Jess Thorup

Thorup før FCM: Det bliver en fed og intens kamp

”Det er jo en fed kamp for alle, der følger F.C. København, uanset om det er fans, spillere, stab eller teamet i Parken!"

Sådan lyder det fra cheftræner Jess Thorup, der sammen med holdet ser meget frem til søndagens store kamp, når vi tager mod FC Midtjylland i Parken.

Stemning på internationalt niveau
Interessen for kampen er massiv, og på banen er det 3F Superligaens to stærkeste mandskaber, der skal i direkte duel.

"Vi glæder os alle sammen meget, ikke mindst fordi vi kan se frem til igen at opleve et fyldt Parken med en stemning på internationalt niveau,” siger Jess Thorup, der sammen med holdet kommer med syv Superliga-sejre på stribe.

Stadig plads til forbedring
”Det har selvfølgelig givet os et stærkt boost og en god tro på, at vi har fat i den lange ende."

"Når det er sagt, så har vi ikke været tilfredse med alle aspekter i vores spil. Defensivt har det været på meget højt niveau af hele holdet, mens vi føler, at vi stadig skal gøre det bedre offensivt i større perioder af kampene."

"Det skal vi forsøge at forløse igen søndag mod FC Midtjylland,” siger Jess Thorup.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Træning på Nummer 10


Stor kamp om pladserne
Han har har haft næsten hele truppen på træningsbanen denne uge, undtagen langtidsskadede Zeca og Valdemar Lund:

”Jeg har virkelig nydt vores træninger denne uge," siger Thorup.

"Der har været masser af intensitet, og vi har virkelig oplevet en trup, hvor alle vil byde sig til, og hvor der er stor kamp om pladserne."

Handler ikke kun om de 11, der starter
"Det er sådan, det skal være i FCK, og så er det vores opgave som trænere at finde den rigtige konstellation fra start. Men også at vælge de alternativer, vi skal have i løbet af kampen."

"Vi har en bred trup, og det handler langt fra kun om de 11, der starter, men også om at have muligheder i løbet af kampen. Det har vi i høj grad,” slutter Jess Thorup.

>> Du kan stadig finde pladser til FCM-braget fra 125 kr.