Talentafdelingen henter Galdur Gudmundsson
F.C. Københavns Talentafdeling har skrevet kontrakt med det islandske talent, Galdur Gudmundsson. Den 15-årige kantspiller tiltræder i FCK til sommer, efter han fylder 16 år til april.
Køhler: Store offensive spidskompetencer
”Galdur er et af de absolutte toptalenter i Norden i sin årgang," siger Mikkel Køhler, der er Head of Scouting and Recruitment i Talentafdelingen.
"Han har store offensive spidskompetencer, der gør, at han kan afgøre kampe. Han er hurtig, spiller med begge fødder, og så er han ikke mindst en ung mand med et meget ambitiøst mindset."
”Vi har fulgt Galdur længe og havde ham nede og træne med hos os i november, hvor han efterlod et rigtigt godt indtryk. Han har allerede erfaring på seniorniveau fra Breidablik, blandt andet mod vores hold i Portugal for nylig."
"Han har også allerede fået sin debut – og scoret – for det islandske U17-landshold, og vi henter ham i en naturlig og skarp konkurrence,” siger Mikkel Køhler.
Gudmundsson: Det helt rigtige sted for mig
Ásgeir Galdur Gudmundsson, som er hans fulde navn, er noteret for en enkelt kamp i den bedste islandske række, og han har spillet fire U17-landskampe og scoret et enkelt mål der.
”Det er en stor ære for mig, at FCK vil skrive kontrakt med mig," siger Galdur Gudmundsson.
"Jeg har haft tre rigtigt gode år i Breidablik, hvor jeg har udviklet mig godt, så det er et logisk skridt i min karriere at tage et step op, og jeg føler mig klar til det."
”Jeg er sikker på, at FCK er det helt rigtige sted for mig og min udvikling. Jeg skal arbejde hårdt sammen med mine nye holdkammerater og staben i FCK, og så vil jeg selvfølgelig jagte min drøm om at få debut i Parken på lidt længere sigt,” slutter Galdur Gudmundsson.
Spillerfakta
Navn: Ásgeir Galdur Gudmundsson
Nationalitet: Island
Født: 14. april 2006
Position: Kantspiller
Tidligere klubber: Breidablik UBK