Fælles opfordring: Tænk over din adfærd til Derby
F.C. København og Brøndby IF opfordrer i fælles udmelding til, at fans fra begge klubber tænker over deres adfærd og afstår fra alle former for vold i forbindelse med søndagens Derby for at sikre, at der også i fremtiden kan være fans fra begge klubber på tribunerne, uanset om der bliver spillet i Parken eller på Brøndby Stadion.
I dag er der igen Derby, som vi elsker det. Med fans fra begge klubber og en intens stemning på højt internationalt niveau, der er med til at løfte oplevelsen af netop denne kamp til noget helt særligt i dansk fodbold.
Sådan har det ikke været til de to seneste Derby-kampe, hvor der på Politiets opfordring ikke har været fans af udeholdet til stede efter tilskuerproblemer i forbindelse med tidligere kampe. Derfor opfordrer begge klubber nu til, at fansene tænker over deres adfærd:
”For os er den her kamp den største. Vi elsker rivaliseringen og stemningen, der følger med, og vi tror, at alle har Derby minder, der er med til at gøre kampen til noget særligt. Her er fans fra begge klubber på stadion en afgørende faktor, og vi har savnet det meget i de to seneste kampe. Den situation ønsker ingen, at vi ender i igen. Så selvom vi ved, at 99 procent af alle FCK og Brøndby fans ikke gør noget forkert, så er alle former for vold komplet uacceptabelt, og vi opfordrer utvetydigt til, at alle tænker sig om før, under og efter kampen, så vi ikke får voldelige episoder, der sætter muligheden for at følge sit hold på udebane til Derby på spil fremover,” siger Jacob Lauesen, direktør i F.C. København.
Også hos Brøndby IF ser man frem til et stemningsfuldt Derby søndag – med et utvetydigt budskab:
“Derby på Brøndby Stadion og i Parken er det bedste, man kan få i Danmark rent stemningsmæssigt. Det skyldes to store, kreative og rivaliserende fangrupper, der over mange år har gjort de kampe til noget helt specielt. Men bliver der problemer, så kan vi risikere at miste en vigtig del fremover, nemlig fans fra begge hold. Det ville være trist for alle, så vores opfordring er, at alle på stadion giver den gas med sang, store følelser og stemning, men afstår fra alle former for vold og aggression. Der er intet fællesskab over den slags opførsel, og der findes ingen undskyldninger, der godtgør, at man tyer til vold i forbindelse med fodboldkampe. Støt i stedet dit hold sammen med dine medfans og vær med til at skabe endnu et fantastisk derby”, lyder den klare opfordring fra Ole Palmå, administrerende direktør i Brøndby IF.
Begge klubber ønsker alle et godt Derby.