Ankersen: Skal være meget mere dominerende
Resultatet var godt, men præstationen knapt så god. Sådan lyder analysen af forårspremieren fra Peter Ankersen, der her fortæller hvad han og holdet skal arbejde på inden det går løs i næste spillerunde.
"Vi skal blive meget mere dominerende. Kampen mod OB føltes lidt som en klassisk premierekamp, hvor folk ikke ramte deres normale niveau. Jeg syntes dog, at vi formåede at holde en god koncentration rent defensivt i de perioder, hvor vi ikke havde bolden så meget og gav dem lidt for meget plads. Men ingen tvivl om, at vi skal blive bedre i boldomgangen og til at styre spillet selv meget mere. Men det skal nok komme, det er jeg overhovedet ikke i tvivl om," siger Peter Ankersen.
Flere ting at forbedre
De tre point lunede på en kold og våd aften i Parken, men der er plads til forbedring:
"Vi har en lille uge til at få finjusteret nogle ting på træningsbanen. Blandt andet skal vi have arbejdet på vores presspil, der ikke sad i skabet i søndags. Og vi fik ikke sat vores kanter så meget i scene, som vi gerne vil. Og en spiller som Roony lige foran mig er selvfølgelig afhængig af, at vi har bolden, får bygget spillet ordentligt op, og kan sætte ham i situationer, hvor han kan gøre en forskel for alvor og gøre ondt på modstanderne. Så det skal vi blive bedre til," forklarer Ankersen og fortsætter:
Glade for at give frysende fans en sejr
"Vi holder nullet og får også scoret to gange, det ene mål med lidt held, og det andet takket være et flot opspil. Så det var positivt, og vi er rigtig glade for, at vi kunne give alle vores fans en sejr - især med tanke på alle dem, der var på plads i Parken trods regn og kulde. Det var en helt utrolig kulisse at opleve i februar, og vi glæder os allerede helt vildt til næste kamp," slutter Peter Ankersen.
Fit for fight efter forskrækkelse
Den 31-årige højre back lod sig udskifte i slutminutterne efter en stempling på sin højre ankel, som han for nogle år siden kom ret alvorligt til skade med.
"Det var en lille forskrækkelse efter mine tidligere problemer, men jeg har det fint, selvom det var en grov stempling jeg fik. Men jeg skal nok være klar til kamp på søndag," slår Ankersen fast.
Søndag eftermiddag gælder det en udekamp i Viborg kl. 16.00, mens næste hjemmekamp i København er fredag den 4. marts kl. 20.00 mod Randers.