Kampreferat: Spændingen er intakt

Spændingen er intakt!

Vinder vi også de to sidste kampe, er vi danske mestre, og det gjorde vi os fortjent til med en af sæsonens allerbedste præstationer.

Det var også nødvendigt mod et stærkt Silkeborg-hold, som kom med seks sejre i træk og spiller noget af det bedst og mest interessante fodbold herhjemme i øjeblikket.

Unge løver i aktion
Ud over ”langtidsskadede” Zeca, Victor K og Amoo manglede vi også Khocholava, Stage, Nicolai J og karantæneramte Diks. Trænerteamet smed derfor tre unge på lige over eller under 19 år ind fra start i en af sæsonens vigtigste kampe. Og ja, de er alle vigtige, men med et pointtab i dag kunne FCM i stedet selv afgøre mesterskabet.

Elias Jelert og Ísak Jóhannesson var startet inde i Superligaen én gang før, mens Hákon Arnar Haraldsson havde tre starter bag sig, bl.a. to mod Silkeborg. Men de kom også med værdifuld Conference League-erfaring, så var det næppe tilfældigt, at især de tre lyste op på Parkens grønne græsplæne. Den stod i øvrigt forholdsvis pænt, så det var ikke alle omverdenens bekymringer, der gik i opfyldelse – til glæde for nogen og ærgrelse for andre.

Fantastisk stemning - fantastisk start
Spillerne gik på banen til et bragende bifald fra de 22.876 tilskuere, der ligesom spillerne ikke havde glemt søndagens Derby-dukkert, men formåede at lægge den bag og i stedet give alt hvad de havde for en sejr.

Vi fik en fantastisk start på kampen, da Ísak allerede efter 80 sekunder udplacerede Nicolai Larsen efter en frispilning fra Victor Claesson.

Men opspillet begyndte med en fantastisk langt skift fra 100-kamps jubilaren Denis Vavro til Claesson ude på kanten og et godt genpres fra Lerager, da vi i første omgang mistede bolden i opspillet.

Og bare 15 sekunder efter at Silkeborg gav bolden op igen, smed Lucas Engel bolden væk, så Pep Biel fik en skudchance på kanten af feltet, men ikke fik skruet den hårdt og langt nok forbi keeperen.

Jo, der var løver i hvidt her og der og allevegne, og hele Parken kogte af begejstring over den energi, vi lagde for dagen i presspillet, og det mod, som vi havde med bolden.

Løver i fuld kontrol
I det 11. minut var vi tæt på 2-0, da Pep Biel slog et indlæg til bageste stolpe, hvor Claesson afsluttede, men fra en svær og spids vinkel og forbi. Ellers forløb det næste kvarter uden de store chancer, men med os i total kontrol.

Silkeborg fik ikke lov at komme i gang med deres eget spil og slet ikke til at sætte de offensive spilmønstre, som de ellers mestrer så fornemt.

Kort før den halve time smed Joel Felix en nem bold lige op til Lerager, og det kunne være blevet rigtig farligt, hvis Hákon eller Pep Biel havde fået fat i hans aflevering, men det endte med et Claesson-skud over mål.

Felix fik kort efter en kraftig skuldertackling af Vavro nede i det ene hjørne, men den stærke slovak slap med en påtale fra både dommer Maae - og fra Falk, som måske mindede Vavro om den karantænefare, som både han, Boilesen, Ankersen og Pep Biel havde hængende over hovedet.

Da vi gik til pause, kunne vi se tilbage på en fantastisk gennemført 1. halvleg, og skal man kritisere noget, så skulle det da lige være, at vi ikke var kommet til flere chancer, sådan som vi havde spillet ligaens nr. 3 af brættet.

Fortsat dominans efter pausen
Kent Nielsen reagerede også ved at skifte to mand i pausen, men allerede i første minut viste vi tænder. Først var det lige før, at Claesson kunne sætte hovedet på et Ankersen-indlæg i fri position, og dernæst fik Lerager ikke rent træf på den returbold, Hákon snittede bagud til ham.

Så var linjen lagt, og vi fortsatte hvor vi slap før pausen med enorm energi og løbevilje, så vi stadig dominerede spillet fuldstændig. Når Silkeborg endelig havde bolden i lidt længere perioder ad gangen, så tillod vi dem ikke at komme op i feltet og blive farlige.

Og hvor var det f.eks. fedt at se en spiller som Elias Jelert, der konstant udfordrede op langs venstre kanten, og som også gerne viste temperament, når han følte sig uretfærdigt behandlet af modstander eller dommer. Man skal ikke finde sig i noget, selv om man kun er en 18-årig U19-spiller!

Vigtigt 2-0-mål
Vi sad og stod egentlig bare på tribunerne og savnede det andet mål, der kunne give lidt mere ro på nerverne, og det kom nærmest som på bestilling, da der var spillet en times tid.

Det blev i øvrigt netop sat op af Jelert og Hákon, inden Ankersen spillede Ísak helt fri midt for tomt mål, så islændingen let kunne sparke bolden ind. Umiddelbart frygtede alle københavnere en offside, men linjedommeren vinkede ikke, og VAR-vognen fandt den heller ikke.

"Den farlige føring"
Her bliver vi så nødt til at finde ”den farlige føring” frem fra floskelskuffen, for nu skete der noget med begge hold. Ikke fra det ene minut til det andet, men alligevel…

Efter målet havde Silkeborg bolden de næste 3-4 minutter, kun afbrudt af et enkelt FCK-opspil, hvor de generobrede, og i det 63. minut fik de deres hidtil største (og reelt første) chance i kampen, da Gojani afsluttede fra spids vinkel i venstre side af feltet, men forbi fjerneste stolpe.

Midt i halvlegen kom Mukairu ind for Ísak på højre kant, og Bøving kom ind for Pep Biel og overtog venstre kant, mens Claesson rykkede ind i midten.

Tengstedt lavede en Pep Biel
Silkeborg var nu mere og mere på bolden, men vi stod godt og solidt og tillod dem ikke at komme op på den sidste tredjedel og spille. Men så… med et kvarter igen, bedst som man sad og tænkte, at denne gang kører vi den sikkert hjem, så lavede indskiftede Søren Tengstedt det, der på F.C. Københavnsk hedder en ”Pep Biel”.

Nærmest ud af ingenting tog Tengstedt (en nevø til vores tidligere angriber i 90'erne, René Tengstedt) et træk på kanten af feltet i højre side og hamrede bolden med venstre op i det fjerneste målhjørne. Et virkelig flot mål, og lige hvad Silkeborg havde brug for, når de nu havde meget svært ved at spille sig igennem til noget.

Hvis ikke kampen havde ændret sig efter 2-0-målet, så gjorde den det i hvert fald nu. Kent Nielsen smed straks friske folk ind, mens Babacar afløste en dødtræk Claesson.

Silkeborg ejede nu bolden i hovedparten af tiden og uden at stresse og forcere noget, så spillede de den tålmodigt rundt på vores halvdel, mens vi stod lavt og forsvarede os. Fodbold er også et mentalt spil, og det var altså kun tre dage siden, vi havde smidt en tilsyneladende sikker og velfortjent sejr i tillægstiden – nu stod vi over for et markant bedre fodboldhold, og der var et kvarter igen!

Det holdt - men det holdt hårdt
I kender svaret, når I læser disse linjer, men uha… det var nervøst, febrilsk og ulideligt spændende at overvære. Vi manglede enten modet eller kræfterne til at holde i bolden og flytte spillet frem, og vi havde dumme boldtab, som man ikke har brug for i en hektisk slutfase.

Tiden sneglede sig forfærdelig langsomt afsted, men til vores ros skal det siges, at de kom stadig ikke til chancer – først langt inde i de fem minutters tillægstid var det LIGE ved at gå galt (igen). Med en Tengstedt-hælaflevering forbi både Jelert og indskiftede Karamoko slap Carstensen helt fri i højre side, og på hans indlæg headede Joel Felix lige over Grabaras mål!

Kampen endte med et ærgerligt gult kort til Boilesen for tidsudtræk ved et indkast, og det sender ham i karantæne på søndag i Randers, hvor Diks også stadig er ude.

Men i dag løste vi også opgaven uden en række normale stamspillere, og for første gang i en måneds tid var der virkelig meget positivt og opløftende at tage med i både det defensive og offensive spil.

Det lover godt – men uha… det bliver spændende ti dage. Alle mand til Randers – og alle mand i Parken den 22. maj!