Jonas Wind

Kampreferat: Dejlig DERBY-sejr holder spændingen ved lige

Sikken en eftermiddag!

Meget på spil
Der var rigeligt på spil i forvejen, og spændingen steg yderligere i timerne før kampen, da FC Midtjylland spillede uafgjort mod Randers. Dermed kunne Brøndby tage førstepladsen med en sejr, men hvad vigtigere var, så kunne vi teoretisk også stadig nå at vinde guld, og vores håb blev holdt i live efter en forrygende indsats mod rivalerne fra Vestegnen.

Fans på vej til Parken


Vi startede med samme elleve som mod FC Nordsjælland, men på bænken var Nicolaj Thomsen med i stedet for Mikkel Kaufmann, mens Viktor Fischer endnu ikke var helt klar. Allerede fra start så man det kampbillede, som Brøndby nok også havde forventet, hvor vi var mest på bolden, mens de hele tiden lurede på kontraer.

Stærkt presspil fra første fløjt
De første ti minutter havde vi et par gode forsøg, først på et Ankersen-frispark som dykkede en anelse for sent og endte i nettaget, og siden på et fladt Jonas Wind-forsøg lige forbi mål.

Vores aggressive genpres fungerede godt, lige som i mandags i Farum, og Brøndby havde flere gange svært ved at spille sig ud af egen forsvarszone. Efter 13 minutter fik vi endnu en god chance til at komme i front, da Pep Biel snød to mand på kanten og sendte Ankersen til baglinjen, men han afsluttede i sidenettet – og skulle nok have spillet på tværs til en af de andre.

Minuttet efter sendte Brøndby en lille advarsel om deres foretrukne angrebsvåben, da Lasse Vigen sendte bolden forbi Sten Grytebust, men Hedlund blev dømt offside i opspillet. Minuttet efter forærede Lindstrøm dog Jonas Wind en god skudchance i Brøndby-feltet, men hans skud blev blokeret.

Jonas Wind


Foran på et selvmål
Lindstrøm svarede igen med et lumsk skud på overliggeren fra kanten af feltet, og vi skulle hen til midten af halvlegen, før vi igen fik kontrol over spillet. Igen stressede vi deres opspil med højt genpres, og vi havde også marginalerne med os, da vi kom foran i det 27. minut.

Et Boilesen-indlæg endte i udkanten af feltet hos Falk, der afsluttede – og i et forsøg på at blokere skuddet, stødte Maxsø den i stedet i mål. Og det er jo nemt at sige bagefter, at han bare skulle have ladet den gå, for bolden havde retning forbi mål.

Rasmus Falk


Godt fem minutter senere fik Stage en skade i baglåret under et aggressivt genpres, og efter et forgæves forsøg på at fortsætte, blev han erstattet af Daramy.

Udligning af Hedlund
Brøndby havde ikke haft noget siden Lindstrøms forsøg på træværket, men kom lidt længere frem på banen og fik for første gang i kampen et kortvarigt spilovertag.

Det udnyttede de til at udligne seks minutter før pausen på 1-1, da Mensah og Hedlund kombinerede i feltet og nok også var lidt heldige med, at tacklinger fra Pep Biel og Zeca sendte bolden deres vej, så Hedlund prikkede bolden i mål fra nært hold.

Vi var ikke langt fra at genskabe føringen inden pausen. Først fik Jonas Wind en god hovedstødschance efter et hurtigt ryk og indlæg fra Daramy, men presset af Jung headede han over mål fra nært hold.

Desuden havde Pep Biel et hårdt skud fra kanten af feltet, men denne gang blokerede Maxsø bolden i den rigtige retning.

Pep Biel


Solidt overtag efter pausen
Efter pausen satte vi os hurtigt på spillet igen, og Daramy skabte en stor chance til sig selv efter at have tørret Hermannsson og Bruus i feltet, men fik ikke afsluttet ordentligt. Det blev dog signalet til en øget offensiv fra vores side, og det krævede en fantomredning af Schwäbe at holde Falk fra fadet, da han snød et par forsvarere og afsluttede fladt fra kanten af feltet.

Mohamed Daramy


Jonas udnyttede VAR-straffe til Lerager
Minuttet efter headede Jonas Wind et Pep Biel-indlæg på overliggeren, mens Lerager lå og ømmede sig i udkanten af feltet, og efter et VAR-tjek fandt vi ud af hvorfor. Under det foregående hjørnespark sparkede Frendrup ham ned i et forsøg på at komme først på bolden, og Mads-Kristoffer Kristoffersen pegede på 11-meter pletten.

Endnu engang var Jonas Wind træfsikker, selv om Schwäbe gik til den rigtige side og havde fingerspidsene på det hårde, velplacerede skud.

Lukas Lerager


Kontrol over kampen
Det gav ro på vores spil, men vi fortsatte med at skubbe frem og holde spillet oppe på deres halvdel, og de var meget sjældne gæster nede i den anden ende, hvor Zanka holdt hof og styrede defensiven med ro, overblik og beslutsomhed.

Mathias Zanka


Kort før vi rundede en time fandt Jonas en skudposition i udkanten af feltet og trykkede af, men bolden strøg forbi mål. Tribunerne kogte af begejstring, og man fornemmede virkelig, at spillerne nød godt af den massive opbakning.

Midt i halvlegen stod det 18-5 i afslutninger, og dertil kom en masse gode opspil fra vores side, som ikke førte til afslutninger. Og det tredje mål var nok det eneste, der manglede denne eftermiddag, og specielt i den fase, hvor vi var markant overlegne.

Fans i Parken


I stedet fik vi den fordel, som det nogle gange er at spille 11 mod 10, da Lindstrøm sparkede Falk ned bagfra midt på banen ved nærmest at skrælle hans læg med knopperne. Som Falk selv sagde bagefter, var det egentlig en mærkelig hasarderet aktion midt på banen, når man jagter en udligning, og den kostede dyrt, for Kristoffersen trak direkte rødt.

Kort forinden havde Brøndby sendt Rosted og Pavlovic på banen og ændret fra 3-5-2 til 4-4-2, som altså nu blev en offensivspiller mindre.

I undertal fik Brøndby alligevel tilspillet sig en ganske god mulighed godt et kvarter før tid, da indskiftede Pavlovic slap fri af Nelsson i feltet, men heldigvis (for os) ramte bolden dårligt, så Grytebust stille og roligt samlede den op. Havde serberen ramt den, som vi ved han kan, kunne det godt have været en udligning…

Vi holdt dem fra chancer
Meget mere kom Brøndby ikke til, for vi sørgede stadig for at holde spillet fremme på banen, så vi aldrig kom til at stå lavt og blive presset eller give for mange dødbolde væk. Hedlund forsøgte et kontraløb, men blev indhentet af Zanka, der til tordnende jubel fra fansene pillede bolden fra svenskeren og spillede den op ad banen.

Vi satte Wilczek ind for ham, der viste sig at blive match-Wind’er, og det var endnu et signal fra Thorup: vi skal have friske folk oppe foran, så vi kan blive ved med at udfordre dem i stedet for at stå nede bagved og tage imod.

Victor Nelsson


Dommer Kristoffersen fik også travlt med kortene mod slutningen, da først Daramy og Schwäbe kom lidt op og toppes efter en duel i feltet, og siden da Corlu trak i nødbremsen på egen banehalvdel for at bremse en Ankersen-kontra samt da Zeca – i irritation over ikke at få frispark – hev Rosted i armen, da han trak forbi.

Men der skal også være tænding og gnist i et Derby med så meget på spil, og det vigtigste set med FCK-briller var, at vi heller ikke kom under pres i de fire tillægsminutter. Vi holdt klogt på bolden langt oppe på deres halvdel, og kun en enkelt gang måtte Grytebust i aktion, da et langt Hedlund-indkast blev forlænget tæt ind under mål, men nordmanden var først på bolden for næsen af sin landsmand, Rosted.

Sten Grytebust


Vi kan stadig nå det...
Med to runder igen har vi nu tre point op til Brøndby på andenpladsen og fem til FC Midtjylland på førstepladsen, så teoretisk kan vi nå at snuppe guldet, hvis alt går op i en højere enhed.

Men lad os nu bare sørge for at vinde vores to sidste kampe, og så må vi se, hvor langt det rækker!