Kamil Grabara: Fra Chorzow til København
Kamil Grabara er klar til at tage hul på sin anden halvsæson som F.C. København-målmand, efter han skiftede fra Liverpool i sommerpausen.
Mange herhjemme kendte ham fra to lejeophold i AGF, men vi tog en længere snak med Grabara en aften under træningslejren i Portugal for at høre lidt mere om hans baggrund.
”Har du altid villet være målmand?”
”Ja, det har jeg. Jeg begyndte ikke som markspiller, ligesom mange andre. Jeg ville have handsker på og stå på mål.”
”Var der en bestemt målmand, du så op til dengang?”
”Vi har og har haft mange gode målmænd i Polen, men jeg har aldrig haft et decideret idol. Jeg studerede selvfølgelig de bedste i verden for at se hvad de gør og for at lære nogle teknikker, men jeg har aldrig villet være som én bestemt målmand. Jeg synes, man skal prøve at være sig selv, og så kunne det da være sjovt en dag at kunne sige, at man havde sin egen stil.”
”Du spillede på akademiet i Ruch Chorzow, inden du skiftede til Liverpool som 16-årig – hvordan kom det skifte i stand?”
”Jeg skiftede i begyndelsen af januar 2016, lige inden jeg fyldte 17 år. I efteråret 2015 stod jeg på det polske U17-landshold i en kvalifikationsgruppe til EM, og vi vandt de første to kampe, men tabte den sidste til Spanien. Vi skulle have tabt 7-1, men jeg stod en udmærket kamp, og vi tabte kun 2-1.”
”Så kom er der en del interesse for mig, men jeg mærkede ikke så meget til det selv, for de gik til min agent, men der var blandt andet henvendelser fra Manchester United og Manchester City. Og fra Liverpool, hvor deres målmandstræner, John Achterberg, var meget interesseret i at signe mig, uden at jeg først skulle til prøvetræning eller noget. Så på den måde kom det i stand, og jeg tog derover med min agent og mine forældre og skrev under efter lægetjekket.”
”Achterberg er stadigvæk i Liverpool og er en af målmandstrænerne for førsteholdet, og vi har stadig et godt forhold. Jeg har stor respekt for ham og vil altid være ham taknemmelig, for hvis det ikke havde været for ham, ville min karriere nok være gået en helt anden vej. Det er selvfølgelig kun spekulationer, men det var et kæmpe øjeblik for en dreng på knap 17 år at få den chance, jeg fik i Liverpool. Det er jeg virkelig taknemmelig for, og vi holder kontakten stadig.”
”Der må være stor konkurrence om pladserne på akademiet i en klub som Liverpool?”
”Ja, når jeg ser tilbage på det nu, hvor jeg er et andet sted i karrieren, så kan jeg godt se, at det var en sindssyg hård konkurrence, men sådan så jeg ikke på det dengang. Jeg prøvede bare at fokusere på, hvordan jeg kunne udvikle mig selv og ikke på at konkurrere med de andre."
"Mit mål var at blive bedre, og ikke at blive bedre end nogen anden bestemt person. Den tilgang til tingene fungerer godt for mig, og jeg er glad for, at jeg så sådan på det dengang, for jeg tror, det andet havde været giftigt for mig!"
"Jeg var også kun 16-17 år og kom fra et helt andet land, så det var også en slags overlevelse for mig. Og det hjalp mig, at jeg ikke var optaget af en ligegyldig konkurrence med andre, men fokuseret på mine egen udvikling. Det synes jeg er den rigtige tilgang.”
”Efter nogle år hørte vi om dig første gang i Danmark, da du blev udlejet til AGF i foråret 2019, og så fortsatte du bagefter i Huddersfield, hvor du fik mange kampe i The Championship?”
”Ja, det var lige efter U21-EM i Italien i 2019, hvor jeg stod for Polen, efter at jeg havde været udlejet til AGF. Dengang var der kun tre grupper med fire hold i slutrunden, så kun vinderne og den bedste toer gik videre. Vi slog Italien og Belgien, men tabte den afgørende kamp til Spanien og blev kun treer i gruppen, men det var en fantastisk periode. Jeg var kun 19 år, men spillede med nogen på 23, så jeg var en del yngre end de fleste.”
”Efter U21-EM var der stor interesse, og jeg havde ti forskellige tilbud at vælge mellem og valgte en lejeaftale med Huddersfield fra efteråret 2019."
"Det gik rigtig godt i Huddersfield, og jeg stod fast hele efteråret og lige indtil januar 2020, hvor vi havde en udekamp i Hull. Der kolliderede jeg med en medspiller og en Hull-angriber og gik ud som et lys og faldt direkte til jorden uden at tage for mig med hænderne.”
”Det viste sig, at jeg ikke kun havde fået en alvorlig hjernerystelse, men også et hæmatom i hjernen (bristede blodkar, en slags ”blåt mærke” i hjernen, red.) på næsten en centimeter. Og selv en millimeter kan være meget farlig!”
”Jeg kunne ikke træne i cirka to måneder, og jeg var hos mange forskellige specialister og hørte om alle de værst tænkelige scenarier, så det var ret slemt. Men jeg kom i gang igen efter omkring tre måneder, men det var så lige der, hvor corona var brudt ud. Derfor endte jeg med ikke at spille kampe i 7-8 måneder.”
”Jeg vil godt understrege, at man ikke skal have ondt af mig, for der er mange mennesker, der har større problemer her i livet. Men det var altså ikke rart at vågne op på hospitalet næste dag uden at vide hvor du var og uden at kunne huske noget fra de sidste 3-4 dage. Og jeg var 20 år og havde stået fast i The Championship, og jeg synes, at jeg spillede godt, og det hele kørte bare – og efter omkring 60 kampe på 10 måneder, så kunne jeg pludselig ikke spille i lang tid.”
”Men det er, hvad det er. Sådan er livet en gang imellem. Bedst som alt går godt, så kan du møde modgang i større eller mindre omfang og må starte om igen, men det giver også noget livserfaring. Det vil være dumt at sige, at jeg ligefrem er glad for, at det skete, men nu kan jeg som 23-årig se tilbage på, at jeg alligevel kom igennem det, og det tror jeg styrker mig i sidste ende. Jeg indså i hvert fald hurtigt, at jeg måtte ryste det af mig og komme videre, og så nytter det ikke at gå og tænke på, hvor du var et par måneder før.”
”Jeg er glad for, at jeg kom mig over det, og nu er jeg her og slås om mesterskabet og spiller europæisk fodbold. Det kunne ikke være bedre.”
”Ja, du var sidste sæson i AGF igen på en ny lejeaftale, inden det så blev en permanent aftale med FCK i sommeren 2021. Hvordan har du oplevet dit første halve år i FCK?”
”Det er et anderledes miljø end i AGF, for her er der virkelig et pres for at vinde hver eneste gang, du går på banen. Det mærker du hver dag i klubben, og det kan jeg godt lide. Det tror jeg også, at de fleste fodboldspillere gerne vil opleve.”
”Vi er det hold, der har lukket færrest mål ind i efteråret, så på det punkt er jeg godt tilfreds. Jeg er også fint tilfreds med nogle af mine kampe, men mindre med andre. Der er stadig noget at arbejde på, især den del, der handler om at sætte spillet i gang, når jeg har bolden efter en redning eller et målspark, for eksempel lange udspark. Hvis du ser vores træning, kan du selv se, hvad jeg mener… og at jeg arbejder på det for at blive bedre.”
“Du har stået 28 kampe, hvilken kamp var den bedste oplevelse for dig?”
”Det var uden tvivl 4-2-sejren i Derbyet i august. Og du kan også hurtigt få min værste oplevelse, det var at tabe 1-2 ude i Brøndby!”
”Hvis du spørger enhver af vores fans, vil de sige det samme, men selvfølgelig ser vi spillere tingene i et lidt andet perspektiv. Men når alt kommer til alt, så lever vi gennem vores følelser. Og bare fordi jeg ikke er født og opvokset i København, så er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke tager et Derby seriøst. I sidste ende spiller vi jo for fansene.”
”Hvad går gennem hovedet på dig, når du står i Parken lige før kickoff?”
”Jeg har egentlig let ved at koncentrere mig, selv om der er 20-30.000, hvilket vi jo heldigvis ofte har i Parken. Jeg har som sagt spillet en del i The Championship foran fyldte tribuner, så jeg har let ved at sætte mig op og fokusere til de kampe. Det er faktisk nemmere, end når vi spiller en udekamp med 5.000 tilskuere, hvor man som fodboldspiller lettere kan begynde at tænke på noget andet end spillet, og det er jo virkelig farligt. Dit job er at sætte dig helt op og holde fokus, uanset hvilke omgivelser du spiller i.”
”Men om jeg tænker noget specielt lige op til kampen? Næh, egentlig ikke. Under opvarmningen prøver jeg ikke at tænke på selve kampen, men bare på at få lavet en god opvarmning. Jeg har heller ikke nogen særlige ritualer og prøver i det hele taget ikke at overtænke det helt. Det synes jeg ikke hjælper mig,” slutter Kamil Grabara.
Kim Christensen har tålmodigt siddet og ventet, for der er lige et møde med gennemgang af noget video, inden Kamil kan smutte tilbage til huset på Dunas Douradas Beach Hotel, som han deler med Denis Vavro og David Khocholava.
Vi takker for en interessant samtale, og Kamil Grabara sender sit karakteristiske skæve smil: ”I just sell shit stories interesting, so they sound good.”
