2-2 i sæsonpremieren mod AaB
Det blev ikke den start vi havde håbet med med et uafgjort resultat i sæsonpremieren mod AaB.
De første 45 minutter var vi mest på bolden, men ingen af holdene kom til ret mange afslutninger – og alligevel fik vi to mål på to minutter. Først bragte Louka Prip gæsterne foran med et fladt spark fra spids vinkel, og kort efter chippede Wilczek elegant bolden i mål efter en fornemt firsttime-aflevering fra Falk.
Der var knap spillet to minutter af 2. halvleg, før Daramy bragte os foran. Først tvang han Rinne ud i fuld længde for at redde en afslutning, og på Ankersens efterfølgende indlæg snittede Falk bolden videre på tværs foran mål, hvor Daramy enkelt flugtede den ind.
Vi formåede dog ikke at holde fast og lukke kampen, og i stedet udlignede Kasper Kusk med 20 minutter igen, og kort efter fik Boilesen direkte rødt for en tackling med knopperne forrest midt på AaB's banehalvdel. Et surt rødt kort, hvor vi skulle til at sætte et nyt pres ind på AaB for at få den afgørende scoring.
Kamil Grabara havde et par enkelte redninger efter udvisningen uden at det dog gav vores nye målmand problemer.
Drengene kæmpede det tyve minutter hjem, hvor de også forsøgte højt pres, men det blev altså 2-2 i sæsonpremieren. Allerede på torsdag står den på en ny kamp, denne gang i Europa Conference League.