Stage før forårspremieren: Vi glæder os helt vildt
På søndag går det løs igen, når der er forårspremiere i 3F Superliga hjemme mod OB kl. 18.00, og efter en hård opstart med masser af træninger og testkampe ser spillerne frem til igen at gå på banen i Parken:
”Det er det, man arbejder sig hen mod hele vinteren, og vi glæder os alle helt vildt til at komme i gang. Det er et super interessant forår, vi står foran, og vi skal komme ud med masser af energi og intensitet fra start, for det bliver helt sikkert en tæt kamp om de øverste pladser i tabellen. Vores mål er mesterskabet, og derfor skal vi også godt fra land,” siger Jens Stage, der især glæder sig til igen at spille i Parken:
Kæmpe motivation med mange tilskuere
”Jeg har fulgt med i den interesse, der har været for at komme ind til kampen - og der bliver meldt om rigtigt mange mennesker i Parken på søndag. Det giver en kæmpe motivation, at vi ved, at det bliver en flot ramme om kampen, så det er perfekt for os, at vi har den opbakning bag os til en premiere,” siger Jens Stage.
Midtbanespilleren har fået en del nye holdkammerater i vinterens transfervindue, hvor der har været tilgang af Khouma Babacar, Nicolai Jørgensen, Denis Vavro, Paul Mukairu, Akinkunmi Amoo og Mamoudou Karamoko. De har givet et godt førstehåndsindtryk:
Stærkere trup samlet set
”De er alle kommet godt ind i truppen, og de har alle kvalitet på hver deres måde. Jeg synes, at det giver os en stærkere trup samlet set, selvom vi også har mistet en topspiller i Jonas Wind. Der er selvfølgelig nogle relationer, vi skal arbejde endnu mere med, men det er virkelig dygtige spillere, der kommer til at hjælpe os i foråret og på længere sigt også,” siger Jens Stage.
Flere end 25.000 har allerede sikret sig en plads til forårspremieren, men du kan stadig finde din plads i linket herunder.