Nicolaj Thomsen

Nicolaj Thomsen stopper i FCK

F.C. København har besluttet ikke at forlænge kontrakten med midtbanespilleren Nicolaj Thomsen, som dermed  stopper i klubben med udgangen af denne sæson.

Thomsen kom til FCK i januar 2017 og har spillet 90 kampe i den hvide trøje:

PC: Altid bidraget til holdets bedste
”Nicolaj er fortsat en rigtigt dygtig fodboldspiller, og han har været topprofessionel at have i truppen, hvor han altid bidrager til holdets bedste og altid har knoklet på, selvom det hele sikkert ikke altid har været sjovt," siger sportsdirektør Peter Christiansen.

"Han har i sin tid i klubben været uheldig med en del skader, når han var tæt på virkelig at bide sig fast i en meget hård konkurrencesituation."

Meget loyal spiller og person
"Han har både på træningsbanen og i kampe givet sig 100 procent for holdet, og han er en meget loyal spiller og person at have i truppen. Vi ønsker Nicolaj alt det bedste i fremtiden,” slutter PC.

Thomsen: Ser tilbage med glæde og stolthed
Nicolaj Thomsen kom til FCK fra franske Nantes og var blandt andet med til at vinde mesterskabet i 2019:

“Da jeg skiftede til FCK i 2017, drømte jeg om mesterskaber og magiske europæiske aftener i Parken," siger Nicolaj Thomsen.

"Jeg er dybt taknemmelig for at have fået chancen i Nordens største klub og ser med både glæde og stolthed tilbage på mine fire et halvt år i klubben."

Fantastiske øjeblikke
"At juble med Sektionen efter at have scoret i en fyldt Parken mod Brøndby. At blive dansk mester – flere gange. At spille mod de bedste hold i Europa og slå Atalanta ud over to kampe er fantastiske øjeblikke, som jeg vil bære med mig resten af livet."

“Jeg tror, de færreste fodboldspillere vil indrømme, at de ikke blev den succes, som det var håbet. Men det er desværre historien om min tid i F.C. København. Mit første år i klubben blev hæmmet af en skade. Og de sidste af manglende spilletid."

Jeg ville så gerne lykkes
"Jeg har givet mit et og alt for klubben og blev i København tiden ud, fordi jeg så gerne ville lykkes i FCK. Men det gik ikke, som jeg havde drømt om. Jeg forlader klubben som et rigere menneske og en dygtigere fodboldspiller. København har vundet mit hjerte. Og byen bliver mit hjem, når tiden som fodboldspiller rinder ud."

"Tak til alle i og omkring klubben, i høj grad også til fansene, som har været med til at gøre min tid her til noget helt specielt."

En ære at spille for FCK
"En særlig tak til alle de fantastiske fodboldspillere, jeg har fået lov at konkurrere med i FCK. Mange af dem var bedre end mig. Men jeg har nydt hvert sekund i deres selskab."

"Det har været en ære, at spille for F.C København. Jeg ønsker klubben alt det bedste,” slutter Nicolaj Thomsen.
 

- - - - -

Alle i F.C. København takker Nicolaj for hans indsats for klubben og ønsker ham alt det bedste i fremtiden.