Kampreferat: Ingen slinger i guldvalsen

Højeste Superliga-tilskuertal siden ombygningen
Hvis der bare var den mindste tvivl om mesterskabet inden kampen – og det var der jo langt ude i teorien – så blev den hurtigt fejet af banen, da vi fra første fløjt fejede AaB ud af banen foran 35.463 tilskuere.

Det højeste tilskuertal til en Superligakamp siden sæsonafslutningen i 2006 og dermed også efter Parkens nye D-tribune reduceret reducerede kapaciteten i 2009.

Vi kunne være blevet mestre allerede mandag aften, hvis FC Midtjylland ikke havde vundet i Silkeborg, men med tre points forspring og en målforskel, der var ni mål bedre end deres, så skulle det gå meget galt, hvis ikke guldet skulle hjem til Hovedstaden.

Hyldest inden kampen
Vavro og Khocholava var i karantæne, mens Diks og Boilesen havde udstået deres og udgjorde et hollandsktalende centerforsvar, mens der var genvalg til de øvrige fra Randers-kampen for en uge siden. Dog med Claesson som 10’er bag Pep Biel og Haraldsson på venstre kant. AaB havde tre mand i karantæne og gik over i en 4-3-2-1-formation.

Inden kickoff blev vores nybagte U19-mestre hyldet på banen, og vi tog afsked med Bryan Oviedo, Andri Baldursson, Mikael Antonsson og Per Wind, ligesom Pep Biel fik overrakt hele tre priser fra Fanklubben, Spillerforeningen og Divisionsforeningen.

Islandsk sambadans fyrede op under festen
Under øredøvende opbakning fra fansene buldrede vi derudaf og tog teten allerede i det 8. minut efter en mønsterkontra nede fra vores ene hjørne. Jelert søgte derned med bolden efter et AaB-hjørne og spillede fornemt op til Pep Biel, der sendte Hákon Haraldsson afsted i en 4-mod-4-kontra. Claesson fik den og spillede perfekt tilbage til Hákon, der lagde bolden behersket forbi Jacob Rinne.

Et meget flot mål i højeste kontraklasse, og det fyrede selvfølgelig yderligere op under festen på tribunerne, mens Hákon og barndomsvennen Ísak Jóhannesson fejrede scoringen med lidt sambadans med vuggende hofter. På en dag som denne udlægger vi det gerne som et diskret hint om, at islændinge p.t. performer bedre end brasilianere her på vores breddegrader.

Badedyrene blev luftet
Nogle minutter efter målet gik den traditionelle badedyrstifo i luften, og Mikkel Redder valgte at stoppe spillet et par minutter, hvorefter vi fortsatte, hvor vi slap. Eller rettere fortsatte, hvor vi holdt fast, for efter målet satte vi os totalt på kampen.

AaB, som havde fjerdepladsen at kæmpe for, var meget passive statister i den københavnske boldomgang, og havde stort set intet offensivt i de første 40 minutter.

Det var dog heller ikke fordi, at vi vadede i chancer, og da Pep Biel kort før den halve time var tæt på at øge, kom det igen efter en kontra, hvor to AaB’ere gik helt galt af en Jelert-fremlægning omkring midten. Ankersen sendte Pep godt afsted i feltet, men han afsluttede lige på Rinne.

AaB-chancer midt i ensidig FCK-forestilling
Ellers forsvarede AaB sig udmærket i den ensidige FCK-forestilling, hvor der først for alvor skete noget i de sidste fem minutter før pausen.

Først viste AaB tænder for en stund, da Oliver Ross først tvang Grabara til en redning på et udmærket langskud, og Kasper Høgh kort efter blev spillet fri i højre side af feltet og hamrede bolden på overliggeren.

Lerager VILLE på tavlen
Men i badedyrs-tillægstiden virkede disse ”ud-af-ingenting-chancer” som et signal til, at vi hellere lige måtte sætte dem på plads inden pausen. Rinne var dog ikke helt med på planen og leverede en nærmest mirakuløs refleksredning på et hårdt Lerager-hovedstød fra få meters afstand.

Det skal være løgn, tænkte Lukas, der så sent som dagen før havde udskiftet sin lejeaftale med en permanent kontrakt. På det efterfølgende hjørne lagde Pep Biel bolden kort tilbage til Ankersen, der slog den til modsatte stolpe, og her fik Lukas plads til at gå i position, følge boldens bane, studere omgivelserne og indstille sigtekornet på det fjerne målhjørne, og bang – så flugtede han hårdt og behersket bolden ind til 2-0 med endnu en meget, meget flot scoring.

Ísaks tredje mål i tre kampe
Otte minutter efter pausen viste vi igen, hvordan vi med få og enkle midler kunne skære os gennem AaB-kæderne som en kniv gennem blødt smør. Fra Boilesen til Falk til Lerager til Hákon, og så blev Pep Biel spillet fri, men med tre AaB’ere omkring sig, skulle han nok have lagt den ud til en af siderne, men blev i stedet grebet ud af Rinne.

Karakteristisk for kampen, så generobrede Lerager med det samme, da de forsøgte at bygge op, og så gik vi til angreb igen. Hákon og Claesson kombinerede kvikt og præcist i mellemrummet og svenskeren spillede igen Pep fri i feltet. Denne gang halvklarede Rinne kun, og Ísak Jóhannesson gjorde arbejdet færdigt med sit tredje mål i de tre seneste og afgørende sejre over Silkeborg, Randers og AaB.

Hvilket punktum for det unge stortalent, der uden antydning af brok har spillet fire U19-kampe i foråret for at holde kampformen ved lige, mens andre stod foran ham i køen til startpladser på førsteholdet – og i den grad grebet chancen, når han fik den.

En halv time med flere chancer
Efter en time blev Falk - der faktisk var lidt tvivlsom op til kampen, men insisterede på at gøre arbejdet færdigt – udskiftet med Paul Mukairu, og AaB’s indskiftede Louka Prip satte en enkelt gang Grabara på prøve med et godt langskud, som polakken for en sikkerheds skyld viftede over mål.

Men spænding var der naturligvis aldrig tale om, hverken om kampen eller om mesterskabet, så nu skulle tiden bare gå, så festen for alvor kunne begynde.

Godt et kvarter før tid gav vi debut til Orri Óskarsson, som i to sæsoner har scoret mål på samlebånd for først U17’s mesterhold og siden U19’s. Med skader til både Babacar, Karamoko og Nicolai Jørgensen var der blevet plads til den 17-årige islænding i truppen, og han afløste Pep Biel oppe foran, mens Bøving kom ind for Hákon.

Det blev ikke til flere mål, selv om Lerager havde en stor hovedstødschance, som Rinne igen reddede mesterligt, også selv flaget bagefter gik for offside.

Jerngreb om kampen
Både Bøving og Mukairu var ved at komme fri til skud i feltet, men AaB-forsvaret afværgede begge gange. Orri blev også spillet fint fri i feltet af Ankersen, men Rinne kom hurtigt ud og generede ham så meget, at islændingen lobbede bolden forbi mål. Roony skabte også en fin chance til Bøving, der fra spids vinkel skød fladt forbi fjerneste stolpe.

Så selv om vi generelt gik ned i tempo og aggressivitet efterhånden som kampen skred frem, så slap vi ikke vores jerngreb om kampen og kunne godt have scoret mere. Men 3-0 var mere end rigeligt på en dag som denne, hvor vi jo i princippet bare skulle undgå at tabe gigantisk stort…

Flot punktum for sæsonen
Men det var en flot måde at sætte punktum for en broget sæson med op- og nedture, men som endte med det, vi alle håbede på: det danske mesterskab kom hjem til København for 14. gang på 30 sæsoner!