William Bøving

Thorup efter 3-0 over Flora: En rigtig fin kamp

Det blev en solid 3-0-sejr i den tredje og sidste træningskamp på dansk græs, inden truppen på tirsdag flyver til Portugal og spiller tre kampe mere.

Forhåbentlig bliver det under lidt bedre vejrforhold, for selv om selve banen var fin, stod der en kraftig vind på langs ad banen. Den havde vi i ryggen i 1. halvleg, hvor alle kampens tre mål faldt.

”Vi spiller en rigtig fin kamp i dag, som jeg er godt tilfreds med,” sagde cheftræner Jess Thorup.

”Vi havde endda chancer til at lave endnu flere mål, og samtidig holder vi stort set Flora fra chancer hele kampen. Grabara havde ikke meget at lave før pausen, og Kalle har vel kun en enkelt redning på et skud her til aller sidst.”

”Så alt i alt endnu en god træningskamp, hvor vi også fik set Vavros kvaliteter i de ca. 75 minutter, han spillede, og Mukairu kom også ind til sidst og fik sine første minutter i benene hos os.”

”Nu har truppen et par fridage, og så bygger vi ellers videre på de ting, vi arbejder med, når vi kommer ned til Portugal på tirsdag,” slutter Jess Thorup.

Kampreferat
Vi satte os på spillet fra kampens start, og i det første kvarters tid havde både Roony og Bøving et par afslutninger, og som halvlegen skred frem kom vi tættere og tættere.

Den første scoring faldt kort før den halve time, da Roony tæmmede en flot fremlægning fra Khocholava, trak ind i banen og afsluttede med et fladt skud, der strejfede en ester på vej ind i netmaskerne.

Roony Bardghji


Fem minutter senere brød Victor Kristiansen igennem i venstre side, og på hans flade indlæg i feltet styrede Hussar uheldigt bolden forbi sin målmand til 2-0.

Victor Kristiansen


Yderligere nogle minutter senere fik vi igen hjælp af gæsterne, da Haraldsson slog en dødbold mod fjerneste stolpe, hvor Vavro ekspederede den ind foran mål – og måske bidrog den kraftige vind til, at Lipp styrede den skruende bold ind i eget net.

Denis Vavro


I pausen kom Kalle Johnsson, Kevin Diks og Elias Jelert ind for Grabara, Ankersen og Victor, og umiddelbart fortsatte vi, hvor vi slap før pausen med solid spildominans og et par giftige angreb, der ikke var langt fra at øge føringen yderligere.

Efter en times tid kom Flora – der spillede årets første testkamp – mere med i spillet, men vi stod meget solidt nede bagved og tillod dem aldrig at komme til noget.

Isak Jóhannesson og Orri Óskarsson kom med nogle minutters mellemrum på banen for Stage og Roony, og et kvarter før tid kom yderligere fem friske folk ind – deriblandt en uofficiel debut til Paul Mukairu på venstre kant.

Paul Mukairu


Det sidste kvarter spillede vi med Kalle – Diks, Jakobsen, Amundsen-Day, Jelert – Baldursson, Jóhannesson - Bøving, Haarbo, Mukairu – Orri. Selv Flora stadig havde bolden en del, var vi tættere på scoring, da Jelert og Mukairu kort før tid satte en god kontra op langs venstre kanten, men inde foran måtte Orri se sin afslutning blive pareret af Flora-keeperen.

Orri Óskarsson


Det blev ved 3-0 – og vi takker FC Flora for dagens match og ønsker ”god vind” hjem i aften, hvor vejrforholdene forhåbentlig ikke bliver vanskeliggør flyveturen hjem til Tallinn.