Flot sejr i Tyrkiet efter Diks og Stage mål
Det blev til et super stærkt udgangspunkt med en 2-1 sejr efter mål af Kevin Diks og Jens Stage ude over Sivasspor. Der er returkamp i Parken næste torsdag. Køb billet HER.
Det var en taktisk 1.halvleg, hvor vi sad på det meste af spillet, og fik flere gode muligheder. Efter bare fire minutter var Pep Biel tæt på at glide ind i et indlæg fra Jens Stage, men der manglede få centimeter. Sivasspor leverede dog det første skud på mål, da Olarenwaju Kayode sendte lidt af et missil på stolpen, men farligere blev tyrkerne bestemt ikke i 1.halvleg.
Til gengæld kom der gode muligheder til Jonas Wind, som først var tæt på, at sende et forlænget hjørnespark til bagerste stolpe, i nettet, og bare fem minutter senere var det Jonas Wind igen - indlæg mod bagerste stolpe, hvor han kom højest, men desværre headede bolden forbi målet.
Det betød 0-0 ved pausen.
Vi skulle kun bruge ti minutter af 2. halvleg på at bringe os foran, da Kevin Diks sørgede for 1-0 føringen. Han var først på et hjørnespark med hovedet, men det var returen, som han bankede i kassen med venstrebenet.
Tyrkerne svarede dog hurtigt tilbage med en udligningen. Angreb via deres venstreside, og et indlæg mod Leke James gav ham muligheden over to omgange, og det udnyttede den store angriber til 1-1 scoringen.
Jens Stage ville det dog anderledes, bare et minut senere i 60. minut headede han et indlæg fra Rasmus Falk i nettet. Og dermed føring på 2-1.
De sidste 15 minutter var tyrkerne der pressede på, men vi stod stærkt i defensiven og dermed blev det til en 2-1 sejr.
Nu venter der første SønderjyskE hjemme i Parken på søndag, og så om en uge er der returkamp i Parken. Der kan købes billet til begge kampe HER.