Overrækkelse af overskuddet fra Veteran Match 2020

Veteran Match vender tilbage

Efter premieren sidste år på Veteran Match i Parken, er F.C. København igen i år en del af projektet sammen med Københavns Kommune og DIF Soldaterprojekt.

Formålet er igen at få danske soldaterveteraner i job. Denne gang bliver konceptet landsdækkende med deltagelse af hele Metal Ligaen i ishockey og adskillige klubber fra 3F Superliga og NordicBet Liga, der fælles hylder de danske veteraner og sammen med kommuner, erhvervsliv og DIF soldaterprojekt sætter ind for at få skadede veteraner i job.

Det sker dels gennem netværksarrangementer, hvor veteranerne i trygge rammer mødes med erhvervslivet, dels gennem et ’match day’-arrangement, hvor de hyldes, og hvor der genereres penge til at styrke arbejdet med skadede veteraners foreningsdeltagelse.

F.C: København: En meget positiv oplevelse
I F.C. København finder det sted den 3. oktober, hvor vi møder Viborg FF i parken. Der vil også være en række andre tiltag som Veterans Run og hyldest af veteranerne.

>> Læs mere her om Veteran Run i Parken

”Det var en meget positiv oplevelse for os at være med til at starte Veteran Match op sidste år, og vi er glade for at opleve, hvordan projektet nu virkelig får vinger og bliver nationalt," siger Daniel Rommedahl, der sidder i den nationale styregruppe på vegne af F.C. København.

"Formålet er vigtigt, og vi har selv fundet en dygtig medarbejder gennem sidste års event. Nu går vi efter at bidrage til at hjælpe endnu flere ind på arbejdsmarkedet sammen med vores partnere i FCK og i Veteran Match. Vi ser meget frem til igen at være en del af projektet.”

Københavns Kommune: En stor sejr for de danske veteraner
Københavns Kommune glæder sig også over, at Veteran Match vender større og stærkere tilbage:

”Et nationalt veteranmatch-arrangement på tværs af sportsgrene, klubber og landsdele er en stor sejr for de danske veteraner," siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

"På den måde kan ledige veteraner vise deres mange gode færdigheder frem og få hjælp til at vende tilbage til et godt civilt liv."

"I Københavns Kommune ved vi allerede, via vores nuværende indsats, hvor utroligt meget veteranerne kan bidrage med, når de bliver hjulpet godt i gang med praktikker og jobåbninger. Derfor glæder jeg mig over, at endnu flere arbejdsgivere over hele landet nu kan komme i kontakt med de dygtige veteraner.”

Veteraner kom i job
Cecilia Lonning-Skovgaard var sidste år en af initiativtagerne til Veteran Match 2020 sammen med DIF Soldaterprojekt og F.C. København, som ligeledes oplevede konceptet som en stor succes.

Blandt andet lykkedes det – trods adskillige corona-benspænd – at afvikle et jobmatch-arrangement, som fik otte veteraner i gang med flexjob, virksomhedspraktik eller andre former for beskæftigelse.

DIF: Konceptet kan tages til nye højder i år
Den store opbakning og det brede setup vækker glæde i DIF.

”Veteran Match-konceptet blev skudt rigtig flot i gang sidste år, og i DIF glæder vi os over, at det kan tages til nye højder i år. Erfaringerne fra DIF Soldaterprojekt viser med al tydelighed, at netop sport og fællesskaber er vigtige virkemidler i veteranernes kamp for at vende tilbage til et godt civilt liv,” siger Frans Hammer, næstformand i DIF og medlem af styregruppen bag Veteran Match 2021.
 

Fakta om Veteran Match 2021

Formålet med Veteran Match 2021 er at hylde de danske soldaterveteraner og skabe gode rammer for at få dem ud på arbejdsmarkedet.  

Det sker dels gennem et netværksarrangement, hvor veteranerne i trygge rammer mødes med erhvervslivet, dels gennem en række match day-arrangementer i efteråret med forskellige aktiviteter, som hylder de danske veteraner.

Sammen med bl.a. salget af særlige pins går overskuddet til at styrke arbejde med skadede veteraners foreningsdeltagelse.

Bag Veteran Match 2021 står DIF, samtlige hold i Metal Ligaen, en lang række fodboldklubber fra 3F Superliga og NordicBet Liga samt en række kommuner.  

Ambitionen er, at Veteran Match bliver en fast tilbagevendende begivenhed – over hele landet og i flere sportsgrene.

Fra Metal Ligaen deltager Aalborg Pirates, Esbjerg Energy, Frederikshavn Whitehawks, Herlev Eagles, Herning Bluefox, Odense Bulldogs, Rungsted Seier Capital, Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE

Fra 3F Superligaen og NordicBet Liga deltager AaB, Brøndby IF, Esbjerg, F.C. København, FC Midtjylland, FC Nordsjælland, Lyngby Boldklub, OB, Randers FC, SønderjyskE, Vejle og Viborg FF.