort før pausen
Efter 38 minutter fik de deres første store chance, da Jacob Steen firsttimede en nedfaldsbold tæt forbi mål fra kanten af feltet, men man skulle tro, at vi på forhånd havde planlagt et modsvar. Bare minuttet efter hoppede jeres udsendte i hvert fald i sædet, da Mo resolut flugtede bolden med retning mod det fjerneste målhjørne, men den strøg lige over. Optakten var et godt, højt pres, hvor Stage stjal bolden og smed den indover, og en forsvarer clearede den lige ud til Mo på kanten af feltet.

Hvis vi var kommet på 2-0 her, havde kampen måske også fået et andet forløb! I stedet fik gæsterne omsider udbytte af deres mange lange, tålmodige angreb bare 15 sekunder før uret rundede 45 minutter, da Kamaldeen udlignede efter et indlæg fra Villadsen i højre side.

Victor Kristiansen


God start på 2. halvleg
Ikke det sjoveste at gå til pause med, når man i forvejen er i undertal, men Thorup & co. havde en god gameplan klar til 2. halvleg. Falk kom ind på den centrale midtbane, mens Fischer udgik og Stage trak i højre side. Desuden overtog Zanka anførerbindet fra Ankersen, som havde samlet det op fra Boilesen, da han blev udvist.

Få minutter inde i halvlegen kunne man se, at vi kom meget mere frem på deres halvdel, og Jonas Wind kom også til en afslutning, da Zanka headede en Ankersen-dødbold videre i feltet.

Stage kom også til afslutning efter 53 minutter, da Stage fandt ham på kanten af feltet, men kunne ikke overliste Vindahl, der snuppede bolden ude ved stolpen. Jonas kom til endnu en god mulighed, da han vendte god rundt og afsluttede fra venstre side, og der var i det hele taget mange gode tegn i vores offensiv.

Ankersen til 2-1
FCN havde et enkelt tilløb til noget, da bolden blev chippet ind i vores felt til Victor Jensen, som dog ikke fik kontrol over den. Til gengæld fik Ankersen og Jonas kontrol over bolden efter en times tid, da de erobrede den fra Mesik ude i siden og satte kurs ned i feltet. Jonas lagde den perfekt til rette for Ankersen, der sendte den ind forbi Vindahl, som ellers fik foden på.

Peter Ankersen


Siden stillede vi os lidt tilbage igen, og satte også Bartolec ind for Daramy med besked om at ligge lidt lavere, så vi næsten havde fem på linje i forsvaret engang imellem. Men selv om vi lod nordsjællænderne have bolden meget, kom de stadig kom de ikke til åbne chancer, selv om det af og til brændte lidt på nede i vores felt.

Et lille kvarter før tid havde Nelsson endda overskud til at støde med frem, efter at han havde brudt et FCN-opspil på egen halvdel, men Kamaldeen trådte ham hårdt over foden og indkasserede et gult kort.

Kofod trak sig fri til skud uden for feltet, men sparkede et stykke over, og tidligere havde Schjelderup heller ikke sat Grytebust på prøver, da han skruede en bold over mål fra kanten af feltet.

Sten Grytebust


Debutantens drømmetræf i sidste minut
Med tanke på, at vi nu havde været i undertal i en times tid, kontrollerede vi kampen fint, og Kaufmann kom også ind med friske kræfter til at arbejde alene oppe foran i stedet for Jonas. Og vi gravede os ikke bare ned, men prøvede hele tiden at holde spillet fremme på banen, og det lykkedes stadig fint, da uret nærmede sig de 90 minutter.

Men nej… Antman smed en bold ind i feltet på må og få, og den studsede hele vejen over i venstre side, hvor debutanten Adingra tog chancen og sparkede første gang, og han fik et drømmetræf af den anden verden og bankede bolden op i det fjerneste målhjørne.

FCK-FC Nordsjælland


Nu lugtede gæsterne løveblod og pressede hårdt på i de fire tillægsminutter, men vi stod godt imod og tillod ikke flere scoringer. Ærgrelsen var også stor nok i forvejen…

Sidste uges Derby-triumf synes pludselig meget langt væk (men ikke helt væk), og vi kunne med en sejr have reduceret afstanden til både Brøndby og AGF, som senere på aftenen delte point. Der er dog stadig 21 point at spille om, og foreløbig må vi se, om vi kan tage tre point i Herning på torsdag.