Hákon Arnar Haraldsson

Det 14. mesterskab på 30 sæsoner

GULDET ER HJEMME I HOVEDSTADEN

Med en 3-0-sejr over AaB sikrede vi definitivt det danske mesterskab - nummer 14 i de 30 sæsoner, vi har spillet Superliga siden sommeren 1992!

I det 8. minut sendte Hákon Arnar Haraldsson os på vinderkurs, da Viktor Claesson spillede ham fri efter et fantastisk kontraangreb, der begyndte helt nede hos Elias Jelert.

Da var festen på tribunerne for længst i gang, og hvis nogen F.C. Københavnere sad med en lille smule tvivl om guldet, så skjulte de det godt.

>> Bliv klædt på til guld i Fanshoppen

Vi dominerede fuldstændig 1. halvleg, hvor AaB ikke var i nærheden af at skabe noget - indtil et par minutter inden pausen, hvor de havde et godt langskud og et skud på overliggeren!

For en sikkerheds skyld svarede vi igen i tillægstiden med en fuldstændig forrygende inderside-flugter af Lukas Lerager på et præcis Ankersen-skift til fjerneste stolpe.

Ísak Jóhannesson øgede til 3-0 i det 53. minut, efter Rinne halvklarede et forsøg fra Pep Biel, og godt et kvarter tid fik vi endnu en islænding på banen, da 17-årige Orri Óskarsson kom ind til sin debut. Han afløste Haraldsson, mens Bøving også kom ind for Pep Biel, og tidligere havde Mukairu afløst Falk.

Spændingen var for længst forduftet, mens guldfeberen bredte sig på tribunerne og sejren blev kørt hjem i mesterskabsstil.

Tak for en helt fantastisk opbakning gennem hele sæsonen - vi glæder os allerede til næste sæson, men først: GOD GULDFEST, F.C. KØBENHAVNERE!