Mustapha Bundu

Kampreferat: Ikke meget at skrive hjem om

De to hold
I forhold til FC Nordsjælland-kampen for en uge siden startede Zanka, Zeca og Falk i stedet for Fischer, Daramy og Boilesen. Sidstnævnte havde karantæne, men var med i Herning og tog plads i straffeboksen sammen med Erik Sviatchenko og Sory Kaba. FCM havde i stedet Daniel Høegh og Pione Sisto med fra start.

Hektisk start
Begge hold lagde ud i et hektisk og højt tempo, der – bedømt på antallet af boldtab - til tider også var for højt. Måske var det lyden fra de ca. 4.500 tilskuere, som spillerne lige skulle vænne sig, for vi skal jo tilbage til sidste sommer, før der senest måtte være så mange til fodbold.

Jonas Wind havde et udmærket skudforsøg efter seks minutter, som desværre ramte Wilczek i ryggen, og kampens første rigtigt store chance tilfaldt også Jonas i det 16. minut. Midtjyderne fik ikke clearet et hjørne ordentligt, og Nelsson headede bolden ind foran mål, hvor Jonas i fri position headede over fra kort afstand.

Midt i 1. halvleg måtte Falk desværre udgå med en skade og blev erstattet af Mohamed Daramy, og på det tidspunkt var kampen stadig lige og jævnbyrdig. Men i det 25. minut slog midtjyderne til på en hurtig kontra. Evander sendte Brumado afsted i venstre side, hvor han løb fra Zanka ned i feltet og udplacerede Grytebust.

Brumado-mål ændrede kampen
Det burde i sig selv ikke være en gamechanger, men det blev det. Resten af halvlegen fik vi ikke sat meget spil sammen, og hver gang vi kom over midten, mistede vi hurtigt bolden. Til gengæld kom midtjyderne heller ikke til chancer, selv om de havde klart spilovertag.

Et par hårde frispark udløste advarsler til Jonas og Onyeka, og især sidstnævntes forseelse så grim ud i slow, da han stemplede hårdt ind på Wilczeks ankel i en duel midt på banen.

Bagud 0-3 efter en time
Alt for meget var foregået på Midtjyllands præmisser, men 0-1 på resultattavlen var isoleret set ikke en katastrofe, da Burchardt sendte de to hold til pause. 

Men da Anders Dreyer fik drømmetræf bare fire minutter efter pausen, fik løverne ikke lettere ved at komme tilbage i kampen. Vi clearede et midtjysk indlæg i feltet, men Zeca spillede bolden lige op i fødderne på en modstander, og da Dreyer fik bolden lidt uden for feltet, klappede han den ind via indersiden af nærmeste stolpe.

Victor Kristiansen fik en udmærket skudchance ti minutter efter pausen, da Wilczek lagde bolden til rette for ham uden for feltet, men han sendte den et stykke forbi mål. I stedet øgede Pione Sisto kort efter til 3-0, da han fra hjørnet af feltet overrumplede Grytebust med et dykkende skud.

Det lignede en afgørelse, og det var viste det sig også at være, selv om vi efterhånden fik lidt mere spil. Thorup sendte Pep Biel og Bundu på banen for Zeca og Jonas, og midt i 2. halvleg var vi tæt på en reducering, da Victor Kristiansen fandt Wilczek med et godt indlæg, som polakken headede hårdt og præcist mod mål, men Jonas Lössl reddede fornemt.

Bundu-reducering
Tyve minutter før tid lykkedes det Bundu at passere Lössl, da han mødte et Kristiansen-indlæg og sparkede bolden hårdt og fladt i netmaskerne til sin første scoring i FCK-trøjen.

Der var dog ikke optræk til yderligere reducering, før Lasse Vibe i stedet øgede til 4-1 med ti minutter igen, da Mabil spillede ham helt fri foran mål. Vibe var kort efter tæt på med en helflugter lige over mål, men det blev ved 4-1.

Ti i træk
Det var ti i træk i Herning – ni nederlag i Superligaen og et i pokalen – og da AGF samtidig slog Randers, dumpede vi ned på fjerdepladsen på dårlige målscore end århusianerne, som vi nu møder ude og hjemme i de næste to runder. Det ligner nogle meget afgørende kampe om den tredjeplads, som lige nu synes mest realistisk at koncentrere sig om nu, hvor der er syv point op til Brøndby på andenpladsen.