Kampreferat: Stor præstation under stort pres

De to hold
Vi stillede samme hold som mod Silkeborg i onsdags, bortset fra at Khocholava afløste karantæneramte Boilesen. Randers havde Odey tilbage fra karantæne og desuden startede Hugo Andersson i stedet for karantæneramte Simon Graves. Diks havde også stadig med karantæne, men Stage var klar igen og med i bturrotruppen, men blev sorteret fra som "19. mand".

Der var fuld volume på den fyldte endetribune med 2.4000 hvidklædte og feststemte FCK-fans, men nede på banen var vi længe om at finde formen. Randers kom klart nemlig bedst i gang med kampen, mens vi ikke var sikre nok i boldomgangen og hele tiden kom på bagkant.

 

Randers bedst det første kvarter
De havde også chancerne til at bringe sig foran, da Kehinde skød lige over mål i det 4. minut, og Jakob Ankersen afsluttede tæt forbi den ene stolpe i det 12. minut. Men den største tilfaldt Hammershøy-Mistrati i det 14. minut, da han tæt under mål prikkede bolden forbi mål, efter Odey havde lagt den fornemt på tværs efter et indlæg fra kanten.

Mange af Randers’ giftige angreb kom efter københavnske boldtab rundt om på banen, men efter det første kvarter arbejdede vi os ind i kampen og begyndte vi at finde rytmen. Da havde Vavro også lige sendt et hårdt frispark fladt forbi mål, men Patrick Carlgren var nede efter den.

FCK-chancer på samlebånd
Frem mod den halve time blev vi bedre og bedre og havde et par fine kontramuligheder, og i det sidste kvarter før pausen skabte vi store chancer på samlebånd.

Først gik de islandske vulkaner i udbrud, da Hákon med en fornem aflevering spillede Ísak fri i feltet, men han fik ikke bolden forbi Carlgren.

Tre minutter efter headede Ísak et Pep Biel-indlæg ned til Viktor Claesson, som kastede sig ned og afsluttede halvanden meter fra mål, men Carlgren stak benet ud og præsterede en fantastisk refleksredning.

Nu var de virkelig under pres, og Hugo Andersson fik gult kort for ulovligt at bremse Claesson i en kontra – præcis som Piesinger nok burde have haft det tidligere, da han lavede nogenlunde samme nummer.

To minutter før pausen var det igen tæt på en pauseføring, da Falk spillede Ankersen fri i feltet, men igen fik Carlgren en fod på, så bolden strøg forbi fjerneste stolpe.

Først i de sidste minutter af halvlegen kom Randers op i den anden ende igen og slog et par indlæg, som Vavro dog pandede langt væk, men ellers havde de intet haft siden deres gode indledning på kampen.

Vi indledte ikke 2. halvleg lige så overbevisende, som vi afsluttede 1. halvleg, men havde stadig udmærket kontrol over kampen. Randers var dog i en periode godt med i kampen, men uden at sætte Grabara på nævneværdige prøver.

Vigtige første mål efter en time
Efter en times spil tog kampen den drejning, vi drømte om. Falk så, at Hákon tog det helt rigtige løb ned mod feltet og fandt ham med en præcis aflevering, så islændingen tæmmede på fornem vis, inden han iskoldt udplacerede Carlgren ved at placere bolden oppe i det ene målhjørne.

Et meget, meget flot mål – især også i betragtning af det enorme pres, som spillerne var under for at vinde igen i dag.

Og presset blev ikke mindre, for Randers svarede igen med et kraftigt pres, hvilket til gengæld gav plads til kontraløb – og midt i halvlegen fik Hákon en flot bold i dybden, men vinklen var svær, så han prøvede at spille på tværs til Ísak, men afleveringen nåede ikke frem.

Grabara reddede straffe
Men efter 71 minutter kom vi for alvor under pres, for da Vavro ville tackle i udkanten af feltet, ramte han indskiftede Filip Bundgaard og ikke bolden, og efter et VAR-tjek pegede dommer Putros selvfølgelig på straffesparkspletten.

Stephen Odey gik til bolden, men Grabara gik til den rigtige side og reddede!

Minuttet efter var Claesson tæt på at score i den anden ende, da han blev spillet i højre side af feltet af Mukairu, der var kommet ind for Ísak, men han afsluttede tæt forbi den fjerneste stolpe.

Suveræn opbakning (igen)
Med over et kvarter igen kunne der stadig nå at ske meget, men vi kæmpede virkelig forbilledligt om alle bolde – opildnet af den suveræne opbakning fra fansene nede bag Grabara, der for alvor var begyndt at lugte guld efter polakkens straffe-redning.

Holdet skal virkelig roses for at holde hovederne kolde og sørge for, at vi ikke kom under det pres, som vi har set lidt for mange gange før i sæsonen, og hvor det enten har kostet baglænsmål eller været tæt på. Vi behøver bare tænke en uge tilbage…

Alligevel synes man jo altid, at tiden snegler sig afsted, når der er så meget på spil, men vi havde modet og kvaliteten til at holde i bolden og spille den rundt oppe på deres halvdel, og så havde vi jo – trods de mange afbud – også kvalitet på bænken.

Fem minutter før tid kom Bøving og Babacar således ind for Pep Biel og Hákon, og minsandten om ikke vi igen fik en scoring fra bænken.

Et minut inde i de fem minutters tillægstid pressede Bøving højt på Klysner og stjal bolden fra ham nede i hjørnet og satte straks kursen ind mod mål. Efter en fræk dribling spillede han Babacar, som rutineret lod bolden rulle et par meter, inden han trillede den ind ved stolpen til 2-0.

Så blev der ellers jublet til den store guldmedalje, som med stor sandsynlighed bliver hængt om halsen på spillerne i Parken om en uge.

Ellers skal det gå grueligt galt, for vi har seks points forspring til FC Midtjylland, der mangler at spille to kampe – og vores målscore er lige nu 12 mål bedre. Og vinder de ikke mandag aften i Silkeborg, så er matematikken på plads, og festen kan for alvor begynde!