Fem flashbacks fra FCM-kampe i Parken
I anledning af, at F.C. København i år fylder 30 år, har vi lavet fem flashbacks til nogle af vores i alt 37 hjemmekampe mod FC Midtjylland, og vi har valgt disse temaer:
• Den første
• Vores største sejr
• Rekordernes aften
• Det vilde comeback-kvarter
• Den mest målrige
Den første
Torsdag den 17. maj 2001, kl. 19.00 - 29. runde
FCK-FCM 3-0 (2-0)
12.: 1-0 Sibusiso Zuma
15.: 2-0 Jacob Laursen, str. (14. minut?)
87.: 3-0 Heine Fernandez
19.415 tilskuere
De nyoprykkede midtjyder lå et par uger inden kampen på den førsteplads i Superligaen, som vi indædt jagtede efter en sløj sæsonstart under Roy Hodgsons ledelse, men de havde tabt pusten og var uden sejr i tre kampe.
Vi tromlede til gengæld derudaf og havde kun tabt én ud af 23 Superligakampe (det var i Viborg), og inden kampen i Parken så tabellen således ud:
1. Brøndby 51 p. (+30)
2. F.C. København 50 p. (+19)
3. Silkeborg 50 p. (+13)
4. FC Midtjylland 48 p. (+9)
Det var et turbulent FCK-forår, hvor Ståles hjerteanfald på træningsbanen i marts havde sendt chokbølger gennem hele klubben. Blandt de positive begivenheder, som fyldte en del uden for banen, var Parkens afholdelse af det internationale Melodi Grand Prix (tak til Brødrene Olsen), som imidlertid også betød, at vi valgte at spille en hjemmekamp ude på Vestegnen den 6. maj.
Derfor føltes det ekstra dejligt at være tilbage i Parken, og efter et kvarter var glæden bestemt ikke mindre.
Vi havde regulært kørt midtjyderne ud af banen og førte 2-0 på mål af Sibusiso Zuma og Jacob Laursen på et straffe begået mod Todi Jónsson. Siden kontrollerede vi kampen fuldstændig og gav dem ikke chancer til at komme tilbage, og kort før tid headede indskiftede Heine Fernandez bolden ind til 3-0.
Dermed tog vi endnu et vigtigt skridt mod det, som jo endte med guld og glade dage – mens de midtjyske oprykkere kun vandt én af deres sidste fire kampe og endte på fjerdepladsen i deres debutsæson.
Vores største sejr
Søndag den 13. marts 2005, kl. 15.00 - 19. runde
FCK-FCM 4-0 (2-0)
19.: 1-0 Bo Svensson
31.: 2-0 Magne Hoseth
50.: 3-0 Michael Silberbauer
86.: 4-0 Michael Silberbauer
20.607 tilskuere
Det var forårspremieren i Superligaen, og der skulle masser af point på kontoen for de forfølgere, der skulle gøre sig håb om at hente Brøndby i de sidste 15 runder, for inden kampen var stillingen:
1. Brøndby 44 p. (+21)
2. FC Midtjylland 33 p. (+1)
3. OB 30 p. (+18)
4. F.C. København 30 p. (+6)
5. Viborg FF 30 p. (+4)
Vi satte os tidligt på kampen og havde måske også fordel af at have spillet fire Royal League-kampe og en pokalkamp mod Fremad Amager.
Anfører Bo Svensson headede os i front på en returbold fra stolpen efter hjørne, og inden pausen hamrede Magne Hoseth et fornemt Silberbauer-indlæg i nettet med en smuk firsttimer.
Det var kattens leg med musen – eller løvens leg med ulven, som vores kampreferent formulerede det – og kort efter pausen øgede den storspillende Silberbauer selv til 3-0, Kort før tid blev han dobbelt målscorer, da han på en Santos-stikning lobbede bolden ind til 4-0.
Rekordernes aften
Torsdag den 19. maj 2011, kl. 20.00 - 31. runde
FCK-FCM 5-2 (2-1)
16.: 0-1 Martin Albrechtsen
27.: 1-1 Dame N’Doye
31.: 2-1 Dame N’Doye
57.: 3-1 Christian Bolaños
64.: 3-2 Mads Albæk
71.: 4-2 Dame N’Doye
83.: 5-2 César Santin
17.101 tilskuere
10/11-sæsonen var på mange måder en rekordsæson, og denne kamp bidrog flot. Mesterskabet var for længst sikret, og med tre runder igen var stillingen inden kampen:
1. F.C. København 78 p. (+49)
2. OB 52 p. (+13)
3. Brøndby 47 p. (+11)
4. FC Midtjylland 47 p. (+8)
Dels vandt vi for 12. gang i træk på hjemmebane, hvilket var rekord for den bedste række i Danmarksturneringen, også før Superligaen.
Dels tangerede vi rekorden for flest Superliga-sejre på en sæson (24 ud af 33) og satte ny Superliga-pointrekord i en sæson med 78,. Desuden var vi sikre på at slutte sæsonen med det hidtil største pointforspring til nr. 2.
Efter FCM kom foran var der en del spilafbrydelser, da først Antonsson blev skadet og siden N’Doye, men sidstnævnte kunne heldigvis fortsætte. Omkring den halve time vendte han kampen med to hurtige scoringer og grundlagde sit første FCK-hattrick, som blev en realitet 20 minutter før tid. Dermed nåede senegaleseren op på 25 Superligamål i sæsonen.
N’Doye lagde også op til sin angrebsmakkers 3-1-mål, men det var for en gangs skyld ikke Santin, men Bolaños, der lå oppe foran med N'Doye, mens Claudemir spillede højre kant.
Santin kom ind efter en time og kom også på tavlen til sidst, da vi kørte en 5-2-sejr hjem i en forrygende festforestilling foran det begejstrede hjemmepublikum.
Det vilde comeback-kvarter
Søndag den 15. juli 2012, kl. 19.00 – 1. runde
FCK-FCM 4-2 (0-1)
9.: 0-1 Sylvester Igboun
54.: 0-2 Tim Janssen
75.: 1-2 César Santin
78.: 2-2 Andreas Cornelius
86.: 3-2 Bryan Oviedo
90.: 4-2 César Santin
10.806 tilskuere
Det var en vild sæsonpremiere under vores nye cheftræner, Ariël Jacobs!
Efter en forfærdelig times spil var vi bagud 0-2, da Andreas Cornelius og debutanten Nicolai Jørgensen kom på banen i et håb om, at vi i det mindste kunne få en afslutning på mål... Det fik vi også fra Claudemir, men 20 minutter før tid fik han rødt kort for at stikke panden for langt frem efter en duel med Tim Janssen.
Nu så det virkelig sort ud, men sært nok blev det optakten til et af vores vildeste comebacks, selv om Sylvester Igboun først lige havde et skud på ydersiden af stolpen.
Efter et kvarter chippede Santin bolden over Jonas Lössl, og kort efter udlignede Corner på en returbold, efter gæsterne havde reddet et Santin-forsøg på målstregen.
Nu kogte Parken for alvor, og da Sviatchenko fik sit andet gule kort, lugtede vi mere end bare det ene point. Kort før tid hamrede Oviedo en returbold ind til 3-2, efter at Santin var spillet fri med Lössl. Og da midtjyderne nu satsede hele butikken, fik vi plads til en kontra langt inde i tillægstiden, hvor Oviedo spillede Santin fri til 4-2-målet.
Selv i dag virker det helt surrealistisk, men det blev starten på et fantastisk efterår, hvor vi kun tabte én enkelt Superligakamp (i Horsens) – og hvor Corner og Nicolai for alvor førte sig frem som byens nye ”Young Guns”, der smadrede alt og alle, så vi i foråret sikrede guldet allerede i fjerdesidste spillerunde.
Den mest målrige
Søndag den 1. maj 2016, kl. 18.00 - 27. runde
FCK-FCM 5-3 (2-0)
5.: 1-0 Thomas Delaney
9.: 2-0 Federico Santander
51.: 2-1 Martin Pusic
51.: 3-1 Benjamin Verbic
60.: 3-2 Jakob Poulsen
78.: 4-2 Nicolai Jørgensen, str.
82.: 4-3 Jakob Poulsen
85.: 5-3 Nicolai Jørgensen
18.089 tilskuere
Med syv runder igen kunne det stadig gå galt, men tabellen så godt ud – og kunne vi besejre midtjyderne, skulle de hente otte point på seks kampe, for inden kampen så stillingen således ud:
1. F.C. København 53 p. (+25)
2. SønderjyskE 46 p. (+13)
3. FC Midtjylland 45 p. (+18)
Det blev en særdeles underholdende aften i Parken, hvor vi fire gange førte med to mål, men de tre første gange reducerede Jess Thorups midtjyske mandskab.
Vores første to-måls-føring skabte vi i de første ti minutter på hovedstødsmål af Delaney og Santander, og vi kunne let have gået til pause med en føring på tre-fire mål.
Efter Pusics reducering efter pausen, øgede Verbic i samme minut, men da Jakob Poulsen efter en time reducerede til 2-3 på langskud, gik der ubehageligt lang tid, før vi udbyggede føringen – og det nåede lige at blive lidt nervøst engang, inden Toutouh fremtvang et straffe, som Nicolai udnyttede. Selvfølgelig – otte ud af otte er jo hans FCK-trackrecord fra 11-meter pletten.
Jakob Poulsen insisterede på at skabe ny spænding og reducerede på en dødbold, men Nicolai ville også være dobbelt målsorer og bankede 5-3-målet ind, og nu kunne midtjyderne ikke svare igen.
Sejren over FC Midtjylland - i det mest målrige opgør mellem de to klubber - var endnu et stort skridt mod guldet, men vi ventede med at sikre det til 30. runde, hvor vi slog FC Nordsjælland 2-0 i Parken på to mål af Santander.